hortofilia

Selvom jeg personligt er mere plantenørd end havenørd, interesserer jeg mig selvfølgelig for, hvordan vi indretter haven, og har i den senere tid især haft fokus på forholdet mellem lige linjer og bløde buer eller formel og uformel havestil. Det er der skrevet meget mere eller mindre fornuftigt om. Et ganske fornuftigt synspunkt er, at man bør tage udgangspunkt i boligen.  Da vi bor på en typisk firlænget landejendom omkranset af et læbælte på alle fire sider, er  det nærmest uundgåeligt, at det er de lige linjer, der dominerer vores haveanlæg. Se f.eks. de lange kig ude fra læhegnet herunder.                           Inde i haven er jeg overbevist om, at vores bøgehække med de lange lige linjer har stor betydning for haveoplevelsen. Da de store, gamle elmetræer blev syge og begyndte at gå ud, fik vi det rektangulære område indrettet som en skovhave med hække på de tre sider og indkørslen på den fjerde. For at den ikke skulle ende som en kedelig kasse, har tre avnb

I går agerede jeg fødselshjælper for "morning light" og hjalp den med at frembringe sin første, smukke hvide blomst. Mon ikke dette græs er fontænegræs - såetiketten er pist forsvundet?   Der er gensyn med den brogede benveds raffinerede frugter i disse dage. Saxifraga cherry pie, fuchsia magellanica, buskrosen Mozart sammen med asters lady in black og rosen brown velvet. Nu til emnet: Det er sket flere gange, at Søren og jeg året efter, at vi har lavet et bed med smukt buede former ;-), tydeligt har kunnet se, at en del af buen i virkeligheden var en lige linje. Det gælder også bedet herunder, hvor juleroserne i stedet for at bløde kanten op har udlignet den forsigtige bue og nærmest skabt en lige linje.  Det prøvede vi at råde bod på ved at gøre buen tydeligere. Det pyntede, syntes vi selv; men efter at have sovet på det var vi (læs jeg) stadigvæk ikke helt tilfredse med resultatet. Jorden skråner let mod øst, og det var som om bedet sto

Weekendens  og især lørdagens vejr bød på et kærkomment gensyn med solen, som forvandlede pinky winky til en busk af guld. I det hele taget er det først i den forgangne uge, at de gyldne farver for alvor er  begyndt at gøre sig gældende både i haven og rundt omkring her på egnen. Selvom dahliaerne blomstrer lystigt, ved vi jo godt, at deres frihed snart er slut; men vi venter til den første frost med at tage knoldene op til vinteropbevaring. Der bliver så bart rundt omkring i bedene, når de forsvinder. Roserne kan også levere en enkelt blomst hist og pist, det er dog ikke Edens favoritvejr for øjeblikket. Klokkeranken har sendt en lang blomsterranke over i syrenhortensiaen. Og Rozanne blomstrer flittigt.

Mine yndlingsplanter ville jeg have særdeles svært ved at sætte navne på; men lige nu i disse gråvejrsdage nyder jeg virkelig vores forskellige høststenbræk. De hedder saxifraga cortusifolia silver velvet, x umeko, x moe og fortunei rubrifolia. Ikke blot er de megafine som bladplanter; men når man zoomer ind på deres små blomster, viser det sig, at de allesammen er små skønheder. I drivhuset dominerer klematissen Freckles, efter at Søren har ryddet op. Den må have følt sig trængt af tomatplanterne, for den har sendt et par grene udenfor. Nu er det spændende, om knopperne når at springe ud.           Podophyllum Spotty Dotty er en af de planter, som opfører sig helt atypisk i år og er ved at blomstre for anden gang. Sidst på eftermiddagen i går kom solen svagt igennem og fik den store glasbærbusk til at lyse. Fasanbusken lyste også op. Den kvitterer tydeligvis for den fine sæson med masser af frø.                                            

 - eller var det engang. Nu hedder mange af de velkendte efterårsstauder alt muligt eksotisk. Aster amellus, virgilasters, har dog fået lov til at beholde sit navn - sammen med alle andre asters fra Europa og Asien. King George er et udmærket eksempel. Med den krybende lyngasters snow flurry er vi ovre i den omfattende kategori s ymphyotrichum med de fleste nordamerikanske asters. Her finder man også dumosus, pudeasters, f.eks. Kristina, og lateriflorus, lyngasters, her den lave Prince, og de utallige høst- og strandasters, f.eks. den lave Professor Anton Kippenberg  og pænt høje Little Carlow, Marina wolkonsky og Marie Ballard. Umbellatus er nu flyttet over i gruppen doellingeria. Macrophyllus, som har en minigenblomstring, er derimod flyttet til eurybia. Hvis man har lyst til læse mere om disse alt andet end mundrette navneændringer, er dette  link  og dette skema  rimeligt informative. Jeg gad i øvrigt godt vide, hvordan de ville reagere i