hortofilia

I går syntes Søren, tiden var kommet til at fjerne en kæmpegren fra vores Varde / Bramley æbletræ. Min opgave var at trække grenene i en bestemt retning med et stykke reb, efterhånden som Søren savede dem over med motorsaven, og mens han gjorde klar, kiggede jeg nærmere på duetræet, som står lige i nærheden. Efterhånden storblomstrer det hvert år i maj og producerer derfor også en masse frugter, som fuglene er glade for. Når fuglene har fortæret kødet, ligger der en valnødlignende kerne tilbage. Første gang, jeg så frugterne, blev jeg overrasket over størrelsen. Det havde jeg ikke forventet med udgangspunkt i blomsterne. Tilbage til æbletræet, hvor en stor og vandretvoksende gren efterhånden ragede langt ind over et bed med forskellige buske og skulle fjernes, inden det selv brækkede af træet. Mens vi arbejdede, kom vi til at diskutere, hvor gamle æbletræer i grunden kan blive, for Varde æbletræet er tæt på 90 år gammelt; det ved vi med sikkerhed. Den slags oplysninger ligger i vore da

I dag er vi tilbage i det typisk danske, våde vintervejr efter en uges tid med det nydeligste snevejr. På blomsterfronten er der ikke meget at komme efter, og jeg har næsten ondt af de forkølede juleroser og påskeklokker, som stikker næsen op over sneen. I går brugte jeg noget tid på at google rhododendronen herunder, hvis navneskilt er forsvundet,  og jeg er ret sikker på,  at det er campanulatum. Det er en vildart, som netop udmærker sig med det flotte, rustfarvede  indument på bagsiden af bladene. For første gang har den en håndfuld blomsterknopper, og de ser ud til at være godt beskyttet mod regn og frost. Everred har stået i sin krukke under udhænget på nordsiden af stuehuset uden nogen form for beskyttelse,  så jeg krydser fingre for,  at den overlever. I går lagde sneen sig dekorativt på træer og buske,  og i dag et det regnet væk. Den lille penselfyr skulle med i dag, fordi den på japansk hedder sne i dalen. Den er en af mine (utallige) yndlingsplanter.   Pinus parviflora tamin

I denne tid, hvor tv er gået helt i selvsving over Dronning Margrethes abdikation, er jeg faldet over en tv serie på 4 afsnit med titlen I haven med Dronningen . Emnet er etableringen af den have til Fredensborg Slot, som Dronningen fik i gave af Folketing, Regering og en gruppe sponsorer, da hun blev 75. Som havemenneske er det altid interessant at følge fagfolks arbejde på den store skala, og det var specielt fascinerende at se, hvor kyndigt et havemenneske Dronningen er, og hvor fremragende en sparringspartner  hun var under hele forløbet. Februar 2019 Det var Dronningens idé,  at haven skulle være en årstidshave bestående af fire små staudehaver, hvor man kunne give den fuld gas i den pågældende årstid, nemlig forår, forsommer, højsommer og efterår. Haverne afløser et kæmpestort staudebed, som Dronning Ingrid i sin tid havde fået anlagt med inspration fra England og Sverige.   April 2016 Personligt kunne jeg godt have tænkt mig en femte have, en vinterhave, men den ville selvfølgel

I årtier har en stor opgave i januar måned for mig været at starte frøsåningen. Efterhånden som det er blevet umuligt at importere frø fra England, er mængden af frø, som jeg har at jonglere med, imidlertid faldet drastisk, og i år har jeg valgt at vente til februar med de fleste frø, selvom vejret for tiden ville passe perfekt til det. Fladaks vil jeg dog starte nu, idet jeg har læst en anbefaling af at udsætte frøene for frost, og det har vi unægteligt i rigt mål for tiden. Det næste billede er fra december 2019 og viser, hvor smuk fladaks kan tage sig ud i modlys. Fladaks/chasmanthium latifolium  En anden plante, jeg vil prøve at frøformere, er en new zealansk irisslægtning, som hedder libertia grandiflora. Min plante, som kun havde et enkelt blomsteraks i sommer, overvintrer i drivhuset, og det ville være fedt, hvis jeg kunne frøformere den, for det er ikke en plante, man ser hver dag. På nettet anbefales det både at udsætte frøene for frost og at starte dem ved 20 grader, så jeg v

Det, jeg tænker på, er, hvordan jeg skal agere i forhold til visne staudetoppe og græsser. De dage er for længst forbi, vil jeg mene, hvor haveejerne hvert efterår  barberede bedene helt ned til den bare jord. Det stemmer simpelthen ikke længere overens med vores skønhedsidealer. I dag har vi tværtimod fået meget mere blik for skønheden i forfaldet og er blevet særdeles obs på, at fugle og insekter skal tilgodeses. En kedelig staudetop i en floks, hvor fuglene allerede har snuppet alle frøene. Den tramper jeg sikkert snart ned på jorden. Så kan den ligge der og blive omsat. I dagens Danmark er det blevet god tone, ja vel nærmest politisk korrekt, at vente så længe som muligt med at fjerne de visne toppe; men sådan ser jeg nu ikke på det.   Løvehale med sneturbanner på frøstandene Hvis sandheden skal frem, er det nemlig æstetikken,  der først og fremmest styrer, hvornår jeg fjerner de visne toppe. Faktisk fjerner jeg dem i flere omgange henover vinteren, har jeg analyseret mig frem til.