lørdag den 29. juni 2019

Småt og stort

Vi er vist allesammen enige om, at planterne stortrives denne sommer, og at mange stauder og buske  har vokset sig store og mægtige. Samtidig hygger vi os her i haven med små miniatureblomster rundt omkring, som man skal have øjnene med sig for ikke at overse midt i al frodigheden. De er skyld i, at den daglige rundtur kan tage virkelig lang tid 😊

Clematis fusca dwarf ser normalt koksgrå ud, men i modlys viser den sig at være lilla med en fin, hvid rand.




Den første kæmpe er Lykkefund i æbletræet.


 Lykkefund vokser også i en portal, som man skal gå under, hvis man går en omvej om til stubbedet. Portalen er kreeret af stængerne til en gammel hestejumpe, som er fastgjort til to træstammer.  Med tiden skulle  stammen til højre gerne dækkes af en gul klematis; men portalen er kun fra sidste efterår, så vi må have lidt tålmodighed.

Clematis viorna svigter aldrig, vender troligt tilbage år efter år.

Constance Spry er jo ikke remonterende, men smuk, mens den blomstrer.

Lilium martagon album - ingen kommentar.

Thalictrum dasycarpum sammen med en lav Kleopatras nål/ eremurus Cleopatra. Violfrøstjernen så frygtelig ud under tørken sidste år, men har tydeligvis ikke taget skade.

Nok er planterne store, men det er den enkelte blomst til gengæld ikke.

Endnu en martagonlilje.

Munstead Wood led også under tørken sidste år.

Clematis crispa er så spinkel en plante, at jeg ikke tør plante den ud i haven.


Kæmpelilje/ cardiocrinum giganteum er derimod en solid, to meter høj plante. Det gælder om at nyde blomstringen, for løget dør oven på anstrengelserne. Det siges at sætte sideløg, men det har vi ikke oplevet de to gange tidligere, vi har prøvet lykken.

De sidste martagonliljer.

Jeg sætter et solidt punktum med den store, hvide pileurt/ persicaria polymorpha. Måske er den lidt grov, men i mine øjne alligevel en flot og imponerende plante, bare den får plads nok til at udfolde sig.

mandag den 24. juni 2019

Noget helt nyt

I torsdags havde vi for første gang nogensinde besøg af en haveforening. Især jeg er nok en meget privat person, så det krævede en vis overvindelse at tage skridtet. Vi var på forhånd blevet advaret om, at morsingboere ikke ynder at bevæge sig uden for øen, så vi blev derfor superoverraskede, da det væltede ind med biler. Vi tror, der alt i alt kom omkring 50 haveinteresserede gæster. Indlægget i dag har jeg bygget op over nogle af de planter og andre ting, som vi fik flest forespørgsler om og kommentarer til.
hot chocolate

Der var mange, som ville vide, hvordan vi behandler vores roser, som sandt at sige står utroligt godt i år - det gør nu de vist også alle andre steder. De har ikke fået særbehandling - npk to gange indtil nu, men de har ikke på noget tidspunkt manglet vand. Hot chocolate tror jeg var et nyt bekendtskab for mange, og St. Swithuns navn blev skrevet op på en del lapper papir.

Den plante, jeg fik flest forespørgsler på, var dog med afstand det lille træ med det udanske navn stewartia/ stuartia, som har en lang blomstring i år sammenlignet med tidligere år. Her kommer lidt ekstra info om træet i forlængelse af nogle af de spørgsmål, jeg blev stillet. Stewartia er en selvstændig slægt indenfor te-familien med 8-9 arter og skal plantes i surbund. Jeg mener, at vores træ er stewartia serrata, mens Kridtvejs Planter ser ud til at føre pseudocamellia.

En af gæsterne omtalte stewartia som et sødt, lille træ, og det kan jeg kun være enig i. Blomsterne kan ligne store æbleblomster med en rød kind, som også pryder de kuglerunde knopper. De specielle frøstande bliver hængende i flere år, og om efteråret får løvet en flot, bordeauxrød farve.

I det samme bed står der to bredbladede kalmiabuske, som folk også var særdeles optaget af. De hedder henholdsvis carousel og kaleidoscope.  Navnet kalmia er skabt af Linne til minde om en finsk botaniker med navnet Kalm, så kalmia betyder i sig selv ikke noget. Har man først én gang set knopperne og blomsterne på en kalmia, glemmer man dem ikke.




Gøgeurthybrid dactylorhiza x grandis blackthorne strain.

I sensommerbedet var der størst opmærksomhed på den mørke hyld og på kæmpehavren/ stipa gigantea. Personligt holder jeg meget af den kæmpeærenpris/ veronicastrum temptation, som allerede blomstrer.

Også det varme bed blev taget omhyggeligt i øjesyn.

Cornus kousa satomi fik folk øje på på lang afstand. 


I den mindre afdeling er der det lave græs stipa tenuissima Pony Tails.


En enkelt fik øje på den plettede blomst i nomocharis aperta. Jeg gætter på, at han var plantenørd ligesom mig selv.

Et motiv som de gamle silkepæoner byder sig unægteligt mere til. 

Sørens bjælkehytte blev behørigt beundret.

Efterhånden er der en del havefolk især af hankøn, som laver ting i jern, så bl.a. dette stativ kom der også en del spørgsmål til.

Vi begyndte og sluttede på gårdspladsen, hvis pikstensbelægning og vandværksbedet Søren fik mange spørgsmål om, og hvor  vi pavestolte udpegede blomsterne i tulipantræet - jeg mener, der er hele seks blomster her på billedet.


onsdag den 19. juni 2019

to træer

Styrax japonica evening light / japansk sneklokke er på sin allerhøjste blomstring i disse dage.

Det er et vidunderligt træ, hvor de nye blade er bordeauxfarvede og skinnende og danner en flatterende baggrund for de hvide blomster.

Især de små humlebier er helt vilde med blomsterne.

I år er træet så højt, at man kan stå under det og kigge op i blomsterfloret. Spørg mig ikke, hvor gammelt det er, for det kan jeg ikke svare på.

Det andet træ er tulipantræet, altså det rigtige tulipantræ/  Liriodendron tulipifera og ikke en magnolia. 

I går, da vi havde stået og nydt synet af styraxen og vendte blikket over på tulipantræet, opdagede Søren til stor jubel denne gule blomst højt oppe i træet, den første blomst nogensinde. Sådan et stort træ burde da kunne levere flere blomster, så nu går vi og holder skarpt øje med det.

Begge træerne står i græsplænen på gårdspladsen. Størrelsesforholdene ses tydeligt på det næste billede, som er taget oppe fra bagtrappen.

En enkelt rose, nemlig Ingrid Bergman.

Det sidste billede tog jeg i Skive i går. Byen  udmærker sig almindeligvis ikke ved spændende beplantninger; men denne store gruppe katteurt op mod kirkegårdsmuren har de været ualmindeligt heldige med.


lørdag den 15. juni 2019

forelsket?

Kan man være forelsket i en plante? Ja, det vil jeg faktisk mene, at mange haveejere kender til. I dag er det en klematis, jeg har forelsket mig i med navnet Pacific Cup. Den kom på markedet i 2015  og er skabt i New Zealand af en mand med det nordiskklingende navn Peer Sorensen.


Navnet er virkelig velvalgt, idet blomsten nærmest er formet som en kop eller pokal. De skinnende, hjerteformede blade er også afrundede og desuden lidt stive og læderagtige i strukturen, så de holder formen godt.


Her er en blomsterknop godt på vej til at folde sig ud.

Når blomsten synger på sidste vers, begynder kronbladene at sænke sig ned, og til sidst, sikkert i starten af august,  er der kun frøstanden tilbage. Den er til gengæld også speciel og ligner vel nærmest et løst  garnnøgle.


Det stativ,  planten havde fået tildelt,  blev efterhånden for lille, så Søren har skaffet den en ekstra meter i højden, men det er den nu også vokset forbi; men man klipper vel ikke toppen af en klematis?? Tænk hvis der kommer blomster helt oppe i toppen, når den forhåbentligt genblomstrer!!