hortofilia

I mandags fjernede vi det indre bobleplastdrivhus fra drivhuset, hvilket gør det noget lettere at bevæge sig rundt derinde og nyde de planter, der blomstrer. Jeg starter indlægget med en udsprunget ferskenblomst, og i mine øjne er der ikke mange blomster der slår frugttræers blomstring. To af de tre camelliaer i drivhuset er sprunget ud. Det er den gule Jury's Yellow og den lyserøde Nuncio's Cameo. Deres blomster er ret forskellige,  og så gennemløber den lyserøde en tydelig udvikling, mens den gule er født med sin endelige form. Her kommer nogle småplanter, som er sprunget ud i den forløbne uge. En samling helleborusblomster i kølige og pinke farver. Til sidst noget mindre farvestrålende. I lørdags kørte vi en tur til en skov i nærheden, hvor man kan se dette syn, nemlig en havørnerede. Fuglen var der også, men jeg var ikke ferm nok med kameraet til at få taget et billede af den.

Det var ikke længe, vi fik lov at have forårsfornemmelser.  De seneste dage har tværtimod været udpræget vinterlige med frostgrader og sne. Nu meldes der om regnvejr i næste uge, så jeg kan efterhånden føle klaustrofobien snige sig ind på mig. Måske ender det ligefrem med,  at jeg får ryddet op i krukker og andet havegrej. Alunrod er et fint bunddække,  men har desværre den uvane at vokse op af jorden efter nogle år, sådan at bladene udvikles oppe i toppen af nogle kraftige stængler. Nogle steder anbefales det at grave den dybere ned, så kronen igen flugter med jorden. Det er lidt fjollet, synes jeg, sådan at begrave en ganske almindelig staude dybt ned i jorden, så i stedet for har jeg tænkt mig at skære stænglerne af over et skud og bruge dem som stiklinger.  Hvis det lykkes, må det være en win-win situation. Så nydelig og samlet så Rio ud i 2021, og sådan må den gerne komme til at se ud igen. Heuchera caramel lider af det samme, men er generelt mindre kraftig i væksten end Rio, så d

 I fredags vågnede vi op til rimtåge, og stjernemagnoliaen så ud, som om den var på nippet til at springe ud; men da tågen forsvandt og solen trængte igennem, forsvandt også det hvide skær over magnoliaen. Rimen lagde sig også på en lille klematisknop og på et græs, som ellers skal klippes ned om ganske  få dage.         I år har vi opbevaret løgene af  fritillaria raddeana frostfrit, og da de til vores overraskelse begyndte at vise grønne skud for nogle få uger siden, pottede jeg dem op og satte dem i drivhuset. Nu er den første tæt på at springe ud. Det er i det hele taget den sartgule farve. der dominerer i drivhuset, hvor camellia Jury's Yellow er på nippet til at folde de første blomster ud. Disse selvsåede krokus er det en fornøjelse at gense hvert forår. Ellers bemærker jeg især, at Søren har udskiftet stolperne ved kvashegnet, som var begyndt at true med at vælte ud over mine frøkasser, som plejer at stå i skyggen foran hegnet. Hegnet blev lavet i 2014 og er i dag kun halv

Mens jeg sad og forberedte dette indlæg, faldt jeg over et andet fra  2019  med den selvsamme overskrift. Min vinkel i dag er dog en anden, end den var i 2019. For et par år siden læste jeg denne artikel af monty Don, hvor han redegør for, hvordan han er begyndt at forny sin bestand af disse herlige stauder efter at have nydt dem i 25 år. I løbet af disse 25 år er hans oprindelige planter nemlig næsten forsvundet og er blevet erstattet af frøplanter, som med tiden er blevet mere og mere ens og uinteressante og ligefrem mudderfarvede.  Med mudderfarvet gætter jeg på, han hentyder til blomster i stil med de to herunder, og den til venstre er da heller ikke noget at samle på efter min mening og er allerede på vej på komposten. Den til højre er derimod den allerførste julerose, der springer ud og har en perfekt formet blomst, så den vil jeg på ingen måde undvære. Derimod sørger jeg for, at dens frøplanter ikke får lov til at vokse op. I det hele taget tager jeg hårdt fat  med kultivatoren

Siden november har lugning af pikstensbelægningen på gårdspladsen stået på programmet, når vejret og tiden har tilladt det. Det er en tidrøver af rang og overhovedet ikke spor morsomt. Det er især to planter, der har indtaget belægningen, en mosart og en lav. Normalt forbinder man mos med farven grøn; men de utallige sporehuse giver et skær af rust, især i modlys, når solen skinner. Lavplanten derimod er grønliggrå, og i stedet for sporehuse er den forsynet med nogle trompetlignende bægre. Begge planter er sådan set dekorative, men skal bare ikke dominere gårdspladsen og gøre den glat og usikker at færdes på.  Jomfruhår og bleggrøn bægerlav Ifølge sagkundskaben har mosser ikke rødder, men hæftetråde, som holder dem fast til den jord eller som her stenmel, de vokser i. Som det ses, vokser de i store tæpper og kan, efter først at være blevet løsnet med lugekloen, og hvis man er heldig, trækkes op i form af puder, som det ses på  billedet ovenfor. Billedet herunder afslører også, hvor sta

- har jeg samlet sammen til et indlæg og starter med den vinterblomstrende cyclamen coum. Mange siger, de har cyclamen på grund af det flotte løv; men jeg er nu også umanerligt glad for de raffinerede, små blomster, som det desværre er ret så besværligt at tage billeder af. Vi har begge to holdt øje med denne dorothealilje/ leucojum vernum og bildte os ind, at den var alt, alt for tidligt på færde. Men da jeg gik en rundtur i dag, blev jeg meget klogere, for den stod på spring  overalt, f.eks. var gruppen herunder allerede godt i gang med blomstringen, selvom den står særdeles skyggefuldt. Påskeklokkerne ser umiddelbart hvide eller cremefarvede ud, men gemmer på en overraskelse. I spaltebedet har adonis blomstret længe, og nu har den også udviklet sit fligede løv, og det pynter mellem de hårde sten, synes jeg.  Også i spaltebedet er iris Lady Beatrix Stanley lige sprunget ud. I græsrabatten ved vejen er hestehov/ petasites pludseligt langt fremme. En supertidlig forårsbebuder, som jeg