hortofilia

Helt ærligt, så keder jeg mig lidt, og paradoksalt nok bliver det ikke bedre af, at vintergækker og erantis er usædvanligt tidligt på færde i år, nærmest tværtimod; de understreger nemlig bare den kendsgerning, at det stadigvæk er midt om vinteren, og at vi må have tålmodighed et godt stykke tid endnu, før det bliver forår. Denne krokus er alt alt for tidlig på færde og ender uden tvivl som en kedelig, sjasket masse.  Peberbuskens blomster er meget mere robuste. I drivhuset er der en enkelt nyhed i form af et par blomster i den store hasselurt asarum maximum silver panda. Typisk for mig så fokuserer jeg mindre på blomsterne end på, at den da vist trænger til at blive plantet om efter blomstringen. Om vinteren opleves det næsten, som om de stedsegrønne planter rykker frem i forgrunden af bedene. Denne camellia sasanqua står faktisk i baggrunden af sit bed, men dens flotte, skinnende mørkegrønne blade tiltrækker sig opmærksomheden, hver gang man går forbi. I si...

er ikke noget, jeg normalt gør i, og godt det samme, tænker jeg, når jeg år efter år læser og hører om de mange kuldsejlede nytårsforsætter i form af slankekure, motionsplaner og livsstilomlægninger. På den anden side kom jeg her på falderebet af 2018 til at spekulere på, om jeg mon kunne formulere tre realistiske nytårsforsætter for haven, vel at mærke positive forsætter, som vil bidrage til at gøre  havelivet endnu sjovere og mere tilfredsstillende, end det allerede er. troldnød/ hamamelis Jelena Det første forsæt, jeg fik formuleret, handler om, at jeg skal  blive bedre til at nyde haven på den passive måde. På den daglige runde kan jeg f.eks. ustandselig gribe mig selv i at fokusere på, hvad der "trænger" til at blive gjort i stedet for at nyde alt det smukke og interessante, haven har at byde på. I forlængelse af det skal jeg også blive bedre til at vegetere og slappe af i haven uden nødvendigvis først at have gjort mig fortjent til det. Før i tiden elskede jeg a...

I år har vi ikke set særligt mange sommerfugle; men i går dukkede der en lille fyr op, som jeg ikke kan huske, at jeg har set før. I første omgang troede jeg, at det var en blomst fra blå hør, som sår sig selv lidt vildt i køkkenhaven; men blomsten fløj pludselig sin vej, da min skygge lagde sig henover den. Det må være hannen af almindelig blåfugl, har jeg læst mig til. I midterrabatten på vores privatvej er disse flade, gråligthvide svampe dukket op. De er så flade, at min første indskydelse var, at det var papirslommetørklæder, som enten postbudet eller avisbudet havde smidt ud af bilvinduet. Nøgne jomfruer trives godt her på matriklen, selvom jeg ikke følger reglerne for, hvor længe bladene skal have lov at blive liggende. Nu er den høje, hvide kvæsurt/ sanguisorba tenuifolia alba blevet anskaffet. Det smukke sensommerløv er en ekstra bonus. Den spinkle, dobbelte violfrøstjerne blomstrer omsider. Jeg var nervøs for, om den ville klare tørken, fordi den ...

Forleden havde  Lisbeth  et interessant indlæg, hvor hun bl.a. kommer ind på de små stedsegrønne planter med faste former, som især kommer til deres ret i vinterhaven. Dem har vi efterhånden en del af rundt omkring i haven, og dagens indlæg er en præsentation af nogle af dem. De har allesammen en del år på bagen og ser noget mindre ud, hvis man vil prøve at finde dem i planteskolen. clematis petit faucon i ilex aquifolium myrtifolia  Ligesom i det forrige indlæg starter jeg med kristtjørn. Den opstammede hedder Ilex aquifolium myrtifolia og er ikke er en dværgplante, men vokser langsomt. Den udviklede sig efterhånden til en uformelig busk, som fyldte for meget og bestemt ikke var nogen skønhedsåbenbaring. Gradvis dukkede der inde midt i rodet noget op, der lignede en lille krone, og så blev den stammet op - under protester i øvrigt fra Søren, som grundlæggende går ind for, at planterne selv skal have lov til at bestemme, hvilken form de skal have. Efter opsta...

Det ord dækker vist meget godt mødet mellem nattefrosten og saftspændte, uforberedte planter. Den lille helleborusblomst er gearet til at kunne tackle minus-grader, mens klokkeranken ikke kan stille noget op. De mange knopper kommer  ikke til at springe ud, og vi kan lige så godt fjerne opbindingen og lægge planten som vinterbeskyttelse over rødderne. Blandt roserne ser det ud, som om det er de solide knopper, der bedst er i stand til at overleve, og dem er der forbløffende mange af. Clematis durandii har overlevet, fordi den har ligget beskyttet med blomsten vendt ned mod sit bunddække. De asters, der blomstrer endnu, gør også fin modstand.  Mens det kan skære en i hjertet at opleve blomster og planter, der har fået kniven  af frostvejret, er det anderledes opløftende og ofte en æstetisk oplevelse at møde kombinationen af frøstande og rimfrost som her hos den gule solhat. Frøene har sikkert oven i købet gavn af en omgang kulde. Op...