Opslag

Viser opslag fra august, 2019

spredte indtryk fra slutaugust

Billede
Her på overgangen til den første efterårsmåned er rosernes genblomstring godt i gang, omend den varierer fra rose til rose både i forløb og omfang. Crown Princess Margareta kan fremvise en fin klase. Selvom den beskrives som en rose, som både kan behandles som en storblomstrende rose og en slyngrose, så bliver stilkene på vores plante meget lange og temmelig vege, så jeg har bestilt et stativ til den hos stativmesteren. De mørkerøde roser opfatter jeg nok som aristokraterne blandt roser. Her er det med uret startende nederst til venstre Munstead Wood i knop og udsprunget, Barcarole og Burgundy Ice. Heidi Klum har nok for meget blåt i farven til at kunne kaldes mørkerød. Pink-violet måske. Sally Holmes blomstrede ikke vildt i første omgang, fordi rådyrene stjal knopperne. Nu har de fundet andre steder at fouragere, og rosen har kvitteret med at udvikle knopper en masse. Knud Pedersen kalder den en buskrose, mens den andre steder betegnes som en klatrerose.

natur/kultur

Billede
Da børnebørnene var på sommerferie, havde Thomas på 7 år netop bidt mærke i debatten om natur versus kultur og ville vide, om dette og hint var det ene eller det andet. Svaret på den slags spørgsmål er slet ikke så ligetil. Tag f.eks. en grøftekant eller midterrabat. Umiddelbart ville jeg kalde den natur; men forholdene er jo menneskeskabt, og grøftekanterne bliver slået mindst en gang om året. Når kommunen så oven i købet vælger at tilså dem med en speciel frøblanding, bliver det virkelig svært ikke at definere dem som kultur. Her i Vestjylland er heden et andet oplagt eksempel på, hvor kompliceret denne skelnen kan være. Oprindeligt opstod den jo som et resultat af svedjebrug, hvor bønderne nedbrændte den oprindelige vegetation for at skabe mere agerland.  I dag er den blevet en national klenodie, som vi værner om med  landskabspleje, for at den ikke skal springe i skov. Ude på heden føler vi os - helt med rette - omgivet af en vældig og storladen natur, selvom bevidstheden om st

Krukker, magnolia m.m.

Billede
Der var engang, hvor  fuchsia var den helt store krukkeplante, som folk opbevarede frostfrit og havde i mange år, så de undertiden udviklede sig til små, dekorative træer. Personligt havde jeg ikke det store held med dem; men i år faldt jeg for denne lyserøde plante, som nu står og pynter oven på regnvandstønden, og den er fyldt til bristepunktet, skulle jeg hilse og sige. Ananasblomsten eucomis vandermerwei er måske mere sjælden end køn; men jeg synes personligt, den passer fint til sin krukke. Pinus contorta Chief Joseph har så småt taget hul på sit farveskift fra grønt til gult. Det ses især tydeligt, når man går tæt på nålene. Her ses den sammen med sine makkere, mahonia Sweet Caress og rhododendron Koichiro wada. Hvis den stedsegrønne magnolia grandiflora Goliath bukker under i vinterfrosten, har vi heldigvis krydsningen Maryland  som har klaret sig igennem to vintre helt uden skrammer og helt uden beskyttelse. Vi har plantet den i et læfyldt hjørne mod

anemonopsis og sensommerbed

Billede
Sensommeren forbinder vi nok især med glødende, brændte farver og lette og graciøse græsser, der rasler i vinden; men den lette og luftige anemonopsis med hjemsted i Japan er i virkeligheden en af de allermest graciøse planter, denne årstid kan byde på.  Blomsterne beskrives oftest som voksagtige, stænglerne er stive, men vælter let, så som bedplante i traditionel forstand fungerer anemonopsis ikke perfekt. Det er desuden vigtigt at placere den sådan, at man let får adgang til at beundre blomsterne, altså forholdsvis tæt på, hvor man færdes. Vi har tre varianter: til venstre "White Swan", i midten og nederst til højre den fyldte "flora plena" og endelig øverst til højre selve arten "macrophylla", som i mine øjne også er den smukkeste. Sidste år såede jeg frø af White Swan og havde fint held med det, så i år vil jeg forsøge lykken med de andre to, hvis regnen ellers tillader frøene at modne. Som jeg husker det, er det de frø, jeg såede friske i efterår

auriculatum m.m.

Billede
Hver gang jeg har fulgtes med havegæster ned i den del af haven, hvor rhododendron auriculatum står, har jeg jeg vist dem knopperne og spurgt, om de troede, der kom blomster i busken i år, og alle som en har de rystet beklagende på hovedet, og nogle af dem har endda luftet bekymring om, hvorvidt den overhovedet havde det godt. Og se nu bare her! Vi er vidner til den største blomstring, den nogensinde har haft. I normalt, lunt sommervejr dufter den også vidunderligt; men i det kølige bygevejr, vi har for tiden, er duften meget mere diskret. De dekorative, røde strimler er dækbladene fra bladknopperne. Auriculatum skifter nemlig bladene ud hvert år, og hvis man bliver snydt for blomstringen, kan man i det mindste nyde den dekorative nyvækst. Planten har efterhånden vokset sig virkelig stor - jeg gætter på 4 m2. Desuden er den omhyggeligt plantet et beskyttet sted og derfor omringet af træer, som kan skygge for forårssolen og skærme den mod blæsten, så det er ret besværligt at