onsdag den 28. august 2019

spredte indtryk fra slutaugust

Her på overgangen til den første efterårsmåned er rosernes genblomstring godt i gang, omend den varierer fra rose til rose både i forløb og omfang. Crown Princess Margareta kan fremvise en fin klase. Selvom den beskrives som en rose, som både kan behandles som en storblomstrende rose og en slyngrose, så bliver stilkene på vores plante meget lange og temmelig vege, så jeg har bestilt et stativ til den hos stativmesteren.

De mørkerøde roser opfatter jeg nok som aristokraterne blandt roser. Her er det med uret startende nederst til venstre Munstead Wood i knop og udsprunget, Barcarole og Burgundy Ice.

Heidi Klum har nok for meget blåt i farven til at kunne kaldes mørkerød. Pink-violet måske.

Sally Holmes blomstrede ikke vildt i første omgang, fordi rådyrene stjal knopperne. Nu har de fundet andre steder at fouragere, og rosen har kvitteret med at udvikle knopper en masse.

Knud Pedersen kalder den en buskrose, mens den andre steder betegnes som en klatrerose.

Noget helt andet: Rhododendron bureavii kan noget, som roserne ikke formår, nemlig at være en smuk plante, også når den ikke blomstrer, især når solen fremhæver det brune indument på stilkene og bladenes bagside sammen med bladenes skinnende, mørkegrønne overside.

En anden plante, som solen har let ved at finde, er persicaria Painter's Palette. Den står på et mørkt hjørne og lyser op, også selvom solen ikke skinner.


Paraplyblad/ diphylleia cymosa har sine flotte frøstande at fremvise, mens de store blade visner mere og mere.

Der kan ses usædvanligt mange flotte hibiscusbuske i år, synes jeg, og vi kan skam også godt være med.

Sidste år var vi bogstaveligt talt ved at drukne i æbler. I år er mængden mere overkommelig, og skovfogedæblerne er store og flot mørkerøde.

Zinnia hører til de sommerblomster, jeg sår hvert år. I år har successen ikke været overvældende, men smukke er de da.


Her ved overgangen til september er vores liljer afblomstret lige med undtagelse af Black Beauty.

fredag den 23. august 2019

natur/kultur

Da børnebørnene var på sommerferie, havde Thomas på 7 år netop bidt mærke i debatten om natur versus kultur og ville vide, om dette og hint var det ene eller det andet. Svaret på den slags spørgsmål er slet ikke så ligetil. Tag f.eks. en grøftekant eller midterrabat. Umiddelbart ville jeg kalde den natur; men forholdene er jo menneskeskabt, og grøftekanterne bliver slået mindst en gang om året. Når kommunen så oven i købet vælger at tilså dem med en speciel frøblanding, bliver det virkelig svært ikke at definere dem som kultur.

Her i Vestjylland er heden et andet oplagt eksempel på, hvor kompliceret denne skelnen kan være. Oprindeligt opstod den jo som et resultat af svedjebrug, hvor bønderne nedbrændte den oprindelige vegetation for at skabe mere agerland.  I dag er den blevet en national klenodie, som vi værner om med  landskabspleje, for at den ikke skal springe i skov. Ude på heden føler vi os - helt med rette - omgivet af en vældig og storladen natur, selvom bevidstheden om stedets kulturhistorie nok burde være mindst lige så nærværende.

Kongenshus Hede, august 2019

I juni 'besteg' vi Lyshøj, som ligger på Blichers hjemegn. De gamle, vindblæste træer på højen er et smukt syn, som utvivlsomt ville være mindre smukt, hvis ikke højen blev holdt fri for uønsket vegetation og træerne omhyggeligt trimmet engang imellem. Naturen får altså en hjælpende hånd ind imellem.

Lyshøj, juni 2019


Området omkring Jenle, Jeppe Åkjærs digtergård, som ligger naturskønt ned til Astrup Vig, forvaltes i dag af Skov- og Naturstyrelsen, som har lagt en del af området ud som såkaldt urørt skov. Det må da være 100% natur, tænker jeg umiddelbart. Men se bare denne oversigt over, hvad man må og ikke må i en urørt skov:

Forbudt i urørt skov:

Skovdrift
Fjernelse af træer og dødt ved

Tilladt i urørt skov:

Naturpleje for at gavne biodiversitet, herunder afgræsning med større dyr for at opnå en mere naturlig dynamik  
Friluftsliv for borgerne
Bekæmpelse af invasive arter
Fældning af træer der er til gene for trafikken, friluftslivet, fortidsminder eller udgør en sikkerhedsrisiko
Jagt og fiskeri


Jenle, august 2019

Med al respekt for selve projektet så kan man i min optik ikke uden at øve vold mod sproget bruge ordet urørt som betegnelse for en skov, hvor alle de tilladte aktiviteter finder sted, og jeg er ret chokeret over at se, hvor tydeligt det er, at naturen implicit ses som et rekreationsområde for os mennesker. Så  implicit er det nu heller ikke, for selve formålet med tiltag som urørt skov beskrives af Naturstyrelsen selv som, at Naturstyrelsen på sigt kan give naturen et stort løft og derved kan tilbyde borgerne en helt ny og vildere naturoplevelse.



Så hvordan skelner man overhovedet mellem natur og kultur? Det har mange kloge filosoffer skrevet mange begavede værker om, men nok ikke på et plan,  hvor en 7-års dreng (og hans bedsteforældre) kan være med. Den bedste definition på begrebet natur, som jeg har fundet i denne sammenhæng, er den følgende, at  "naturen refererer til fænomener, som aldrig udelukkende er menneskeskabte. I enhver anvendelse af ordet natur synes der at være en reference til noget i udgangspunktet ikke-menneskeskabt, uagtet at også noget menneskeskabt kan inkluderes, og i mange sammenhænge bliver inkluderet."




En bæverdæmning er uomtvisteligt natur, mens en dæmning bygget af mennesker lige så uomtvisteligt er kultur, men uheldigvis for Thomas medfører den definition, jeg er landet på, jo også, at hans spørgsmål ikke nødvendigvis altid kan besvares  lige så entydigt med  enten natur eller kultur, men med et både-og. Sådan må det vel være i et land som Danmark, hvor stort set al natur består af  kulturlandskaber.

onsdag den 21. august 2019

Krukker, magnolia m.m.

Der var engang, hvor  fuchsia var den helt store krukkeplante, som folk opbevarede frostfrit og havde i mange år, så de undertiden udviklede sig til små, dekorative træer. Personligt havde jeg ikke det store held med dem; men i år faldt jeg for denne lyserøde plante, som nu står og pynter oven på regnvandstønden, og den er fyldt til bristepunktet, skulle jeg hilse og sige.

Ananasblomsten eucomis vandermerwei er måske mere sjælden end køn; men jeg synes personligt, den passer fint til sin krukke.

Pinus contorta Chief Joseph har så småt taget hul på sit farveskift fra grønt til gult. Det ses især tydeligt, når man går tæt på nålene.

Her ses den sammen med sine makkere, mahonia Sweet Caress og rhododendron Koichiro wada.

Hvis den stedsegrønne magnolia grandiflora Goliath bukker under i vinterfrosten, har vi heldigvis krydsningen Maryland  som har klaret sig igennem to vintre helt uden skrammer og helt uden beskyttelse.

Vi har plantet den i et læfyldt hjørne mod vest, så den slipper for morgensolen tidligt forår, og det har den kvitteret for ved at trives og blomstre fra allerførste færd. Den grønne baggrund, som træet nærmest forsvinder i, er tobakspibeblomst.

Vi har været hjemsøgt af blæsevejr i den senere tid, og det bryder hverken planter eller mennesker sig om. Hewitt's Double, den fyldte frøstjerne, lagde sig heldigvis dekorativt henover en hortensia i stedet for at knække.

Sanguisorba blackthorn hedder denne kvæsurt, som er ny i samlingen. Den har en opret vækstform a la den hvide canadiske kvæsurt og et smukt farvespil i de forskelligt udsprungne aks.

Jeg gætter på, at den lave prydallium (carinatum pulchellum) er den allersidste allium, der blomstrer. Den ser lidt sart ud, men er det overhovedet ikke.

Almindeligvis forbinder man sensommeren med brændte og gyldne farver, men vi har nu mere blåt og pink, har jeg konstateret. Jeg holder af begge dele, så det skyldes bestemt ikke et fravalg. Herunder er det selvsåede violføstjerner, der dominerer i bedet bag høstanemonerne.

søndag den 18. august 2019

anemonopsis og sensommerbed

Sensommeren forbinder vi nok især med glødende, brændte farver og lette og graciøse græsser, der rasler i vinden; men den lette og luftige anemonopsis med hjemsted i Japan er i virkeligheden en af de allermest graciøse planter, denne årstid kan byde på.  Blomsterne beskrives oftest som voksagtige, stænglerne er stive, men vælter let, så som bedplante i traditionel forstand fungerer anemonopsis ikke perfekt. Det er desuden vigtigt at placere den sådan, at man let får adgang til at beundre blomsterne, altså forholdsvis tæt på, hvor man færdes. Vi har tre varianter: til venstre "White Swan", i midten og nederst til højre den fyldte "flora plena" og endelig øverst til højre selve arten "macrophylla", som i mine øjne også er den smukkeste.


Sidste år såede jeg frø af White Swan og havde fint held med det, så i år vil jeg forsøge lykken med de andre to, hvis regnen ellers tillader frøene at modne. Som jeg husker det, er det de frø, jeg såede friske i efteråret, der har spiret, mens dem jeg såede om vinteren, ikke har gjort det.

Sensommerbedet har vokset sig stort i år, og set på afstand er det de store molinia og elefantgræsser, der dominerer


Umiddelbart er bedet ikke fyldt af farver; men når man zoomer ind, får man øje på en del vellykkede plantesammensætninger.  Den første består af canadisk kvæsurt/ sanguinaria canadensis og lægekvæsurt/ sanguinaria officinalis

Den næste er gul solhat/ rudbeckia missouriensis sammen med en frøplante af indianermynte/agastache.

Her er det rudbeckia triloba prairie glow sammen med indianermynte.

Indianermynte har efterhånden etableret sig som en nøgleplante i bedet med sin ranke vækstform, sin evne til at så sig selv det helt rigtige sted og sin insektvenlighed.

Den sidste kombination kan også byde på en rudbeckia, nemlig den megahøje og vildt  selvsående laciniata sammen med hjortetrøst, en høj daglilje og rosen Shakespeare II, som blev forvist herom for en del år siden, fordi den ikke trivedes godt, hvor den stod. Selvom det er en forædlet rose, kan jeg godt lide at se den i de mere vilde og naturrige omgivelser.

torsdag den 15. august 2019

auriculatum m.m.

Hver gang jeg har fulgtes med havegæster ned i den del af haven, hvor rhododendron auriculatum står, har jeg jeg vist dem knopperne og spurgt, om de troede, der kom blomster i busken i år, og alle som en har de rystet beklagende på hovedet, og nogle af dem har endda luftet bekymring om, hvorvidt den overhovedet havde det godt.

Og se nu bare her! Vi er vidner til den største blomstring, den nogensinde har haft. I normalt, lunt sommervejr dufter den også vidunderligt; men i det kølige bygevejr, vi har for tiden, er duften meget mere diskret.

De dekorative, røde strimler er dækbladene fra bladknopperne. Auriculatum skifter nemlig bladene ud hvert år, og hvis man bliver snydt for blomstringen, kan man i det mindste nyde den dekorative nyvækst.

Planten har efterhånden vokset sig virkelig stor - jeg gætter på 4 m2. Desuden er den omhyggeligt plantet et beskyttet sted og derfor omringet af træer, som kan skygge for forårssolen og skærme den mod blæsten, så det er ret besværligt at tage billeder af den.

Dens nærmeste nabo er en fløjlshortensia / hydrangea aspera, som i modsætning til sidste år er frodig og rigtblomstrende.

Ligesom auriculatum har den både store blomster og store blade, og vækstformen er lidt stiv.

A propos store blade så viser jeg lige rh. sinogrande, som jeg har pottet om to gange i år. Hvis den bliver ved sådan, løber jeg snart tør for store krukker.

Og apropos store blomster så viser jeg en blomst fra magnolia grandiflora Goliath, som blomstrer spredt henover en meget lang sæson. 

Den næste blomst vil springe ud i toppen af træet. Vi plejer jo at pakke træet ind om vinteren; men det bliver mere og mere besværligt for hvert år, der går, og min bedre halvdel er helt klart stemt for at lade det klare sig selv, som det kan bedst, næste vinter. 


Jeg vil slutte med noget småt. Den nye cyclamensæson er nemlig skudt ind med blomster i purpurascens og hed. Tilebarn Helena.