hortofilia

Venteposition er nok det ord, der bedst beskriver situationen på havefronten her i slutningen af oktober. Der er ingen projekter, der trænger sig på, æblerne er plukket,de nye solbærbuske og det lille frøsåede hjertetræ plantet, to gamle buskroser gravet op, og nu venter vi på, at de sidste blade skal falde af træerne, så bedene kan blive puttet for vinteren. Ventetiden fordrev jeg i går med en tur med kameraet, og det første, jeg fik øje på, var troldelden/fothergilla, hvis efterårsløv kan blive utroligt rraffineret. Så var der to hortensier, som påkaldte sig min opmærksomhed. Det gjorde fuchsiaen næsten ikke. Den er så diskret, at man næsten ikke bemærker den i konkurrencen med at de andre planters stærke løvfarver. Ficinia truncata 'Ice Crystal' hedder det lille græs i krukken. Lille fint prydgræs med fin hvid kant på bladene og ikke helt hårdfør. Sådan beskrives det af forhandlerne. Jeg havde håbet på mindst dobbelt så lange blade, som kunne drapere sig ud over kanten på mi

I Geografisk Haves seneste blogindlæg gør man reklame for guldlærk/ pseudolarix amabilis og beskriver den som et utroligt fint og langsomtvoksende havetræ. Begge dele kan jeg 100% skrive under på.  Det første billede tog jeg i går, og det næste er fra oktober 2016, så det er særdeles begrænset, hvor meget træet er vokset på de fem år, der er gået. Træet er hegnet ind som beskyttelse mod lækkersultne rådyr. En enkelt mundfuld ville jo skamfere det lille træ fuldstændigt. Nu til liljeløgene: Et højdepunkt i haven i år var guldbåndsliljen/ lilium auratum, som havde en stor blomstring i juli-august. Lige fra starten har jeg været i tvivl om, hvorvidt jeg kunne lade løgene, som ikke hører til de allermest hårdføre, overvintre i jorden, eller om jeg burde grave dem op, selvom jeg sørgede for godt med dræn, da de blev lagt. Det endte med, at de blev gravet op, hvilket viste sig at være mere besværligt end jeg havde regnet med, idet alle løgene havde dannet enorme duske af rødder oven over løg

Her på falderebet for havesæsonen jagter vi allesammen farverne i bær og blade for ligesom at mætte øjnene med farver og fastholde fornemmelsen af  lys og liv og dermed udskyde den uundgåelige grå sæson, der nærmer sig. Om farverne er kraftigere eller svagere end de tidligere år, ved jeg såmænd ikke; men når jeg tjekker mine gamle oktoberindlæg, er det i hvert fald tydeligt, at vi her på matriklen er senere på færde i år.   Til dagens indlæg har jeg gået en runde startende ved indkørslen og sluttende ved vores sensommerbed. Lige nu er vores indkørsel nemlig stedet, hvor farverne fornemmes mest. Bærmisplerne har næsten smidt alle bladene, men bidrager til gengæld fint, synes jeg, med deres mørke grenstruktur. Bagved indkørslen ligger skovhaven, og indgangen er markeret med en sten sammen med den lave fjerbusk aruncus Horatio, som er en staude, jeg holder meget af. Lige i nærheden er troldnødden sprunget helt ud. Blomsterne skuffer lidt, idet Jelena normalt får rustfarvede blomster. Jeg

Hjertetræet har førertrøjen på her i haven, når det handler om efterårsløv. Mens de fleste andre træer og buske først lige er begyndt at få efterårsfarver, er hjertetræet nu godt i gang med at smide bladene. Når den er færdig med det, skal vi selvfølgelig have ryddet op, men indtil videre nyder vi egentlig  synet af det gyldne tæppe på fliser og gange og de spredte blade, der har lagt sig på naboplanterne. Måske er det lidt svært at se, men det næste billede viser faktisk en nydelig efterårsblomstrende staude.  Det er en japansk staude, som jeg for et par år siden købte hos Thyboesminde. Etiketten siger chenolopsis Japan Beauty, et navn, som dog ikke figurerer ret mange steder på internettet. Dens lange, mørke ranker er ganske stive og hænger graciøst ud over kanten af græsplænen. Jeg må finde en placering til den med en mørk baggrund, så staudens blomster og vækstform vil komme mere til deres ret. En anden efterårsblomstrende staude her i haven er impatiens omeiana ice storm.  Den stå

Oktober startede regnfuldt og uindbydende, men vendte på en tallerken og forkælede os i den forløbne uge med det smukkest tænkelige efterårsvejr - tørt, mildt, forholdsvis solrigt og frem for alt nærmest vindstille. I sådan et vejr kommer hanesporetjørnen/ crataegus crus-gallii) rigtig til sin ret med sine utallige bær. Den blev til overs, da vi fornyede læbæltet for snart mange år siden, og har vist sig at være  et fint solitærtræ. Hvad er mon dette, tænker du nok. Jo, det er frugter fra slyngplanten akebia quinata. Den var smækfuld af blomster i maj og har en enkelt gang tidligere haft en frugt. Akebia beskrives ofte som et monster, fordi en etableret plante har en enorm grokraft. Det kan vi godt skrive under på. Heldigvis har vi plads nok,  så vi kan tillade os at lade den udfolde sig. Den har totalt invaderet et navrtræ, hvis eneste opgave da også er at give akebiaen et sted at boltre sig og udvikle sine flettede lianer. I torsdags fik jeg øje på en lille mørk tue i gruset og tænkt