hortofilia

Min bedre halvdel synes, jeg overdriver, når jeg hævder, det er for varmt til udendørs aktiviteter i dag; men det synes jeg nu, det er, og kameraet bliver kun luftet først eller sidst på dagen. Roserne er allerede godt i gang, og efter min mening er der ikke noget flottere eller mere iøjnefaldende end sådan en rød rose som her Ingrid Bergman. Iris chrysographes black form er derimod så diskret både i form og farve, at jeg var lige ved at overse den. Honningløg/ Nectaroscordum siculum er heller ikke en plante, der  råber "se mig". Til gengæld formerer løgene sig ret pænt. Den kommer klart bedst til sin ret mod en mørk baggrund. Det næste billede får mig til at tænke i borddækning, nemlig dobbeltriflet eller dobbeltblonde - det er uden tvivl kanten på fodbladet, som går igen i bregnebladene, der giver mig de associationer, og i virkeligheden er det vist halvblonde, de ligner. Jeg har lige slået bregnens lange navn op:  Halvmånefjerbregne Athyrium filix-femina

For tiden er der en stærk trend inden for haveindretning, hvor man indretter sig med krukkeplanter i stor stil ikke bare på terrassen, men også rundt omkring i bedene eller endda i stedet for bede. Det er jeg ikke god til, jeg har overhovedet ikke det æstetiske overblik, der gør, at krukkerne kan samles til en helhed, og jeg kan slet ikke overskue vandingen og vedligeholdelsen af så mange krukker, for ikke at nævne opbevaringen. Når jeg alligevel har en del, så er det, fordi jeg bruger dem til planter, som jeg har erfaring for ikke kan plantes ud i haven, men som jeg alligevel ikke synes, jeg kan leve uden. Det gælder f.eks. løgplanten nomocharis, som er noget af det mest feminine, man kan tænke sig. Det er clematis crispa også, og når den gror i potte, kan man rigtig beundre blomsten helt tæt på. Gummibærende soløjetræ/ cistus ladanifer hører hjemme i middelhavsområdet og er stedsegrøn. Egentlig burde jeg nok studse nogle af grenene, så planten busker sig mere; men jeg kan i

I dag glimrer solen ved sit fravær, og vi har fået nogle smådryp, dog så små, at de ikke kan registreres. På sådan en overskyet dag er det noget sjovere at tage kameraet med på rundturen, end når solen bager fra en skyfri himmel. I fredags havde vi, som  Lisbeth  skrev i går, besøg af 2 x Lisbeth og Bent, og som altid, når havenørder/-bloggere mødes, havde vi en super dag. I fredags stod stewartiaen med store knopper, som er sprunget ud i dag, men sådan er det vel altid, når man viser sin have frem.  Også paeonia peregrina er siden sprunget ud. Hvis jeg skulle døbe den, ville jeg kalde den lakpæon, selvom den faktisk kaldes balkanpæon på dansk. Ellers er det ved at være slut med pæonartene. Anomale og emodi pynter dog stadigvæk; men om fem minutter er det silkepæonerne, der tager over. Tulipa sprengeri er som sædvanligt rosinen i tulipanenden. Tænk, Lisbeth kunne godt acceptere den, selvom den unægteligt er rød:-)  For ikke ret længe siden skrev Ulla var

Før de blomstrer af, vil jeg vise vores to største træpæoner i deres pinseantræk. Den første hedder xue lian , hvilket betyder snedækket, lotusduftende pæon. På en ferietur til England for måske 15 år siden forelskede jeg mig i en flot rockii plante, vi stødte på i en park i Brighton, og helmede ikke, før jeg fandt en på nettet. Jeg bestilte den  her  lidt senere på sommeren, og da det var en af mine første handler på nettet, kan jeg tydeligt huske, at jeg gik og frygtede, at jeg var blevet snydt, fordi der gik flere måneder, før planten dukkede op, men som vi alle ved, skal pæoner helst plantes og flyttes om efteråret, så der var mening i galskaben. Den anden hedder shima nishiki, hvilket betyder ildflamme. Det specielle ved den er, at den med årene danner stribede blomster, mens de i starten er ensfarvede røde. Vi har indtil nu kun set røde blomster på den; men forleden opdagede jeg et par diskrete, hvide streger på et par af knopperne. Måske vil den producere flere tofa