hortofilia

gøgeurt - dactylorhiza x grandis blackthorne strain  - skolebørnene har fået sommerferie, solen skinner, det har regnet, og planterne trives så godt, at haveejeren er nødt til finde saksen frem for at  holde dem i ave. Kort sagt: en herlig tid! De seneste to tre år har vi ikke besøgt ret mange haver. Det giver ellers altid masser af inspiration, og det gælder også et besøg, vi for nogle år siden gjorde på Asperupgård på Fyn med et utal af spændende træer. Et af dem var robinia viscosa, et forholdsvis lille træ, som der nu står et blomstrende eksemplar af på vores gårdsplads. Den skal ikke plantes, hvor det blæser, men er ellers robust og har allerede leveret den første frøplante. Slyngplanten tropaeolum speciosum ville invadere hele surbundsbedet, hvis den fik lov. I år har den kastet sin kærlighed på en rhododendron med de flotteste grå nye blade. Martagonliljer og de første mandstro understreger, at højsommeren venter lige om hjørnet. Et par roser til sidst, først Hot Chocolate. Ghis

  Når folk kommer på besøg i denne tid, bliver de mødt af en velkomstkomite omme ved vejen bestående af valmuer. Tidligere stod der en runding af skovfyr mellem de store sten; men selvom jeg brækkede lysene af hvert eneste år, blev de alligevel for ranglede og grimme og måtte lade livet for to tre år siden. I stedet for plantede vi en gruppe cornus kelsey's dwarf, som lige nu gemmer sig omme bag ved valmuerne, og jævnede jorden ud med havekompost. Det lyder måske mærkeligt; men vi har faktisk ikke sået valmuerne. De stammer fra kompostbunken, som vi med skam at melde smider alverdens ting på, også planter, som har sat masser af frø. Derfor var vores forundring alligevel stor, da valmuerne dukkede op året efter, at vi havde ændret på bedet. Nu hygger vi os med synet, for også her sår de sig selv i store mængder. Som overstander har vi plantet en birk med tre stammer. Den er vi også meget glade for. Da jeg tog billeder, fik jeg øje på, at der har udviklet sig blomster med mere eller

I dagens indlæg starter jeg med nogle forholdsvis afdæmpede indslag fra køkkenhaven. Motivet på det første billede slog mig som værende temmelig grafisk med forskellige former og linjer. Den gule busk er en fasanbusk/ leycesteria. Er det ikke et fint og sart bunddække, der har bredt sig under hasselhækken? Vi er enige om, at der er en del marker i år med hestebønner.  Vi har også en lille række i køkkenhaven og kan godt lide både smagen og synet af de lidt specielle blomster.    I 2018 byggede Søren bjælkehytten med det grønne tag, og det har været morsomt at følge, hvordan taget har udviklet sig. For ikke at drukne helt i billeder har jeg samlet nogle af dem i en lille collage. Et glædeligt gensyn i juni hvert år er denne mindst 70 år gamle silkepæon, som jeg tror hedder Karl Rosenfield. Den kom på markedet helt tilbage i 1908 og forhandles stadigvæk. Den næste hedder mærkeligt nok Red Sarah Bernhardt, selvom de to Pæoner intet har med hinanden at gøre. Mit gæt er, at kineserne, der h

På valdemarsdag har jeg fødselsdag, og det samme havde min tidligere kollega Tanja. Da hun var barn bildte hendes far hende ind, at hele landet flagede for hende, og det troede hun på i mange år 🙂  Det har jeg nu aldrig forestillet mig; men jeg nyder alligevel dagen i fulde drag, især fordi haven på denne årstid er så frisk og frodig og blomsterrig. Søren havde plukket en romantisk buket af Constance Spry til morgenbordet uden, at det overhovedet kan ses på busken. Alissar Princess of Phoenicia kunne netop mønstre en enkelt af sine specielle blomster på dagen. Ellers har jeg valgt at fokusere på en håndfuld store stauder, som står i fuldt flor, og starter med to forskellige farvebælg/ baptisia. Farvebælg kaldes også falsk lupin, hvilket jeg synes er misvisende. I modsætning til lupin har man glæde af farvebælg hele sæsonen, og om efteråret står den med nogle dramatiske, sorte frøstande, mens lupinen for længst er visnet ned.  Pileurten persicaria polymorpha undrede Kjeld Slot sig på e