hortofilia

  Denne gang var det, jeg nåede, et sidste indlæg i april. De seneste par uger har jeg ikke været ret aktiv hverken på min egen eller andres blog. Vores yngste barnebarn blev nemlig konfirmeret i weekenden, og vores søn kom hjem fra New York i den anledning. Derfor har april stået i familiens tegn. I dag gik jeg min runde i den ældste del af haven og startede med de fire rundinger i skovhaven. Den første domineres af lundgylden/ smyrnium perfoliatum, som sår sig selv flittigt. I runde to er det nok bunddækket af  hjerteblomst, man især lægger mærke til. Runding tre bebos af duskkonval og kurvebregne, mens runding fire stadigvæk bliver domineret af den gamle kamelia. Omme i det gamle surbundsbed  fandt jeg troldellens delikate blomster og rhododendron Wee Bee. Den sidste beskar jeg kraftigt for et par år siden.  I stedet for at den som før dækker jorden nærmest som en stor, uformelig dynge, kan man nu skelne grenopbygningen inde under blomster og blade. At den så ikke...

 - altså at lave endnu et påskeindlæg, selvom vejret i dag har været gråt og diset. Noget af det, jeg virkeligt nyder for tiden, er, at jorden nu er ved at være dækket af grønne planter, og det er sådan set ligegyldigt, om det er ukrudt, selvsåede planter eller bunddækkende planter, som jeg mere eller mindre møjsommeligt har skaffet til veje. Alt er bedre end bar jord. De næste billeder stammer allesammen fra diverse surbundsbede. Rhododendron Temple Belle Rhododendron schlippenbachii Pieris Mountain Fire, som blev klippet helt ned sidste år Phylliopsis 'Pinocchio' Anemone Green Fingers Anemone Blue Eyes - den blå ring dukker op, når blomsten er blevet lidt ældre. Podophyllum Spotty Dotty trives dog udmærket i almindelig havejord, og det samme gør bispehuen Orange Queen og orixa jap. variegata.

Sådan som planterne myldrer frem, tror jeg nemlig ikke, at jeg kan nøjes med et enkelt påskeindlæg. Vejret i dag er overskyet. Ja, det småregner faktisk, og det lyder, som om fuglene takker for regnen. Igen igen er skovhaven i centrum. Dens udtryk er i konstant forandring - i hvert fald i mine øjne. Jeg lader billederne tale for sig selv, så I må spørge, hvis der er planter, I gerne vil vide noget om. Nogle få stauder og løgplanter: skeletblomst/diphylleia greyi epimedium Wudang Star erythronium Joanna trillium albidum pulsatilla alba

I denne uge nåede jeg ikke meget ud i haven, og da jeg så tog min runde i går, kunne jeg se, at foråret var rykket ind i et nyt afsnit, nemlig det, hvor de store hundetand springer ud. I skovhaven er det White Beauty, og til sammenligning er den spinkle Hendersonii i et af surbundsbedene også begyndt at blomstre. Tilbage i skovhaven er det vedvarende skulpe, der er fuldt udsprunget. I det ældste surbundsbed står sclippenbachii både med blomster og masser af knopper. Bagved den står en stedsegrøn rhododendron i blomst og en camellia, også i blomst. I bunden af bedet står en fyldt primula, som har rigtig mange år på bagen, og den brogetbladede dværgskimmia har store, flotte blomsterklaser for første gang, bilder jeg mig ind, selvom den også har mange år på bagen. Magic Merlot Blodurt hører også hjemme i surbundsbedet. Hvilken der er kønnest, den fyldt eller den spinkle Star, kan jeg ikke afgøre; men hos os er den fyldte langt den mest robuste og den der, breder sig mest. På vejen til sur...

I weekenden læste jeg et indlæg på en engelsk haveblog, hvor emnet var påskeliljer,/narcisser og hvorvidt man kunne lide dem eller ej. Til min forundring kunne jeg læse, at der i England findes en gruppe mennesker, der kalder sig  I Hate Daffodils.  Hvorfor mon denne heftige modvilje mod en uskyldig plante, som de fleste mennesker vel tværtimod holder af og ser som symbolet på en ny start? Nymodens begrundelser, som at den er importeret og ingen pollen producerer og derfor ikke gavner biodiversiteten, giver jeg ikke noget for. Derimod har jeg en stærk formodning om,  at vi igen igen har at gøre med den forbløffende vidt udbredte modvilje mod farven gul. Sådan en idiosynkrasi er bare aldeles irrationel og skal derfor pakkes ind i rationelle begrundelser. Når det er sagt, vil jeg skynde mig at tilføje, at vi uden tvivl allesammen har den slags idiosynkrasier i en eller anden form, og jeg må tilstå, at jeg har det lidt stramt med den lille tete a tete narcis, som vælter frem...