hortofilia

 - i hvert fald ifølge kalenderen. Vejrmæssigt kan vi på ingen måde vide os sikre. Påskeklokkerne har rettet sig op igen oven på frostvejret, og det er kun de ældste blomster, der har taget skade.  For deres skyld håber jeg ikke, at vejret kommer til at svinge mellem frost og tø. En enkelt blå anemone sprang ud, før frosten tog fat. Den stod så beskyttet, at den nu ser helt uberørt ud. Den tofarvede krokus har sået  sig selv i sikkerhed for haveredskaber inde under en rose.  crocus vernus vanguard Vores dorothealiljer startede som en enkelt lille gruppe, og efter deling af gruppen har vi dem nu spredt rundt i haven, hvilket er en stor glæde. Er det ikke mystisk? Denne skimmia magic merlot er fra 2012 og har næsten ikke vokset på de 13 år.  Måske er det en dværgart i modsætning til den nedenfor, som har to år på bagen. Tågen ligger som en tung dyne omkring os her til formiddag og lukker af for den sædvanlige udsigt. Bedet med erantis og vintergækker arbejdede jeg...

Det er sket par gange I den senere tid, at jeg er kørt hjemmefra om morgenen og har tænkt, at når jeg kom hjem, skulle jeg ud og tage rimbilleder; men rimen var bare pist væk, når jeg kom hjem. I dag fik jeg gjort alvor af det. Det er ikke let at se, at motivet på det første billede er et bed med buskroser. Den centrale figur er miscanthus sinensis adagio, som er tæt på at være min favorit blandt elefantgræsserne. I venstre side bemærker jeg kanelbusken calycanthus Hartlage Wine og bliver lidt stolt af mig selv ved synet; for i efteråret brugte jeg lang tid på at beskære busken og drønede frem og tilbage og gik ned i knæ for at finde de helt rigtige snit. Sensommerbedet synger på sidste vers, og rimen lægger et forsonende skær over forfaldet. Også gårdspladsen pynter det på med et lag rim. Det fligbladede tørstetræ tager ekstra godt imod rimen, og tyrkisk hassel er ligesom tredelt: nederst rakler, i midten nøgne grene og øverst en rimbeklædt top af klematisranker og frøstande. Rhododen...

Selvom det er for koldt til at rumstere i haven, har jeg alligevel nydt det friske solskinsvejr, vi har haft i dag. På blomsterfronten sker der næsten ingenting. Påskeklokkerne, hvis blomstring ellers var godt i gang,  ligger hen ad den stivfrosne jord; men de første tidlige krokus har åbnet sig, og de fyldte vintergækker er også på nippet til at folde sig ud. Mit forrige indlæg handlede om bonsai, og det vil jeg godt følge op på i dag ved at vise tre bonsaiagtige planter fra min vindueskarm. Den første stammer fra det sydlige Afrika, hvor den sjove knold kan blive 60-70 cm i diameter. Fockea edulis Laurbærfigen beskrives som den pefekte begynderbonsai, og samtidig synes jeg, den er ganske skulpturel. Laurbærfigen/ bonsaifigen/ ficus ginseng Mølplanten er nærmest umulig at slå ihjel, oplyser Google, og det er en vigtig egenskab for planterne i min vindueskarm. Samtidig kan jeg godt lide dens form med den kraftige, skrånende stamme. I år har den sat små aflæggere i potten, og en af ...

  Youtube er et fund, når man overvejer at kaste sig ud i et nyt område og de teknikker, der hører til. Bonsai har altid fascineret mig; men min tålmodighed og vedholdenhed kommer ynkeligt til kort i forhold til for alvor at fordybe mig i området. På Youtube støder man imidlertid på alle mulige og umulige eksempler på folk, der dyrker bonsai ud fra deres personlige evner og interesser. Nogle følger reglerne til punkt og prikke, mens andre lader regler være regler og går mere op i at få hurtige resultater. Det letteste er naturligvis at købe en bonsaiplante, som vi gjorde for 2 år siden med loniceraen på det første billede. Den stod ude hele sidste vinter og  blev plantet om i foråret,  da det var blevet umuligt at vande den.  I dag var tiden dog inde til at prøve selv at kreere en bonsai. Valget var faldet på en småbladet  azalea (rhododendron kermesina alba), da jeg elsker synet af en blomstrende azaleabonsai. For jeg købte den, blev vendt og drejet og omhyggel...

I torsdags kl. 13,15 var det præcis et år siden, at jeg faldt på min gåtur og brækkede begge arme. Venstre snørebånd greb simpelthen fat i snørebåndskrogen på højre støvle, og det sendte mig pladask ned på venstre skulder. Ansigtet fik også et mindre skrub, og fordi jeg værgede for mig med højre hånd, brækkede jeg også det håndled. Foråret 2024 glemmer ingen af os. Jeg har aldrig før siddet så stille i den samme stol i flere uger i træk, og Søren hjalp mig med alt alle døgnets 24 timer. Da jeg så begyndte at kunne bevæge mig rundt, havde højre fod udviklet sig til en dropfod, og det gjorde mig selvfølgelig bange for at falde igen. Med tiden fortog den sig heldigvis, og i dag går jeg ture ligesom før uheldet og er ekstra omhyggelig med at få snørebåndene gemt væk i støvlerne inden afgang. Med uheldet i mente nyder vi de tydelige forårstegn ekstra meget i år. Vi blev lige mindet om, at et godt helbred og fuld førlighed på ingen måde er en selvfølge, noget, vi nok er tilbøjelige til at gl...

Det lysner derude, og vintergækkerne vrimler frem. Min største prioritet lige nu er at fjerne påskeklokkernes grimme blade, så vi kan nyde synet af de smukke blomster. Når man tager billeder af dem, skal man huske at medbringe et pind eller noget andet, som kan tvinge blomsten til at kigge op mod kameraet. Det skulle jeg lige vænne mig til, kunne jeg mærke. Den første pæonknop kan anes. Vi har mange dorothealiljer, men denne gruppe blomstrer altid længe før de andre. Vores erantis har altid været forsinkede i forhold til andre haver. Efterhånden har de dog  selv  bevæget sig fremad  i retning af solen, og nu  blomstrer de samtidig med andres erantis.  De små gule pletter er en gave i denne graduerede tid. Sedum/stenbræk er vel i grunden en hårdfør staude. Alligevel synes jeg, de nye skud ser ud, som om en omgang frost vil smadre dem totalt.  Camelliaen herover skulle tilhøre en gruppe, som blomstrer tidligt. Det har den aldrig gjort, så den har sikkert være...