hortofilia

På en gråvejrsdag som i dag kan man rigtigt fornemme den blødhed, der kendetegner lyset og planternes farver i september. Blomstringen er mere spredt, og de glødende løvfarver har vi endnu til gode. Stormhat/aconitum har ikke været den sædvanlige succes i år. Et par stykker voksede sig abnormt høje, og andres blomstring var ikke imponerende, men nu blomstrer oktoberstormhatten, og den er præcis lige så fin, som den plejer at være. De klatrende stormhatte har også været i gang, og nu skal jeg huske at indsamle deres frø, for deres levetid er ikke lang. Clematis viorna har blomstret hele sommeren. Fordi jeg ikke har sørget for at binde den op, ligger den nærmest som en fodpose omkring sit stativ, og derfor lægger man ikke ret meget mærke til de små klokker. Salvie i alle udformninger er blandt mine favoritplanter, nok især fordi deres mættede farver falder lige i min smag. I år har vi en ny variant, som hedder salvia rockin fuchsia. Den er i familie med den store Amistad og som den ikke

Jo, miscanthus sinensis transparent er sprunget ud,og begonia grandis evansiana ligeså. Den har fået lov til at beholde de fleste af sine frøplanter. Den må dele pladsen med en brogetbladet hakonegræs. Dagøje/ heliopsis Bleeding Heart såede jeg sidste år, og vi syntes begge to, at den var lidt  for "sommerblomstagtig", men i år ser vi den sammen med en koreagran, som ligesom neutraliserer de stærke farver. Abies koreana kohuts icebreaker Så er flere af roserne er i fuld gang med deres genblomstring: Morten Korch Crown Princess Margareta  Belle de Clermont Geoff Hamilton I dag vil jeg gerne spinde en ende om nogle af vores alunrod. De rummer allesammen gener fra håret alunrod/heuchera villosa, hvilket har givet dem store bløde blade. Den farverige Rio har desuden flotte blomsteraks, hvor den enkelte blomst ligner en lille perle på den røde stilk.  Naboen hedder Brownies, og især i solen får dens løv en flot, grønligbrun farve.  I skyggen er de snarere olivengrønne. Til gengæld

når de nøgne jomfruer begynder at blomstre, er det ved at være efterår, og de visne blade har da også allerede længe raslet, når man bevæger sig rundt på stier og gange. Det er også et tegn på, at vi er ret langt henne på havesæsonen , når lungeurten Diane Clare og geranium Margaret Wilson står med friske nye blade som kontrast til alt det, der begynder at visne ned. PS ! Lige et surt opstød: Det irriterer mig egentlig,  når planter får navn efter alle mulige berømtheder. Jeg ville langt foretrække et tilnavn, der beskriver noget ved planten. De næste mange billeder stammer allesammen fra sensommerbedet, og det første billede skal minde Søren og mig om, at vi i år har haft besøg af lige så mange admiralsommerfugle som kålsommerfugle, og det har vi aldrig oplevet før. På denne tid af året er det især græsser, kvæsurt og pileurt, der dominerer i bedet. Hvis jeg var en meter højere, ville jeg kunne se de næste tre motiver uden at skulle have hjælp af en trappestige. Hvis dahlierne lykkes,