hortofilia

I går kørte jeg mere end 200km til Sønderjylland for at tage afsked med min moster Agnes, som var sovet stlle ind 96 et halvt år gammel og mæt af dage. På den baggrund kan endnu et blogindlæg synes trivielt; men jeg opfatter det lige modsat. I dag oplever jeg, at farverne i haven er dybere, lydene mere intense og solens varme på ryggen ekstra livgivende. Tilbage i firserne fik jeg øjnene op for stjerneskærmens diskrete skønhed i Agneses have, fik en bid med hjem og har haft den i haven lige siden. Jeg husker ikke længere, hvor den oprindeligt blev plantet, men heldigvis sår den sig selv, når den har fundet det rigtige sted, og det gør den rigig godt. På Sørens foranledning viser jeg Sally Holmes og helianthus lemon queen.

- fra sidste indlæg med klokkeranke, nu ved jorden,  og flotte filippaæbler, som Søren hentede ned fra det høje i går Codonopsis vinciflora har ikke blomstret ret meget i år - ingen tvivl om, at den er en slyngplante. Den øverste cyclamen mirabile Tilebarn Anne er en af de alpevioler, hvor de unge blade har et rødt skær, og cilicium nedenunder udmærker sig ved generelt at være temmelig spinkel i opbygningen. Pragtsnerle/ Ipomoea purpurea er jeg helt holdt op med at så, fordi den gør det selv under det espalier, hvor den oprindeligt blev plantet. Det medfører at blomstringen starter forholdsvis sent. Pragtsnerlen har det til fælles med Abraham Darby, at de ligesom har indbygget lys i blomsten. Augusta Louise kan noget af det samme. Svalerodsensian/ gentiana asclepiadea vokser nærmest som en kaskade og har den typiske, ensianblå blomsterfarve. Et betonkar fra Sørens hånd beplantet med alpine planter i et llle spaltebed. Li...

Højt oppe i en bærmispel i skovhaven viser clematis rehderiana sine gule klokker op mod en smuk, blå septemberhimmel. Jeg er allerede begyndt at glæde mig til næste års show.  På østgavlen er det den staudeagtige klokkeranke cobaea pringlei, der er ved at tage hul på sin sene blomstring.  I 2014 sprang den ud 21. september og i 2015 helt hen omkring 1. november. Planten er lidt af et monster rent vækstmæssigt. Ved jorden er de første nøgne jomfruer ved at springe ud. Så ved jeg, at der er bestemte steder rundt omkring, som jeg skal holde øje med. Der er flere bloggere, som synes, at græsser breder sig alt for meget. Det gælder i hvert fald ikke hakonegræs -  desværre, synes jeg næsten, for i mine øjne er det et yderst dekorativt græs. Agastache  Golden Jubilee tudselilje/ tricyrtis, der ligner en orkidé, men er en ganske almindelig staude, og kinesisk fingerbøl / rehmannia elata Filippaæbler i 7 meters højde ...

Mit sidste indlæg var totalt grønt, så i dag har jeg behov for at bruge en større del af paletten. På denne tid af året bliver jeg altid overrasket over, hvor mange sarte farver der findes derude - man forbinder jo ellers sensommer og efterår med mere glødende pangfarver. En selvsået alpeviol - et lille kunstværk Händel og Louise Odier er ikke verdens flotteste rosenplanter, men producerer nogle af de smukkeste blomster. Rhapsody in blue og burgundy ice Clematis durandii Campanula sarastro Blandt sommerfuglene er nældens takvinge i stort overtal. Dagpåfugleøje er der færre af - heldigvis har den ikke så meget imod at stå model.   Admiral derimod er både i stærkt undertal og særdeles sky. Jeg bilder mig også ind, at den larmer mere end de andre, når den flyver rundt. Hvis jeg skal finde sommerfugle, er bedet med georginer og kæmpeverbena det oplagte sted at kigge. Især classic swan lake er yderst populær.  M...

- lyder pænere end øjenbæ, men er naturligvis også en anderledes præcis betegnelse. Området, det drejer sig om, er meget tørt og skyggefuldt, så det er begrænset , hvad der vil gro der. Den oprindelige beplantning, som ses herunder, bestod af en temmelig stor berberisbusk  og nogle lilla  spireabuske, som aldrig blomstrede. Om det også var et øjenbæ, er jo en subjektiv bedømmelse; men personligt syntes jeg bare, det var dødkedeligt, hvilket selvfølgelig kan være slemt nok. Jeg har tidligere lavet indlæg om stubhaver og stumperies , og  med inspiration derfra er vi nu blevet enige om, at vi skal forsøge os med et mindre stubbed, hvor beplantningen skal bestå af bregner og storkonvaller.  "Bunddækket" skal fortsat være selvsåede ahorn, som Søren vil køre over med plæneklipperen en gang imellem for at undgå, at det bliver for højt. Herunder er bunddækket blevet slået omkring bedet og har fået lov til at blive længere inde under en gruppe amelanc...