hestehov/ petasites

 

Hestehov, som jeg også viste i et indlæg  d.17. marts, hvor de lige var begyndt at blomstre, er på flere måder en fascinerende plante. Den blev indført i middelalderen til klostre og herregårdshaver og blev brugt som lægemiddel. F.eks. knuste man bladene og smurte dem på pestbylder, deraf navnet pestilensurt, og stadigvæk i dag bruges ekstrakt af knuste stængler og blade i naturprodukter som lægemiddel mod forskellige lidelser.

Det mest fascinerende er, at planten, som er tvebo, stort set kun er udbredt som hanblomst, mens  hunblomsten kun ses yderst sjældent. Det gælder ikke blot her i landet, men overalt hvor den gror, f.eks. i Finland for nu at nævne et eksempel. I England har man hanplanter mod nord og syd og hunplanter midt i landet.

 I stedet for breder hestehov sig ved hjælp af jordstængler, og det er den til gengæld rigtig dygtig til. Hvis man gravede i jorden mellem denne lille klynge blomster, ville man overalt støde på jordstængler, og det ved jeg med sikkerhed, fordi jeg næsten lige har prøvet det.

Det kan virke ulogisk, at en plante ikke benytter sig af frøformering. Derfor er der dem, der mener, at fordi hunblomsten er grålighvid og undselig, er den let at overse og bliver måske opfattet som en ikke udviklet hanblomst. Desuden er det ikke ualmindeligt, at der vokser små planter en meter eller mere fra større kolonier af røde hestehove , og det ligner for mig at se mere frøsåning, end at mennesker eller dyr har tabt et stykke rodstængel. Men sådan hænger det altså ikke sammen ifølge eksperterne.

Hanblomst

For at komplicere sagen yderligere kan man finde nogle få kvindelige, men sterile blomster på  hanplanten, og tvekønnede eller hanlige, men også sterile blomster på hunplanten. Formålet med det menes at være, at det rent faktisk fremmer bestøvningen. Det forstår man godt, når man ved, at hanblomsten er den eneste, der danner nektar, og blomsterne besøges flittigt i disse dage af både humlebier og sommerfugle. Hvad hunblomsten gør af gavn på hanplanten, er derimod mere uvist, og derfor er der  forskere, der anslår, at den sterile hunblomst efterhånden vil forsvinde.

Hunblomst

https://www.mindenpictures.com/stock-photo-butterbur-petasites-hybridus-female-flowers-lingewaal-netherlands-naturephotography-image00516029.html

Den mest udbredte form er den røde petasites hybridus; men der findes fem forskellige her i landet, har jeg læst mig til, bl.a. japansk hestehov, som jeg også viser billeder af i dag. Da jeg havde læst, at hunblomsten var hvid, gættede jeg umiddelbart på, det var den, der vokser i engen neden for Grønning Kirke; men det er det ikke. Det er simpelthen japansk hestehov.

I gamle dage gik der kreaturer i engen og græssede; men i dag får vegetationen lov til at vokse vildt. Dog er der omhyggeligt sørget for, at en grøn  kirkesti fører tværs over engen over til trappen op til kirken.

På det næste billede kan man se, at også vintergækker har bredt sig, efter at engen er holdt op med at blive brugt landbrugsmæssigt. De er sikkert forvildet fra lærerboligen ved den lille skole,som ligger oppe i baggrunden  mellem kirken og forsamlingshuset, hvis gavl lige netop kan skimtes i billedet.

Hestehov eller ej, så var mit besøg i kirkeengen som at dykke ned i en tidslomme og gense omdrejningspunktet for det lokale samfund igennem mange generationer. På godt og ondt var skolen og kirken og forsamlingshuset det kulturelle og sociale centrum, og deres betydning for det lokale samfund og den enkelte borger og dennes viden om verden var så altafgørende, at det nok nærmest er ufatteligt for folk, der er vokset op i den digitale tidsalder, hvor mange synes at føle større samhørighed med grupper på nettet end med de mennesker, der bor omkring dem.

Nå, tilbage til hestehov. Navnet petasites stammer fra det græske ord petasos, som betyder bredskygget hat, og må uden tvivl hentyde til de kæmpestore blade, som udvikles efter blomstringen. Mange kender dem som skræppeblade fra H. C. andersens eventyr om Den grimme Ælling. Her og nu er de allerførste blade dukket op, men der går en rum tid, før de når op på en diameter omkring en meter.

Fra en æstetisk synsvinkel må jeg tilstå, at hestehov ikke bliver kønnere med alderen, efterhånden som stænglen bliver længere og mere og mere brunlig og den flotte røde farve tilsvarende mere afdæmpet.

På den anden side er de smukke set i silhuet i modlys som her ved voldgraven ved herregården Eskjær.

Når man går ned i skoven ved Eskjær, kommer man forbi dette parti med både den røde og den japanske hestehov, hvilket gør det let at sammenligne deres vækst; men køn synes jeg ikke, sammensætningen er. Hver for sig er de fine og særprægede begge to, så heldigvis har man holdt sig til den ene slags omkring voldgraven.