Hvor stammer ens haveglæde fra?
For mig personligt er det en kombination af de to ting. Som barn var havearbejde en pligt snarere end en fornøjelse. Vi var 8 søskende, og når min far syntes, vi var for urolige, blev vi sendt ud og skuffe ukrudt væk mellem lætræerne eller i køkkenhaven. Køkkenhaven var stor, og der var altid afgrøder, der skulle høstes, altså også en pligt. I hvert fald de 5 yngste børn deltog i 4H -arbejdet i en årrække. Dvs. vi havde et bed eller lignende, som vi skulle passe (læs luge), og så kom der en konsulent fra Landboforeningen på besøg et par gange og vurderede, hvor godt vi havde passet det. Det var også en pligt snarere end en fornøjelse.
Her blev der skuffet ukrudt væk, når stemningen blev for overstadig. Det gør der ikke længere.
Som ung studerende havde jeg ingen haveoplevelser overhovedet bortset fra besøg derhjemme, hvor vi opholdt os meget ude i haven på plænen, hvis vejret tillod det. Faktisk savnede jeg overhovedet ikke haven i den periode, og i dag mindes jeg med forundring, hvordan jeg på en studietur til Dublin ligefrem syntes, at det var spild af tid, da der på kurset var indlagt en udflugt til et af Irlands flotte haveanlæg.
Der læses til eksamen
Det var først efter, at vi selv flyttede til Lynghøjgård og fik børn, at interessen for haven for alvor udviklede sig. Søren og jeg er heldigvis lige optaget af haven og supplerer hinanden rigtig godt med hver vores interesser og arbejdsopgaver. I starten var haven simpelthen rammen om vores familieliv, men udviklede sig gradvis til at blive en vigtig del af vores liv i sin egen ret. Jeg vil ikke kalde det en åbenbaring, snarere en gradvis erkendelse.
Selvom barndommens haveoplevelser var præget af pligt, lagde de alligevel en grundviden om planter og naturen, som er kommet mig til gode senere hen. Når jeg kigger på mine søskende, er de faktisk også allesammen interesseret i planter og naturen, og det er nærliggende at konkludere, at det har sin rod i vores opvækst.
Store og små spiller fodbold på plænen. Bøgehækken er i dag tre gange så høj og plænen temmelig reduceret til fordel for bede.
Sidste etape i min haveinteresse startede, da jeg gik på pension og samtidig startede som haveblogger. Hvor lang den etape bliver, er det umuligt at gisne om. I dag kan jeg ikke forestille mig det ene uden det andet, og selvom antallet af havebloggere er dalet støt i de senere år, er bloguniverset for mig stadig et sted, hvor jeg holder af at udveksle oplevelser og erfaringer med den trofaste flok, der holder ved.
.JPG)
Ja vi er heldigvis nogle, der holder ved. Tænk hvad de andre, som er holdt op, går glip af. Jeg glæder mig over, at vi stadig er nogle tilbage. Sjovt at se at du ikke var interesseret i have som barn og ung. Det var jeg heller ikke, min haveglæde kom først i 50 års alderen og heldigvis for det. Jeg har haft meget fornøjelse af mine haver og de mennesker jeg har lært at kende gennem bloggene og kommentarerne. Tænk at du først er blevet rigtig interesseret efter du startede med bloggen.
SvarSletMin haveglæde har jeg efter min far, men han skulle også passe landbruget, så selvom han havde tykke havebøger, blev han ikke så engageret som jeg er. Desværre døde han, inden han fik den glæde at se alt det jeg har fået lavet.
Tak for et godt indlæg.
Tak for det, Lisbeth. Jeg har ikke udtrykt mig tydeligt nok, hvis du får indtryk af, at min haveinteresse først startede, da jeg begyndte at blogge. Nej, vi skal tilbage til midtfirserne. Da jeg begyndte at blogge, var haven veletableret, og mange af vores sjældnere træer og buske og stauder og løg havde allerede en del år på bagen, og jeg havde sået hundredevis af diverse plantefrø.
SletDet er interessant at læse, at du har arvet din
haveinteresse fra din far omend med mange års forsinkelse.
Jo det var tydeligt nok, jeg har bare ikke læste det ordentligt. Jeg ved da godt, at I har haft haveinteressen længe, men i hvert fald godt, at du begyndte at blogge, for jeg har lært meget af dig og om jeres mange træer og planter og nok også abet dig efter :)
SletMin far havde en dejlig have, jeg husker et smukt japansk kirsebærtræ. Desværre var jeg ikke ret gammel, da han måtte afgive den til sin søster og svoger, som havde restaurant lige ved siden af gården, det hele blev delt op, så han måtte afgive det stykke jord. Jeg var ofte med ham på planteskole her i nærheden af, hvor vi bor nu.
Fint nok. Det kan jo sagtens ske. Jeg tror, vi havebloggere aber lystigt efter hinanden. Hvis vi ser en god idé, skal vi også prøve det samme. Det var trist, at din far blev nødt til at afgive sin have, som han holdt så meget af.
SletSå hyggelig å lese om hvordan din oppvekst har påvirket deg med hensyn til både planter i hagen og natur. Vi er vel alle et produkt av vår oppvekst, og jeg var veldig glad i markblomster fra jeg var 4-5 år. Vi hadde store områder i nærheten hvor det var naturlige enger med masse blomster, og jeg lærte meg tidlig hva de het. Jeg har også hatt slektninger som har påvirket meg angående hagen. Flotte bilder! 😊
SvarSletDu hører altså til den kategori, som er vokset op med haveglæden fra en tidlig alder. Selv den smukkeste have når kun sådan en blomstereng, som du beskriver, til sokkeholderne. I dag bliver den efterlignet i mange haver, men jeg holder mere på, at man i stedet for skal tage ud i naturen og nyde blomsterengen i de sande omgivelser.
SletJa, jeg var heldig sånn. Jeg hadde faster og farmor i nabohuset som begge var veldig glad i å holde på i hagen. Min mormor var også veldig hageintressert, så jeg har arvet mye fra de 😊 Ja, en blomstereng er utvilsomt vakrest ute i naturen.
SletOg den haveglæde giver du videre til dine børnebørn, når de giver en hånd med i din have. Det er en fin gave at give dem.
SletFin historie om din haveglæde (og mangel på samme!). Og heldig at du kommer fra en familie som var flittig med kameraet. Det har man megen glæde af i dag. Ja haveglæden kan dukke op på vidt forskellige måder, og vi er heldige at vi blev "ramt".
SvarSletNår jeg tænker tilbage, kan jeg huske, at flere af mine brødre fik et kamera i konfirmationsgave. Det er nok der, billederne stammer fra. Jeg havde en kollega på gymnasiet, hvis valgsprog var: Kun en tåbe frygter ikke haven. Med den indstilling må haven være en sand plage.
SletSjovt at høre havepligt er blevet til haveglæde. Da jeg var barn, ( ude på bølandet) var det bedste, når jeg kunne plukke blomster og når det var høsttid af frugt og bær.
SvarSletDer var engang det kunne føles lidt "ensomt" at være havenørd, men det har blog verden heldigvis ændret. Desværre har der været stort "mandefald" i bloggene de senere år. Det er ellers dejlig at kunne skrive om fif og planter sammen med andre ligesindede.
Tak for du er en af de holdbare.
hilsner Gunvor
Åh ja, blommer og æbler var mine klare favoritter. Det er virkelig ærgerligt, at så mange havebloggere er holdt op. Dog synes jeg næsten, det værste var den overgang, hvor halvdelen af deres blogindlæg handlede om, hvor pinligt det var, at der var gået så lang tid siden deres sidste indlæg, og hvor flove de var over ikke at få lagt kommentarer på de blogge, de havde besøgt. Når jeg stødte på sådan en indledning, var jeg fristet til at zappe væk med det samme.
SletGodt spørgsmål Marie! Og måske ikke så nemt at svare på i virkeligheden, men uanset hvor pligtbetonet din barndom med skuffejernet var, så har den nok alligevel sået et lille frø i din bevidsthed - og dette frø kan spire når som helst, som dit åbenbart har gjort. I dag er du en stor inspiration for mig og mange andre (jeg vælger at tro på at mange læser med dog uden at kommentere:)
SvarSletMin barndom var ikke på landet - og slet ikke med dyrkning af afgrøder - men med familiens sommerhus og en lærer-mor med biologi som linjefag, så jeg har tilbragt min barndom og de lange skoleferier med at botanisere og lære blomsternavne sammen med hende. Min far var æsteten, der elskede at anlægge, men absolut ikke at vedligeholde.
Det var nok mit frø! Siden læste jeg havebrug på Landbohøjskolen og gik helhjertet ind for økologien da den endnu trådte sine barnesko. En spændende tid dengang!
Det første jordstykke jeg rådede over vakte haveglæden, og den er bare blevet 'værre og værre' med årene:-)
Ja, dette kunne man skrive meget om, og du har taget hul på historierne her. Tak for det!
Hilsner fra Ulla
Hej Ulla. Du har uden tvivl ret i, at der blev sået et frø der i tidernes morgen, som har ligget i jorden i mange år, før det spirede. Det glæder mig, at du føler, du kan hente inspiration fra min blog. Det er jo denne gensidige inspiration, der er så givende i bloguniverset.
SletDet er simpelthen så spændende at læse om, hvordan andre bloggere er blevet 'ramt' af haveglæden. Hver blogger har sin egen unikke historie. Jeg gætter på, at du er den eneste eller en af meget få, som har gjort havebrug til en levevej. Vi andre er glade amatører.
Jamen du kan roligt regne mig med til amatørerne, for jeg fik aldrig færdiggjort mit studie, da jeg efter praktik blev hængende ude i virkeligheden:-) Det var mere mig at have fingrene i jorden end bøgerne da det kom til stykket.
SletUlla
Jamen så gør jeg det, Ulla 🙂
SletKjenner meg igjen i beskrivelsen. Mye tvang i barndommen, men jeg fikk også velge en frøpose å så i mitt eget bed. Hageinteressen tok helt av, da jeg flyttet til hus med hage for snart 20 år siden.
SvarSlet/Irene
I vores barndom var det vigtigt, at haven var pæn og velfriseret. Sådan er det sikkert stadigvæk for nogle haveejere; men det er bestemt ikke faktorer, der har første prioritet for mig - og heller ikke dig, kan jeg ikke forestille mig.
SletHej Marie,
SvarSletMeget spændende indlæg du har lavet, og som fik mig til at tænke på, hvor jeg har min have interesse fra. Helt sikkert ikke fra mine forældre, som slet ikke var interesseret i haven, det var for dem en pligt, hvor der mest var store græsplæner som jeg skulle slå da jeg nåede en alder hvor jeg kunne bestride den opgave.
Til gengæld havde vi en "faster" i familien som havde den skønneste have med masser af stauder, og det er sjovt at nu hvor jeg planter stauder i skoven er der nogle som helt klart er i min erindring fra hendes have, bl.a. geum. Min Bedstemors have mindes jeg med glæde, og det skønne rosenbed og duftene fra roserne når man spiste morgenmad på terassen.
Et eller andet sted har jeg vidst , at have kærligheden har ligget og luret og kun ventet på at blive udlevet, og det gør jeg så nu i skoven, og det føles vidunderligt.
Du giver mig meget inspiration og jeg beundrer dit brug af et kamera - jeg kan bare ikke komme i gang med at tage billeder??
Vi fælder træer i massevis i øjeblikket, så julebagningen er sat på pause, det gør ingenting jeg er absolut ikke til jul, og glæder mig bare til 1. januar 2025 og et nyt haveår.
Ha det rigtig godt begge to.
Kh
Dorte
Hej Dorte. Kommentarerne til dette indlæg er simpelthen så inspirerende at læse, og det gælder også din. For de fleste lader det til, at der er blevet sået et frø i barndommen på en eller anden måde, som så spirer og udfolder sig, når de rette betingelser er til stede.
SletGod arbejdslyst med træfældningen. I dag er jeg i gang med at bage to slags boller, og pebernødderne ligger i dåsen. Så skal der ikke bages ret meget mere.
Det var et spændende indlæg at læse og sjovt at se de gamle billeder. Tænk at være så mange søskende, det må kunne give mange glæder, men vel også drillerier.
SvarSletFælles for billederne er jo, at de viser, at haven bliver brugt - både til leg og til pligter som eksamenslæsning og bælgning af ærter. Jeg synes, det er dejligt at se, når en have bliver brugt.
Af min mor fik jeg haveglæden, og min far gav mig glæden ved naturen. Det er jeg dem meget taknemmelig for. Jeg synes virkelig, det var en stor gave, de gav mig som barn, og det er en gave, jeg har kunnet bruge hele mit liv. Jeg husker, når min far tog mig med i engen, og vi snakkede om fuglene, og han viste mig de skønne engblomster. Og jeg husker, at min mor, da jeg var en lille pige gav mig et stykke jord, som var min have. Hun købte frø til mig, og hvis hun havde været i planteskole, forærede hun mig somme tider en plante.
Hilsen Elna
Så kom din historie med i samlingen. Det glæder mig. Jeg er helt enig i, at en have bør være et sted, der bliver levet i. Den skal ikke være en død skal. Din mor har været særdeles betænksom og har uden tvivl nydt at se dig plante, hvad hun nu kom hjem med til dig.
SletHej Marie!
SvarSletHar visst missat att kommentera, eller så blev jag avbruten innan jag skrev en kommentar.
Jag bodde i en villa i en förort till Helsingfors, vi hade egen trädgård, men mina föräldrar hade inte så stort intresse av trädgård, eller kanske inte tid, då de hade fyra barn. Vi hade blommor och några bärbuskar, jordgubbar. Jag tillbringade ofta mina somrar då jag hade sommarlov hos min Farmor i kuststaden Hangö. Hon hade en stor trädgård, där hon hade det mesta, av bär, blommor och grönsaker. Där fick jag hjälpa till att rensa ogräs, plocka blommor och bär, och det roligaste av allt, att stå och sälja blombuketter och bär på torget.
Farmor hade en stor kunskap om växter och hade ett hjärta av guld.
Jag är övertygad om att hon sådde ett frö i mig som nu vuxit sig större då jag har tid.
Ett frö som gör att jag gillar blommor och trädgård.
Hälsningar Marika
Faktisk var jeg spændt på at læse om din opvækst, om hvor din haveglæde har sin rod og se, om Finland har været anderledes at vokse op i. Det ser ud, som om vi har haft nogenlunde de samme opvækstforhold, hvad enten vi er vokset op i Danmark eller Norge eller Sverige eller Finland. Som bedstemor glæder det mig at læse om din Farmor, og jeg håber, Søren og jeg på samme måde har sået et frø I vores børnebørn.
Slet