Ny måned nyt indlæg


Selvom temperaturen er dalet mærkbart, kan solen stadigvæk være skarp, så det er begrænset, hvor meget jeg opholder mig ude. Her på den første dag i juli fik jeg lyst til at kigge nærmere på fire staudeklematis, som blomstrer i disse dage. Selvom de allesammen tilhører integrifolia gruppen og har mange lighedstræk, er de også tydeligt forskellige. De to blå er Roguuchi til venstre og Fascination til højre og de rosa er Anjonushka yderst og rosea i midten. Hvis man lader dem passe sig selv, vil de slynge sig ud og ind over naboplanterne, hvilket bestemt kan se rigtigt godt ud; men jeg har placeret dem ved nogle små stativer og hjulpet dem opad ved at binde dem løst til stativerne. På den måde forhindrer jeg dels, at deres bede bliver flade som pandekager, og dels gør jeg det mere muligt at nyde den enkelte blomst.

I efteråret, da jeg blev virkelig frustreret over den store græsplæne, jeg kiggede ud på, foreslog min datter, at jeg skulle kontakte en fagperson, som jeg kunne sparre med. Efter noget søgning kontaktede jeg havedesigner Mette Nybye bosat i Kjellerup ( http://mettenybye.dk/). Hun kom på et 2 timers besøg, hvor vi kom godt rundt omkring de emner, som jeg på forhånd havde noteret ned. Hvis jeg ønskede det, ville hun gerne lave en haveplan komplet med plantenavne; men det ønskede jeg ikke. Efter mange år som haveejer har jeg selv ret stærke holdninger til, hvilke planter der skal bo hos mig. 

              Campanula Prichard's Variety                                     Lodden Anne             

Et par dage efter besøget kom der en mail med en skitse over det område foran huset, vi havde fokuseret på, og den har jeg taget udgangspunkt i, når jeg har forsøgt at få sammenhæng i det hele. Mette Nybye var meget lydhør over for de overvejelser, jeg selv havde gjort, og indkorporerede bl.a. cirkelterrassen, den cirkelformede plæne, klematisstativet og kastanjehegnet i skitsen. Det, jeg især synes, jeg har haft glæde af, er "beklædningen" af terrassen. Der var jeg nemlig ikke kommet ret langt i mine overvejelser. Skitsen er ret enkel, men det passede mig fint, og eftefølgende har jeg et par gange kontaktet Mette for at få respons på de tiltag, jeg overvejede. Alt i alt var det et klogt move, min datter foreslog, og for en  plantenørd som mig er der ikke noget bedre end at vende og dreje eventuelle planter og plantemuligheder med en person, der ved noget om emnet.


Mette Nybye foreslog et tretorntræ til den lille lund. Sådan et med rødt løv havde jeg faktisk medbragt, men i oktober kunne man ikke se, om det havde overlevet flytningen. Det har det heldigvis.
Gleditzia triacanthus Ruby Lace

I det bed, der afrunder terrassen mod syd, står der et andet lille træ. Ja, det er så lille, at man knapt nok lægger mærke til det. Det er en rødbladet søjlehyld/sambucus nigra black tower, som med tiden  skal vokse op og skærme af for den sydøstenvind, der gerne vil ind på terrassen.

Kommentarer

  1. De er da ualmindelige nuser de clematis. Især de blå og den midterste lysrøde. Nææ jeg tror faktisk de er lige søde alle sammen.
    Det er altid godt at kunne sparre med nogen når man skal lægge haveplaner. Især når det som dig er næsten på en blankt lærred. Måske ikke så meget plantevalg, men med de store linjer. Tretorn og den mørke hyld skal nok blive store.
    hilsner Gunvor

    SvarSlet
    Svar
    1. Du har helt ret. Det er ikke så meget planterne som de store linjer, man har behov fpr hjælp til at planlægge. Der er stadigvæk pletter rundt omkring, som mangler planter, men så nyder jeg jo at gå rundt og overveje, hvordan det bedst kan gøres.

      Slet
  2. Clematis integrifolia er vakre planter. De er favoritter her også. Dine hageplaner ser spennende ut. Det er jo godt at du har egne meninger om hva du vil ha i hagen. Noe annet ville overraske meg 😉

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, du har også en svaghed for integrifolia. Efter flere årtier med planter ville det være vanvittigt at overlade beslutningerne til en anden.

      Slet
  3. Fine clematis og god idé med hjælp fra en havearkitekt, det kan godt være svært, når alt er nyt, men heldigvis har du selv meget erfaring, så en kombination af de to dele kan kun blive godt. Jeg blev mest forundret over gleditziaen, nej hvor er den fin, sådan en kunne jeg godt tænke mig, hvis jeg kan finde en plads. Hvor har du fået den?

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, haven endte jo nærmest med at være et tomt lærred og kom til at virke uoverskuelig. Tretornen er et impulskøb som en lille stikling. Måske er det den sidste plante, jeg har købt I Lønbæk, men jeg er ikke sikker. Den ser ud til at være svær at få fat i.

      Slet
  4. Hej Marie!
    Vackra klematis och Campanula. Tänker att det kan vara svårt att bestämma sig för hur trädgården skall bli, hade gärna haft hjälp när jag för en massa år sedan skulle skapa min trädgård. Idag hade jag gjort helt annorlunda. Du har erfarenheten av växter och vet hur de trivs och hur du trivs med dem.
    Det kommer att bli riktigt fint.
    Hälsningar Marika

    SvarSlet
    Svar
    1. Der kan være små elementer, som gør en verden til forskel, når haven skal anlægges. For mig har det en stor virkning, at hus og terrasse har lige linjer, mens resten af haven har organiske former. Det virker harmonisk, synes jeg, og understreger, at det er centrum.

      Slet
  5. Alting er stadig helt overskueligt i den nye have, og plantestativer lyder som en god idé. Også tanken om at få en fagperson med på sidelinjen har vist sig frugtbar. Jeg tænker du savner din 'partner in crime' efter alle årene hvor I har lavet en stor skøn have sammen, og det er sikkert godt med én der ved hvad det handler om. Det handler jo nu både om de store linjer og alle detaljerne, hvor jeg ved du har megen viden selv om alverdens planter. Et godt samarbejde er guld værd!

    Hilsner fra Ulla

    SvarSlet
    Svar
    1. I starten syntes jeg, det var lidt pinligt at bede om hjælp til indretningen af haven, men det har vist sig at være en frugtbar idé. Ingen tvivl om, at Søren og jeg ville have diskuteret emnet indgående, hvis han havde fået noget mere tid, ja, faktisk så nåede vi at komme omkring en del emner og fik truffet nogle vigtige beslutninger. Det er rart at tænke tilbage på nu.

      Slet
  6. Smukke staudeklematis - god ide med stativ så du nemmere kan nyde blomsterne. Smart at få friske øjne udefra til at kigge på haven. En god snak med lidt indspark fra højre kan åbne for nye måder at betragte haven.

    SvarSlet
    Svar
    1. Friske øjne er bestemt guld værd. Det utroligt, så let man kan komme til at stirre sig blind på mulighederne.

      Slet

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Slut på juni

blomsteramok

Et lille bonusindlæg

Lidt forskelligt

tør jeg lave et indlæg?