To bede


Så blev det august, og skolerne starter op om lidt. Tiden flyver afsted, og i haven kan man godt fornemme, at vi er kommet ind i sensommeren.  Især en lille blåbærbusk har skiftet farve og er også begyndt at producere modne blåbær. Præcis som jeg drømte om, kan jeg nu gå forbi på min rundtur og nuppe modne bær.

Også aroniahækken har flotte bær, mens kun ganske få blade har skiftet kuløt.

Det var det første bed. Det andet bed ligger mod syd til venstre for terrassen.  I dag har jeg fokuseret på tre af planterne. Det er helt til venstre og lidt gemt en lav busk af sølvblad/ eleagnus compacta og til højre i forgrunden to meget forskellige græsser. Den med de stive aks er en blåtop/molinia  moorhexe og den tueformede er en japansk skovgræs med gule blade med en grøn stribe.




Bedet er allerede velbesat med planter, men der mangler noget i højden i baggrunden, synes jeg.  Der er ikke meget plads ind mod spireahækken, og østenvinden kan være skarp. Efter mange overvejelser er jeg nået frem til, at det helt rigtige valg absolut må være en opstammet sølvblad af samme kompakte form som den busk, der allerede står i bedet.

Nu har jeg så bevæget mig ud på ukendt grund, idet jeg i stedet for at købe en færdigopstammet plante, har købt busken herover. Den har nemlig en gennemgående gren, som vil kunne fungere som stamme, hvis jeg fjerner den anden gren, som har delt sig i to og nærmest omklamrer stammen in spe. Hvis nogen af jer, der læser med, har erfaringer med den slags opstamning, vil jeg meget gerne  høre fra jer. 

En time senere: jeg er ikke typen, der går spekulerer i timevis,  og Søren er her ikke til at sige, at jeg skal tage den med ro, så nu har jeg fjernet den ene gren og nogle enkelte småkviste. Men en sidegren og alle blade  har jeg ladet sidde. Jeg har nemlig læst mig til, at det skal man gøre for at hjælpe planten til at trække så meget vand op som muligt. Foreløbig står den i en krukke, som jeg kan flytte rundt med, indtil jeg er tilfreds med placeringen. Hvor høj stammen skal være, behøver jeg heller ikke at bestemme endnu.

Nogle få blomster:
clematis rooguchi

Dahlia nuit d'ete i aftenfarver

Ukendt

Kommentarer

  1. Ja men så var der jo et indlæg igen, så må jeg kommentere. Opstamningen synes jeg, du har klaret godt, jeg har ingen erfaring, men det ser ud til at blive godt. Det er tidligt dine blåbær får høstfarver, så langt er vi ikke her, du ved, at jeg er glad for sølvblad, jeg tror også, du bliver glad for din opstammede, rart når der er noget stedsegrønt i haven, synes jeg. Aronia bliver også flot i farverne, men det varer lidt endnu. Sølvblad er ikke så dyre, så kan du lege lidt mere med dem, hvis du har lyst. Det ser godt ud det hele, men første billede er flot.
    Selvom du selvfølgelig savner Søren, må du nyde at gøre, som det passer dig, du kan selv bestemme :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Nej, sølvblad er ikke så dyr, men de opstammede løber alligevel godt op. Haven ser meget åben ud på det første billede, men fordi den ligger på en skråning, er den del, der ligger ud for terrassen, dog ret så privat. Den Bbåbærbusk, der har høstfarver, blev nok plantet for sent, så den er nok tvangsmodnet. Men pyt med det bare bærrene smager godt, og det gør de.

      Slet
  2. Jeg har dessverre få råd å komme med angående oppstamming. Jeg har ikke gjort mye av det her, og når jeg har gjort det er jeg ikke alltid fornøyd etterpå. Jeg synes det er vanskelig, men du lykkes sikkert til slutt. Blåbær med høstfarger er tidlig alt nå. Det er jo på grunn av tørken at det blir sånn. Modne blåbær smaker uansett veldig godt.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det, jeg spekulerer mest på i forbindelse med opstamningen, er, hvor høj stammen skal være. Der er ligesom en lille krone ansat ved 50 cm, og når jeg får den plantet, kan jeg bedre se, om det er højt nok. Ja, blåbær er lækre, og så kan jeg godt lide, at de modner over en lang periode.

      Slet
  3. Uha det er for tidligt med høstfarver i løvet. Men tørken har jo nok gjort sit. Min havehibiscus er osse begyndt at blomstre ,, en måned før end normalt.
    Opstamning er sjovt. Men jeg kender ikke nok til Sølvblad. jeg har først lige i vinters købt en fin èn. En compacta.. Tilsyneladende er den meget tørketolerant. Men det er en meget smuk busk. Og vi skal vist til at tænke væk fra buskbom,, når det gælder klippede former.
    Bær at guffe af når man går den daglige haverunde er uundværlige. Desværre har vi ikke blåbær, men lige nu er den miabeller..
    hilsner gunvor

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, det er hyggeligt med noget spiseligt i haven, hvad enten det er blåbær eller mirabeller. Compacta tror jeg er et godt valg, for den almindelige form får typisk nogle lange grene og kan være svær at styre på et lille område. Sølvblad skal også være vindtolerant, og det er en af grundene til, at jeg har valgt den til bedet.

      Slet
  4. Hej Marie!
    Jag planterade två blåbärsbuskar förra hösten, det finns kart, men vet inte om det blir så mycket mogna bär första året. Tror din uppstamning kommer att bli bra. Vacker dahlia och klematis. Mycket vackra färger. Det känns lite vemodigt att tänka på hösten redan, vi får hoppas vi får en lång fin höst, men också njuta av sommar ett tag till.
    Hälsningar Marika

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, det kunne være dejligt, hvis sommeren ville fortsætte et stykke tid endnu. Sæsonen for blåbær er lang, så forhåbentlig når der også at udvikle sig bær i dine buske. Klematissen nyder jeg ekstra meget, fordi jeg troede, jeg havde mistet den.

      Slet
  5. Det ser ud som om du har klaret opstamningen flot - og jeg ville da heller ikke have nogle råd at give dig i den anledning. Jeg klipper jo bare når jeg har lyst, men man skal selvfølgelig ikke fjerne alt for meget det første år...
    Din havetur langs Aronia-hækken og blåbærbuskene kan gå hen og blive en dejlig rute med lidt mundgodt på vejen, og det lille terrassebed ser fint ud. Blåtop kunne jeg godt få lyst til at prøve(!) og skovgræsset bruger jeg selv langs fliser, da det lægger sig ned og derfor er upraktisk langs plænen. Det lyder som om en en opstammet stedsegrøn er sagen i baggrunden.
    Skøn klematis i den dybe blå farve!

    Hilsner fra Ulla

    SvarSlet
    Svar
    1. Hvis jeg synes det er ok med en kort stamme, skal jeg nok beskære kronen til foråret, så den forgrener sig. Jeg er for utålmodig til at vente et par år, inden planten begynder at se ud af noget, så det er sådan set den løsning, jeg hælder til lige nu. Blåtoppen kræver ingen pasning overhovedet, måske er der lige nogle visne aks, der skal fjernes til foråret. Tuen er stedsegrøn.

      Slet
  6. Hej Marie
    Hvor er det første billede fantastisk.
    Også dine dahlier har en skøn farve.
    Kan ikke hjælpe dig med råd om opstamning.
    Var en tur i Bedstemors have igår, det var en god oplevelse.
    Hun bruger farve opdelte bede, og det har jeg tænkt jeg også vil i gang med.
    Det kræver bare noget arbejde, for når man skal til at flytte stauder og roser mv, hvem kan så huske farven, var det den der var rød??? Så jeg vil starte med at sætte skilte med navn og farve.
    Var på kirkegården i Haderup i dag, kunne ikke modstå fristelsen til at gå en tur i min gamle skov , der har vist ikke været nogen hele sommeren, ingen vanding, væltede træer, meget sørgeligt at opleve, men også skræmmende hvor hurtigt noget forfalder, brombærkrat tager over.
    Men jeg glæder mig til efteråret hvor vi går igang med at flytte indgangslågen.
    Ha en god dag
    Kh Dorte

    SvarSlet
  7. Jeg kan sagtens huske Bedstemors Have, fra dengang hun bloggede, og hun havde altid gang i nogle projekter. Det er nok slet ikke så enkelt at lade farven være det afgørende træk, når man skal indrette et bed. Jeg har faktisk flere gange tænkt på dit gamle sted. Især var det et fantastisk naturområde, du havde med eng og å og det hyggelige lille hus, men det kræver sikkert også en kærlig hånd for at blive ved med at være så indbydende.

    SvarSlet
  8. Beskæring af buske og træer kan godt drille lidt. Før i tiden var jeg meget forsigtig og tænkte længe over hvert eneste klip. Nu er jeg blevet lidt mere afslappet og beskærer, når behovet opstår.

    Jeg har det efterhånden sådan, at jeg hellere vil finde beskæresaksen frem end gå og blive irriteret på planten. Heldigvis er de fleste buske og træer langt mere tilgivende, end vi haveejere tror, og de kvitterer som regel med ny, frisk vækst.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det tror jeg, du har fuldstændig ret i. I det her tilfælde handler det i virkeligheden mere om plantens udseende end om dens sundhed. Hvis resultatet kikser, kan jeg helt sikkert skære planten helt ned, og så vil den udvikle sig til en busk, og sådan en kan jeg sagtens finde en plads til.

      Slet

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Slut på juni

Maj måneds kulde, gør laderne fulde

Så kom der regn

blomsteramok

Et vanemenneske er man jo