Så kom der regn


- over hele landet, er mit indtryk. Her viser regnmåleren 21mm fra de seneste dage, og hen i ugen kommer der sandsynligvis mere. Det er, som om haven er vågnet op til en slutspurt. F.eks. har salvia nachtvlinder startet på en nydelig genblomstring, og en staudeklematis, der stod og blev mere og mere brun, har gjort det samme,

clematis integrifolia fascination

Som kontrast til det blå kommer så et opstammet hjortetaktræ. 
Rhus typina tiger eyes
- og en hvid kvæsurt, som jeg troede, jeg havde glemt at få med.
sanguisorba canadensis

Planterne stod tæt i den gamle have, så der er en del eksempler på, at jeg har fået "to planter med for en plantes pris".
Hårdfør begonie/ begonia grandis evansiana sammen med japansk skovgræs

hvid lærkespore sammen med japansk fjerbregne/atyrium niponicum Godzilla

Duehoved/chelone sammen med  violfrøstjerne/thalictrum dasycarpum

Der er et bestemt sted i haven, hvor der altid står vand, når det har regnet, og det skyldes sikkert traktose, som opstod, da entreprenøren kørte rundt med sine store maskiner for et år siden. Det passer faktisk lige med et hjulspor. Egentlig havde jeg planer om at bede entreprenøren gøre noget ved det; men så læste jeg på nettet om reolgravning og tænkte, at det kunne jeg da selv prøve at kaste mig ud i, og som tænkt så gjort. Det bedste er, at det lader til at have virket. Når jeg går der, hvor jeg har gravet og løsnet jord, virker jorden ikke våd, men bare blød, og det er jo kun at forvente, når man har gravet i den.

Samtidig fik jeg afgrænset bedet ud til flisstien, som det hele tiden har været planen, og til foråret skal der sikkert rokeres rundt med nogle af planterne.  De må bare ikke rage ret langt ud over metalkanten. 


Er den køn, eller er den for broget? Jeg kan ikke bestemme mig til, hvad jeg selv synes. Det er en glansmispel/photinia pink crispy. Den er stedsegrøn, og om foråret bliver den endnu mere broget, for de nye blade bliver lyserøde. Foreløbig bliver den i krukken. 

Hvorfor ved jeg i grunden ikke; men jeg synes, det er så morsomt med klematissen, hvis  blomster flagrer rundt i toppen af espalieret. Måske et varsel om, at næste år bliver endnu bedre.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Slut på juni

Endnu et bed

blomsteramok

Noget spiseligt m.m.

Forskellige småting