hortofilia

I dag har der været åbne haver rundt omkring også inden for rimelig afstand af, hvor vi bor; men varmen har desværre vundet over haveinteressen, så vi har trisset rundt i skyggen herhjemme i et adstadigt tempo, og jeg tænker, at det er godt, det ikke er os, der har haft åben have; for planterne hænger efterhånden, og nogle visner helt ned, selvom vi bestemt ikke hører til dem, der har fået mindst regn. Dagens første billede viser en staudeklematis / clematis integrifolia, som faktisk har en staudeagtig, samlet vækstform i modsætning til en del staudeklematis, som danner lange ranker og lægger sig henover naboplanterne. Det er Baby White, som har lagt sig henover en helleborus, et godt eksempel på. Nu er den nye cyclamensæson startet. Det er som altid purpurascens, der går forrest; men den hvide vedbendbladede cyclamen er minsandten også allerede godt i gang.  I sandbedet venter en masse potter med forskellige cyclamen på, at det bliver deres tur; og hvis der ikke kommer en gedigen ...

Eva, som i sommerferien hjalp sin bedstefar med at bygge et  insekthotel , er flyttet i hus sammen med sin familie her i 2020 og er optaget af, at deres have skal være bivenlig; især de dunede og hyggeligt  summende  humlebier vil hun gerne have mange af. Derfor gik vi en runde her i haven i weekenden for at se, hvilke planter de især er vilde med. Heldigvis viste det sig, at der var rigtig mange blomstrende planter, hvor de holdt til og ihærdigt arbejdede på at indtage nektar og samle pollen. Humlen herunder har jeg identificeret som en lys jordhumle. Sagkundskaben fortæller, at den er korttunget og suger nektar i åbne blomster med korte kroner, men også kan finde på at bide hul på dybkronede blomster og stjæle nektaren i bunden. Dyreadfærd kan virkelig overraske! Aconitumblomsterne må siges at være perfekt formede til at danne landingsplads for sultne humlebier. Noget andet, jeg har læst mig til, er, at der findes 29 arter af humlebier, men at det i haverne mest er de s...

Det undrer mig jævnligt, hvorfor man (jeg)  insisterer på at forsøge at få succes med planter, som år efter år svigter en (mig) på det grusomste. Det gælder udpræget anemonopsis og staudehortensia/ deinanthe i forskellige variationer. Ingen af dem tåler at få det for tørt, og står de for skyggefuldt, går det ud over blomstringen; men når de endelig blomstrer, er alle ærgrelser glemt, selvom blomsterne absolut skal vende nedad. Klokkesnerle / codonopsis clematidea er derimod en nem staude, som troligt vender tilbage år efter år. Den er særdeles populær hos svirrefluerne, som velsagtens lokkes indenfor at blomstens flotte farvespil. Codonopsis sår jeg forskellige slags frø af hvert år, ikke altid med held. Det springende punkt er priklingen, hvor mange planter tager skade, så enten skal man så de bittesmå frø mere spredt, end jeg gør, eller også skal man lade planterne vokse videre i samme potte. Denne slyngplante har efterhånden nogle år på bagen. Codonopsis tangshen har jeg skrevet...

Og august varsler skolestart. Det bliver spændende at se, hvordan coronavirussen kommer til at præge hverdagen på skolerne. I weekenden havde vi besøg af børnebørnene, og Eva fik lokket sin bedstefar med til at kreere et insekthotel af de forhåndenværende materialer. Bambusrørene stammer fra den store bambus på det næste billede. Hvad forbinder man med august i havesammenhæng? For mig er det først og fremmest de mættede og brændte farver, som især leveres af stauderne. Også montbretia, som nu som regel kaldes crocosmia, forbinder jeg med denne tid på året. Efterhånden synes jeg, det mere er blevet den røde Lucifer, man ser i haverne, hvor det oprindeligt var den orange.  Foruden de to har vi en gul, som hedder Paul´s Best Yellow og en ferskenfarvet, som hedder Okavango. De to sidste graver jeg  normalt op om efteråret sammen med dahliaknoldene; men de milde vintre og min evne til at få dem blandet sammen har fået mig til at beslutte, at de fremover skal blive i jorden. August ...