hortofilia

Så kom der liv i vores dorothealiljer - det er tidligt i forhold til tidligere år. Jeg flyttede og delte en stor klump i efteråret; måske har det gjort dem godt. De står sammen med en stenbræk, som får de flotteste mørkerøde blade om vinteren. Formiddagens fine vejr udnyttede jeg til at fjerne flere trillebørfulde af  vissent  strå m.m., så nu kan man rigtig få øje på erantiserne.

Sidste år kom jeg for sent med at bestille disse to farver ranunkler, som jeg ville plante sammen i en krukke,så i år har jeg klog af skade været tidligere ude. Sidste år måtte jeg i stedet tage til takke med disse blandede farver, som vel også er ganske søde, men bare helt anderledes end dem, jeg egentlig ville have haft. Faktisk har jeg overvintret knoldene, som ligner bittesmå bananklaser - de skal i øvrigt plantes med bananerne nedad. Efter at de har ligget i blød et døgn, se billedet herunder, har jeg plantet dem ud i en krukke, og så skal de gøre Sørens forspirende kartofler selskab. Det samme skal denne knold af dahliaen karma chok - købt hos Helga Hald sidst på sommeren sidste år. Det er helt utroligt, at sådan en indtørret grimrian kan udvikle sig til så smuk en blomst.

først en gul adonis i spaltebedet. Så erantis i skovhaven ved indkørslen. Og til sidst et kig op i cornus mas, kirsebærkornel, også i skovhaven.

- er absolut ikke min stærke side. Jeg synes, det er svært, når man står med næsen nede i busken, at se, hvor meget der skal klippes af og hvor, og efter talrige ture frem og tilbage for at vurdere resultatet, giver jeg i reglen mere eller mindre op. Disse taksbuske prøvede jeg at rette til forleden, og de markerer nok nogenlunde grænsen for min formåen. Det skal dog ikke forstås sådan, at jeg ikke godt kan lide formklipning som element i haven, absolut ikke, og slet ikke når bliver gjort med humor som i dette søde  eksempel . Især fødderne er jeg helt vild med.

Det er navnet på denne valmue,som vi har haft i haven i hvert fald  de sidste fem år. Den står et perfekt sted for en en valmue, men har alligevel kun haft en enkelt forkrøblet blomst i alle årene, så da jeg så den på tilbud i går, slog jeg til og købte tre, som nu står i en krukke i drivhuset.

Det var egentlig kun en gruppe bispehuer, der skulle klippes ned; men inden jeg så mig om, var der gået over to timer med forskelligt havearbejde. Det er nok første gang i mit lange liv, at jeg har lavet havearbejde i februar. Der blev også tid til at tage lidt billeder af forskellige forårstegn, først vintergækker under en gruppe kristtjørn. De bliver senere afløst af fyldte anemoner. Dernæst en lille daphne sammen med en lille adiantum, venushår, i stenbedet. En fyldt påskeklokke på nippet til at springe ud. En gruppe fyldte vintergækker. Jeg kunne desværre ikke få kameraet til at fjerne det ekstra lys på billedet. Efter min mening har de ikke de enkelte blomsters elegance; men set i nærbillede er de da yndige. Da bispehuebladene kom væk, dukkede denne krokus op. Jeg kunne næsten høre humlebien brumme.

Gråvejr, regn og blæst - jeg endte hurtigt i drivhuset i dag, hvor jeg fjernede bobleplasten, så vi kan få mere glæde af planterne derinde. Der er f.eks. krukken med vintergækker, først den fyldte ophelia, og så den gule spindlestones surprise. Så er der de påskeklokker, jeg købte 1. uge i januar, og som har blomstret lige siden. Midt i drivhuset er der lavet et opbevaringsrum, hvor der bl.a. står 2 roser, som allerede er begyndt at skyde, sammen med denne camellia. Hvis solen ellers kunne tage at sejre over skyerne, vil det ikke vare længe, før knopperne begynder at springe ud.

Søren har gjort det igen. Jeg finder interessante stativer på nettet, og Søren gør dem efter. Denne gang viste jeg ham dette billede . Jeg kan rigtig godt lide denne form, der breder sig ud foroven ligesom mange slyngplanters vækst, i modsætning til de mere traditionelle pyramideformede stativer, som bliver smallere foroven. Det er clematis viorna, der skal klatre op i stativet. De sidste 2 år har den stået i en krukke; men det er den ved at være for stor til. og ifølge  Flemming Hansen  er den robust nok til at overvintre i jorden. Jeg har desværre ikke selv taget billeder af clematisen og dens frøstand, så de er lånt på  nettet . Viorna betyder krukkeformet, og navnet kunne ikke passe bedre. I Amerika kalder man den leathervine, og der er faktisk noget læderagtigt over blomsten. Her kommer så til sidst det hjemmegjorte stativ. Vi har valgt at have lidt mere mellemrum mellem stiverne end  på forlægget, så man kan få en hånd  ind imellem de...

Oh, hvilket mirakel! I det tidlige efterår om- og udplantede jeg en krukke med lilium canadense, som jeg holder enormt meget af. I den forbindelse blev der en del skæl til overs, som jeg lagde i en blanding af sand og vermiculite, puttede i en plastikpose og stillede på næstøverste reolhylde på kontoret. I dag tænkte jeg, at jeg lige så godt kunne smide det hele ud - det så nemlig sådan her ud.  Men først skulle jeg lige pille lidt, og se så, hvad der åbenbarede sig. Nu har jeg vandet bakken med en forstøver og stillet den tilbage på sin plads. Så skal jeg lige have læst op på, hvad man skal gøre til foråret. Til sidst endnu et billede af liljen.

Det var spændende at se idag, hvordan påskeklokkerne i haven har klaret de høje frostgrader. Desværre ligger en del stængler slatne og fortabte henad jorden, men hvis ellers den hårde frost er forbi, vil der også komme mange blomster. Der er nu noget yndefuldt over selv denne diskrete blomst. Ikke langt fra den er denne fine knop på nippet til at springe ud. Mens disse to er frøplanter er den næste købt og hedder Mrs. Betty Ranicar. Den ser lidt sølle ud endnu, men stænglerne fejler ingenting. Sidste år i april tog jeg dette billede af den.

En haveejers liv er fuldt af bekymringer, Tag f.eks. dette træ, også kendt som tyggegummitræ, som vi plantede i maj måned. Det har siden vokset og vokset, og i januar så det sådan her ud. I dag, og her melder bekymringen sig, står det og ser sådan her ud. Har det mon taget skade af den hårde frost? Bladene ser herrens ud, men grenene er friskt grønne helt ud i spidsen. Det har snydt os for efterårsfarverne. Ideelt set skulle det se sådan her ud  om efteråret og så smide bladene. De sidste to billeder har jeg lånt  her . Her fandt jeg også følgende citat, som jeg synes er så sandt, som det er sagt:  The best time to plant a tree is twenty years ago, the second best time is now!

Her til formiddag skulle man tro, at haven hed Narnia, og at Snedronningen havde været på besøg i nat.F.eks. lyste vores stewartia op af rimfrosten, som om den var en stjernemagnolia. Rockiipæonens frøstande havde også fået en dekorativ kant. Og parasoltræet havde fået ny balkjole.