Lidt nyt fra den nye have

 





I mange år har det været en af efterårets mange opgaver at flytte vores krukker med kamelier i sikkerhed i drivhuset. Fordi det kniber både med pladsen og kræfterne, har vi plantet dem ud i surbundsbedet med en enkelt undtagelse, nemlig den småblomstrende camellia rosthorniana Beauty Blush.  Den nyder vi synet af, hver gang vi går ud og ind af døren.

Vi er super godt tilfredse med vores nye naboer. Når man kommer fra en gård med en fri  udsigt ud over marker og bakker, skal man lige vænne sig til at have andre mennesker så tæt på, men det er gået forbløffende godt. Det eneste fjendtlige element i paradiset er en solsort, som sætter en ære i at rasere vores stensandwich fem minutter efter at jeg har plantet den til.


Søren  ønskede sig et flerstammet hjertetræ ligesom i den gamle have, og jeg fandt et fint eksemplar, synes jeg, i sidste uge. Det glæder vi os til at følge udviklingen af.

Klitfyrretræet pinus contorta Chief Joseph er begyndt på sit årlige farveskifte fra grøn til gul. I den gamle have stod den som en krukkeplante, fordi jeg ikke kunne finde et velegnet sted at plante den. Det synes jeg er lykkedes ganske godt her.

Den sidste uges intense regnvejr har afsløret, at den mest skrånende del af haven bliver  meget våd i den slags vejr. Til bedet på det næste billede har jeg købt en portion blomsterfrø, som jeg havde regnet med at så som bunddække i starten af oktober; men det må vente til foråret. Ellers vil mange af frøene formentlig rådne i den fugtige jord.

En helbredsopdatering: Nu har vi snart boet 2 måneder i vores lille hus, og i løbet af dem er Søren blevet svagere og svagere. D. 26. juli, faktisk på den dag, hvor vi havde planlagt at flytte, fik han den nedslående besked, at han er ramt af uhelbredelig lungekræft. Han har aldrig røget, så det kan virke helt urimeligt, at han er ramt af netop den kræftform. Men lægerne har fortalt, at hans genetiske variant netop typisk rammer  ikkerygere.Vi er derhenne, hvor han er blevet skrevet op på hospice. Det er ikke aktuelt endnu; men det er betryggende for os begge to at vide, at det er på plads. Vi har klaret os uden hjælp indtil videre; men ingen ved, hvor længe endnu det kan lade sig gøre.

Haven skulle have været vores fælles projekt, og det forsøger vi også at gøre den til, selvom Søren må se til fra sidelinjen. Træer har altid været en fælles interesse. Derfor er det specielt vigtigt for mig, at vi når at få en lille lund/arboret anlagt, så han får givet sit besyv med i valget og placeringen af træer og når at få resultatet at se. Det bliver denne uges projekt, hvis ellers prognosen om tørvejr kommer til at holde stik.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Slut på juni

blomsteramok

Herinde bag lågen bor vi

Lidt nyt

Små ændringer