Lidt nyt



I lørdags kom der en specialist i græssåning og såede en, synes vi, kæmpestor græsplæne. Det var den sidste håndværker i denne omgang, og det er en stor fornøjelse at slippe for deres larm og støv. Omvendt er vi selvfølgelig lykkelige for alt det, de har fået fra hånden, og venlige og betænksomme har de allesammmen været.

Plænen får nok ikke lov til at ligge uberørt hen på sigt men det er områderne i yderkanten af matriklen med de gamle træer, der først skal beplantes.


Hjultræet/trochodendron aralioides gravede vi op tidligt forår, og siden har det stået i et gammelt kar, indtil det nu er plantet ud i græsplænen et sted, hvor det er nemt at få øje på.



Koreagranen ser så nydelig ud set forfra, men det var totalt filtret ind i andre buske og træer, så bagsiden er stort set ikkeeksisterende.



Blomster var der ingen af, da vi flyttede ind.  Godt at vi tog lidt forskelligt med.





To nye, små træer er kommet til.:
Selvom vi havde flere forskellige magnolier på Lynghøjgård, fik vi aldrig anskaffet en med gule blomster, selvom jeg har haft sådan en på ønskesedlen i mange år. I går besøgte jeg Kridtvejs Planter, som er den nærmeste planteskole, og den gule med navnet Daphne, som jeg egentlig havde kig på, viste sig at have en kedelig ranglet, opret vækstform. I stedet kom jeg hjem med Genie, som så usædvanlig frisk og velformet ud. Desuden skulle den blomstre som ung plante, og blomsterne får en flot, mørkerød farve. Til foråret vil jeg prøve at finde den, der hedder Elizabeth, som får duftende, cremefarvede blomster. Der er jo rigeligt med plads i græsplænen til endnu et træ.

Cornus controversa variegatus var et af vores yndlingstræer i den gamle have. Ifølge bloggen købte jeg den i 2012 i Lønbæk Planteskole som en lillebitte plante, måske 30 cm høj. Den nye, vi har anskaffet, viser allerede tegn på den karakterinstiske vækstform, så vi glæder os til at følge med i, hvordan den udvikler sig. 

Sådan her nogenlunde ser den forhåbentligt ud om 10 år.


Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Slut på juni

Herinde bag lågen bor vi

Farvel Lynghøjgård

blomsteramok

plantetid