Første majindlæg


Rhododendron Temple Belle 
I lørdags var jeg en tur i min gamle have efter planter og kunne ikke lade være med at tage nogle få billeder af nogle af de planter, der blomstrede. De er allesammen veletablerede, og det savner jeg nok lidt her, hvor det meste er nyanlagt. 
Schlippenbachii 

Viking silver

 
Det flotteste syn var denne camellia, som startede sin havekarriere for omkring 20 år siden i en krukke, der blev taget ind i drivhuset hver vinter. Da den blev for tung og uhåndterlig, plantede vi den omme i skovhaven, hvor den trives rigtigt fint. Jeg er imponeret over, hvor uskadt den er, i betragtning af den hårde vinter, vi har haft.
Vi flyttede 5 camellier med, og de har alle overlevet, selvom de har stået ude hele vinteren. De har mistet en del blade, og den eneste, der blomstrer, er den lyserøde herunder. De andres knopper blev svedne sammen med bladene. Jeg er bare taknemmelig over, at de har overlevet og ser frem til en fin blomstring til næste år.

Selv i en ny lille have kan man får overraskelser. Jeg har i årevis haft det lille træ daphne Jaqueline Postill på ønskesedlen, så da jeg kunne se, den var tilgængelig i Holland i december , slog jeg til. Henover vinteren har den stået i et frostfrit skur, og da det begyndte at lugte af forår, blev den plantet ud. Den står i mit surbundsbed, da det vejrmæssigt er det mest beskyttede sted i haven. Desuden står den ret tæt på terrassen, fordi den efter sigende har den lifligste duft. Man skal tænke sig godt om, inden man planter en daphne, og selvfølgelig ekstra godt, når det drejer sig om et træ, for daphne har svært ved at overleve at blive flyttet. Det har jeg selv erfaret.
Nå, men overraskelsen fik jeg i dag, da jeg opdagede, at den havde to blomster - typiske daphneblomster i øvrigt. Liflig duft mærkede jeg ikke noget til, sikkert fordi det er temmelig koldt.


Ved døren er løgplanterne blevet skiftet ud med en lewisia hentet i drivhuset og en krukke med scabiose.


Vi har fået 5mm regn i nat, og det gjorde godt for de planter, jeg lige har plantet, bl. a. en fyldt trillium.

Desværre forstrakte jeg en muskel øverst i venstre lår, da jeg hentede planter, så lige nu humper jeg rundt ved en stok. Det er en grim streg i regningen, for der står en trailer fuld af planter uden for døren og venter på, at jeg tager affære. Det går en lille smule fremad hver dag, men rigtigt støtte på benet kan jeg ikke endnu.


Kommentarer

  1. Ih hvor jeg kender det med skader på et upraktisk tidspunkt,. Trailer med planter og en muskel der ikke vil, det hører vist sammen. Håber du snart får det bedre.
    Så smukke rhododendron, Men dine nye skal nok osse komme efter det. Jeg kan godt huske den store røde camellia. Det var den der fik mig til at turde prøve dem.
    Vi fik 6mm i går og nat. Slet ikke nok, men dog bedre end ingenting.
    hilsner Gunvor

    SvarSlet
  2. Det håber jeg sandelig også. I starten kunne jeg nærmest ikke gå. Nu kan jeg godt med hjælp af en stok, men det gør stadigvæk nas. Regnen gjorde bestemt godt, men det dobbelte havde været fint.

    SvarSlet
  3. Det er imponerende at dine camelia har klart seg så godt i vinter. God bedring med benet ditt! Flotte rhododendron.

    SvarSlet
  4. Hej Marie!
    Helt fantastiska rhododendron, vilka fina färger och fulla med blommor. Scabiosan är en av mina favoriter, så fin. Riktigt tråkigt att du gjorde illa dig, och jag kan förstå att det inte är bra precis nu när du behöver plantera dina växter.
    Hoppas på snabb bättring /Hälsningar Marika

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak for kommentaren, Marika. Scabioserne satser jeg på skal genbruges ude i et bed, når de begynder at se kedelige ud, men de blomstrer vist i lang tid.

      Slet
  5. Det må have været opmuntrende at se de fine planter i din gamle have - de har jo også engang lignet dem du går og planter i den nye have - når ellers du kan... Der findes vel ikke et praktisk tidspunkt at blive skadet på, men med den fulde trailer kan jeg godt se det er møg irriterende!
    En Daphne er vel et pebertræ, og det må også være en glæde at den i blomst allerede første år. Jeg er ikke i tvivl om at den nye have i løbet af få år står fuldt mål med den gamles overdådige charme, og lige nu er det bare om at glædes ved det der lykkes. Her er jeg på en håbløs mission mod skvalderkål der har indtaget det meste af skyggebedet, men jeg er ved at være lidt slidt og må kigge den anden vej, mens ugræsset vokser. Vi når det vi når...

    Hilsner og god bedring fra Ulla

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Ulla. Heldigvis har jeg det en del bedre i dag, men det er tydeligt, at jeg skal dosere mine aktiviteter med omhu, for der går ikke lang tid, før skaden begynder at gøre rigtigt ondt, hvis jeg bevæger mig for meget rundt. Skvalderkål har jeg heldigvis ikke her. Det ukrudt, der fylder mest, er græs, især omkring de gamle træer, men som du skriver, så når vi det, vi når.

      Slet
  6. There’s a real sense of patience and care in this post, especially seeing how those long-established plants continue to reward you over time. The camellia’s journey from pot to forest garden is particularly satisfying, proof that good things settle in when given the chance. I hope your leg heals quickly so you can get back out there.

    SvarSlet
    Svar
    1. Thank you for a very empathic comment. Google translate cannot have made a completelely botched up job seeing that you have got such a fine understanding of my post.

      Slet
  7. Jeg kan godt forstå, at du tog billeder i din gamle have, der var så meget fint. du kunne sikkert også have taget noget med nu, men opgravning og nedgravning senere er hårdt. Nu læser jeg lige igennem igen, at du stadig har ondt i dit ben, det er rigtig træls, når der er så meget, du gerne vil have lavet. Der er da lidt af hvert, du skal have plantet. Min veninde Ida har engageret sig med en gartner, som tager timeløn, det er måske en idé. Dorte gør i øvrigt det samme oppe ved sit nye sted. Det er selvfølgelig træls, men bedre at komme sig, inden du skal have mere plantet. Men godt med et lyspunkt i form af Daphnen. God bedring

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg gravede netop planter op. Det var der, jeg fik min skade. Ingen tvivl om, at jeg kan betale en handymand for at grave planterne ned, men det er jo netop en opgave, jeg elsker - at finde den perfekte placering, som realiserer det indre billede, jeg har dannet. Derfor skal det trække ud med min skade, før jeg griber til den løsning.

      Slet
  8. Hej Marie,
    God bedring. Det var et uheldigt tidspunkt, med en trailer fyldt med planter.
    Flot Lewisia. Dejlig Daphne Jackline Postil. Alle mine Daphne trives godt her og blomstrer.
    Min skov her syner ikke af meget.
    Kh
    Dorte

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Dorte. Her til morgen kan jeg så godt som støtte på benet uden brug af stok. Det er skønt. Din skov er nok alligevel mange gange større end min minilund 🙂

      Slet
  9. Det er flotte planter, du har tryllet frem fra skur og drivhus.
    God bedring! Træls at humpe rundt med et dårligt ben - og så lige i maj, som er den travleste af alle havemåneder.

    Hilsen Elna

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak for det. Jeg syntes det gik fremad, men i går var jeg for kålhøgen, og det bliver straffet i dag.

      Slet
  10. Wow! Så flotte Rhododendron. Camelia går ikke ute her, så det er bare å glemme.
    God bedring!
    /Irene

    SvarSlet
    Svar
    1. Temple belle er en af mine favoritrhododendron. De første år beskyttede jeg den om vinteren, men i grunden virker den ikke specielt sart. Camellia var touch and go i år, og man kan sige, at hvis de hver vinter får svedne blade og blomsterknopper, så giver det ikke mening at have dem ude i haven. Vi får se.

      Slet

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Slut på juni

blomsteramok

Maj måneds kulde, gør laderne fulde

Et søndagsindlæg

nytår og blomstertælling