hortofilia

-er altid vanskelig men helt umulig i dag. Jeg havde en plan om at udvælge 5 billeder, men opgav det lynhurtigt. Viburnum plicatum mariesii ligner allermest en gigantisk brudekjole. Den mørke hyld har nærmest den modsatte facon. Søren insisterer på, at jeg skal vise en kashmirsk røn, fordi de blomstrer helt overdådigt i år. Det gør kanelbusken også på sin afdæmpede måde. Vancouveria ser så sart ud; men skinnet bedrager. Hvis jorden er for god, invaderer den alt og alle. Hortensiaen herunder anskaffede jeg fordi, den har det smukkedste mørke løv og skulle blomstre fra juni til oktober. I år startede den så i maj. Den første oxalis er min favorit, mens Søren foretrækker den anden. Clematis josephine lægger for første gang an til en gedigen blomstring. De buttede knopper kan ses på lang afstand. Blåøje, sisyrinchium angustifolium, sår sig selv i rigeligemængder - heldigvis. Nomocharis Lidt forskelligt

Meconopsis forbindes typisk med en stærk blå farve, måske lidt over i det turkise; men som det ses på collagen herunder er der ofte et tydeligt islæt af purpur i deres farvesammensætning. Knoppen kunne således antyde, at der er en purpurfarvet hensol violet på vej; men jeg ved, at blomsten bliver blå. Hensol violet har jeg sået frø af og er spændt på, om afkommet får samme farve som moderplanterne. Den hvide er 100% farveægte og desuden en stabil haveplante.. Meconopsis x cookei sætter frø, selvom den er en krydsning, men meningerne er delte om, hvorvidt de er spiredygtige eller ej. Den er nok min favorit.    Dens nabo er den løvfældende rhododendron camtschaticum. Grønsagsbakken har siden starten af september været opholdssted for frø af pæonerne mlokosevitchii og cambessedesii og skæl af liljerne kushi maya og pardalinum. Begge dele har været opbevaret i fugtig vermiculite. I dag tømte jeg plastikposerne og pottede både de spirede og ikke spirede...

Jeg startede dagen med zigzaglyn for øjnene, så stærk solskin er ikke ligefrem gefundenes fressen; men der sker så meget derude, at det er svært at holde sig indendøre. Tilfældigvis er en håndfuld hvide stauder netop sprunget ud, nemlig den hvide meconopsis, sommeranemone og sølvknap. De er helt bevidst placeret rundt omkring og ikke samlet i et hvidt bed. I går dukkede desuden en ny staudepæon op, nemlig den hvide emodi. Jeg er også imponeret over, så længe den gule mlokosevitchii holder trods det varme vejr -  9 dage er rigtig flot. Rockii bliver nok ikke smukkere, end den er i dag. I surbundsbedet giver klematis madame le coultre noget højde.  Foran den står azaleaen rosebud, hvis navn virkelig er velvalgt.                             Rhododendron fantastica er vild og voldsom. Det er syrenhegnet i grunden også. En ny blå meconopsis og en prærie...

Endelig lidt varme og sol igen. Jeg fremturer med pæoner. Først staudepæonen anomale. Så tre forskellige træpæoner. Træpæoner i (næsten) hel figur. Den gule staudepæon blomstrer endnu, men begynder at hænge en anelse med ørerne. Andre planter - først gudeblomst. Menziesia ciliicalyx, bjerglyng, en lille surbundsplante.   Viburnum  plicatum ` Mariesi Melittis melissophyllum royal velvet - jeg har googlet mig frem til, at den på dansk hedder stinkende hjertensfryd. Kamelia, som står ude hele året - blomsten er desværre tilbøjelig til at gemme sig bag det nye løv. Et par kig til vores gamleæbletræer til slut.