hortofilia

Helt ærligt, så keder jeg mig lidt, og paradoksalt nok bliver det ikke bedre af, at vintergækker og erantis er usædvanligt tidligt på færde i år, nærmest tværtimod; de understreger nemlig bare den kendsgerning, at det stadigvæk er midt om vinteren, og at vi må have tålmodighed et godt stykke tid endnu, før det bliver forår. Denne krokus er alt alt for tidlig på færde og ender uden tvivl som en kedelig, sjasket masse.  Peberbuskens blomster er meget mere robuste. I drivhuset er der en enkelt nyhed i form af et par blomster i den store hasselurt asarum maximum silver panda. Typisk for mig så fokuserer jeg mindre på blomsterne end på, at den da vist trænger til at blive plantet om efter blomstringen. Om vinteren opleves det næsten, som om de stedsegrønne planter rykker frem i forgrunden af bedene. Denne camellia sasanqua står faktisk i baggrunden af sit bed, men dens flotte, skinnende mørkegrønne blade tiltrækker sig opmærksomheden, hver gang man går forbi. I si...

Når man har brændeovn, er et af vinterens gøremål at sørge for brænde to år frem i tiden, så det er en af de opgaver, Søren har travlt med for tiden. Også skovfogedtræet har måttet slippe en stor, hul gren, som dog ikke er endt som brænde, men som fuglehuse i forskellige størrelser. Søren har placeret et af fuglehusene diskret højt oppe i træet og forhåbentligt i sikkerhed for lækkersultne katte, og selve hullet i stammen finder fuglene sikkert også ud af at udnytte. I køkkenhaven er der fundet plads til et par fuglehuse mere også skabt af skovfogedgrenen. De sidste to fuglehuse er mere regelrette og lavet af affaldstræ, som på den måde holder op med at være affald-)    Tyrkisk hassel/ corylus colurna bliver hverken til brænde eller fuglehuse lige med det første. Dertil er den for køn med de lange rakler og den furede stamme. Nødderne har vi endnu til gode. Myrtebladet buksbom/ buxus sempervirens myrtifolia har jeg haft kig på et stykke tid, fordi...

En af de stauder, der havde det dårligt under tørken, selvom den står skyggefuldt, var denne lærkespore. Stor var min glæde derfor, da den, før frosten kom,  havde sendt dette smukke løv op over jorden. Umiddelbart ligner den vel den almindelige, gule lærkespore, når den blomstrer i maj; men den er en del større og det nye løv som det ses mørkere, og blomsterfarven er over i det limegule. Det allermest karakteristiske er imidlertid disse besynderlige bådformede knolde, der dannes lige over jorden. De minder mig allermest om de papirbåde af avispapir, man lærte at lave som barn. Det er ikke kun i jordoverfladen, men også oppe på stænglerne, at disse mærkelige gevækster dannes. En eller anden funktion må de jo have. Men selvom jeg har googlet ihærdigt, har jeg indtil videre ingen forklaring fundet. Som et eksperiment anbragte jeg sidst på sommeren en lille stængelknold på jorden i en tilfældig blomsterpotte, som overvintrer i drivhuset, og det samme gjorde jeg...

I dag, hvor vejret er iskoldt og gråt og overskyet og helt igennem uindbydende, tænker jeg med længsel tilbage til søndag formiddag, hvor vi benyttede det flotte solskinsvejr til at tage en tur til fjorden og lede efter  krabbeboller . Det gør vi ind imellem, dog som regel uden held, og fodsporene i sandet vidner om, at vi ikke er de eneste med den hobby. I søndags var vi heldige. Bollerne skal overvintre i stalden indtil frosten er ovre. I samme ombæring opdagede jeg, at agapanthus Jack's Blue står og blomstrer i stalden med hele tre friske knopper og det helt uden andet lys end det meget sparsomme dagslys, der kommer ind gennem de små ruder. Ikke underligt at farven er ret så afbleget sammenlignet med blomstringen i juli. Vand har den heller ikke fået overhovedet. I sensommerbedet har vi fire forskellige planter af virginsk ærenpris/ veronicastrum virginicum. Den ene af dem, fascination, har en tendens til faskiation/ bånddannelse, hvor flere stængler og/eł...

Da jeg skulle finde et lunt sted til en frøpotte, måtte jeg rokere rundt med de glasting, der ellers stod i den varme vindueskarm, hvorved min julegave fra Helledies Glaspusteri i Skive kom til at stå ved siden af en vase eller krukke af Finn Lynggaard, og det kom der et atypisk indlæg ud af. Jeg kunne nemlig ikke lade være med at sammenligne de to og reflektere over ligheder og forskelle. Jane Helledie beskriver selv sin vase som køligblå med metallisk look og fortæller, at hun henter sin inspiration fra "det farveunivers, som nærheden til fjord, skov og himmel dagligt giver." Det synes jeg sagtens, man kan se. At glaspusteriet ligger i et tidligere tuberkulosesanatorium, hvor frisk luft var en væsentlig del af kuren, gør kun oplevelsen af denne forbindelse endnu stærkere. Herunder ses de smukke og inspirerende omgivelser på denne overskyede vinterformiddag. Finn Lynggaards vase er vel også "køligblå med metallisk look", men forme...