kamelia

Kamelia har været oppe og vende på flere  blogs, og i dag vil jeg gerne give mit besyv med. Jeg vil komme ind på  fire forskellige, og der kommer en del tekst, så nu er I advaret.

 1. Vores ældste kamelia er 6-7 år gammel og overvintrede de første år frostfrit i drivhuset under bobleplast, hvilket gik udmærket. Herunder ses den i fuldt flor 6. april 2012. Dens præcise navn kender jeg ikke; men det må være en af de robuste williamsii hybrider, da den smider hele den gamle blomst på jorden i stedet for at drysse bladene ud over det hele. Den svarer da også utrolig godt til beskrivelsen af "Les Jury".


Sidste vinter overvintrede den frostfrit i stalden under kunstlys, fordi den efterhånden er blevet ret stor at bakse ind i drivhuset. Desværre tabte den alle sine knopper, så i år kommer den tilbage i drivhuset. Søren foreslår, at den bliver plantet der permanent, mens jeg synes, den er flottest i potte.


Knopper har den i hobetal.

Før vi besluttede os til, hvor den skulle overvintre, sendte jeg et brev til brevkassen på haveselskabet.dk og fik et svar tilbage fra deres kameliaekspert. Han skrev bl.a.:

......du graver krukken ned under terræn i dit drivhus. Så får rødderne glæde af den varme, der siver op fra jorden indre og som du kan holde på ved at lægge et godt lag tør kompost, tørvestrøelse eller isolering på jorden over rødderne.
Allerbedst er det at overvintre kameliaer ved 5-10 grader i en udestue. Kunstlys kan faktisk gøre skade på planter, som er i dyb hvile ved lav temperatur. Jo koldere, desto mindre lys behøver planten.
Men grav altså krukken ned, så vil langt de fleste kameliaer klare sig fint og blomstre voldsomt i det tidlige forår. Pas dog på, at planten ikke står i fuld sol, når morgenfrosten bider hen mod marts og måske i april. Det kan frysetørre bladene, men klares nemt ved at skygge for dem, fx hvis planten står vest eller nord for en bygning eller noget stedsegrønt.



Nu er den bakset på plads i hullet i drivhusgulvet, og Søren er allerede bekymret for, hvordan vi (læs han) får den derfra igen.




2. I haven har vi en anden, næsten lige så gammel, men lidt mere klejn kamelia, som får små, lyserøde blomster. Det fik den dog ikke i år, formentlig fordi vi fik for lidt lys sidste sommer. Den trives fint og har heldigvis udviklet en del knopper igen. Vinkel Planteskole, som jeg omtalte i et tidligere indlæg, har ført masser af kameliaer med henblik på udplantning, men ejeren indrømmede dog forleden, at det ikke er alle steder, de kan overleve. Vi giver denne her et tykt lag blade, og mens den var lille nok, dækkede vi den altid med grangrene.



3. I april købte jeg denne fyldte kamelia (jury`s yellow) som stueplante, og efter at frosten langt om længe forsvandt, blev den plantet om og kom  ud at stå i sin potte.


Den har de flotteste knopper og blade nu og skal sikkert også puttes under bobleplasten i drivhuset.

4. Plantorama i Viborg fristede mig over evne i januar i år, hvor de som noget nyt havde kamelia af den efterårsblomstrende art sasanqua ret billigt til salg. Jeg købte to, plantede den ene ud i et surbundsbed og den anden i en krukke, som også er endt i drivhuset.

De har begge nogle få knopper, men ser ikke ud, som om de vil blomstre foreløbig. De har længere og smallere blade end japonica og williamsii og får en slankere vækst. I Borte-med-blæsten land kan de se sådan her ud  28. november - det skal jeg nok ikke sætte næsen op efter her i Vestjylland.


Links:



Kommentarer

  1. Hej Marie
    Tak for et informativt indlæg om kamelia, det blev jeg en del klogere af. Jeg tror nu, jeg satser og lader mine stå i bedet, der skal vist ikke flyttes mere rundt med dem. De ser sunde ud i løvet, men knopperne er væk, det må man så leve med, du har også prøvet det, kan jeg forstå. Mine skulle kunne tåle ned til 18 graders frost, det er meget sjældent, det er koldere end det på Samsø.
    Jeg er spændt på, om den I har plantet ud i drivhuset bevarer knopperne, der skal ikke meget til, før de mister dem, kan jeg forstå.
    Held og lykke med dem alle, du har mange flotte.

    SvarSlet
    Svar
    1. De udendørs kamelier kan sagtens tåle frosten; men knopper og blomster kan blive ødelagt især af kombinationen af frost og forårssol. Din plante er formentligt ikke større, end at du sagtens kan dække den med grangrene som helgardering.

      Slet
  2. Jeg taber både næse og mund over de billeder. Hvor kan de blive flotte og store, når de bliver passet rigtigt.
    Jeg er flere gange faldet for duften og de smukke blomster. men de er ikke glade for for radiatorer og vandværksvand., så det har hver gang været en kort fornøjelse.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, vores varme og tørre indeklima bekommer dem slet ikke vel.

      Slet

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

blomsteramok

En nødtvungen pause

Hvad er du for en fætter?

gårdspladsen og blomster hist og pist

Med en uge til sommertid