hortofilia

Krokus holder vi vist allesammen af, når de åbner de farverige blomster mod solen. I virkeligheden er ydersiden på de lukkede blomster i mine øjne mere raffineret; for der kan man meget bedre få øje på de fine striber, der pryder mange af dem. Det er jo heldigt nok, når nu solen langt fra skinner hver dag. Krokus er jeg sådan set ikke specielt optaget af, altså sådan på samlermaner, men nyder dem især i større grupper. Alligevel faldt jeg for et rimeligt tilbud på "de Jager" sidste år, og jeg er ikke den eneste - se f.eks. på  Esthers  blog. Iris Lady Beatrix Stanley er ny i spaltebedet. De tidlige iris er forbløffende hårdføre. Synet af sådan en lille flok hundetand kan sende humøret mange grader i vejret - nu er alle de sjove ting lige på trapperne. Vintergækker og eranthis er man nok tilbøjelig til bare at tage for givet; men de er simpelthen en gave, især når man har rigeligt med plads.  For to år siden flyttede vi en kristtjørn i...

På sådan en vindstille og tåget formiddag , som vi har i dag,  er det næsten, som om haven er tryllet i dvale, så det er ret begrænset, hvad nyt der er at vise derudefra. Kobjælde / pulsatilla er en af de mange, smukke forårsvækster, vi kan glæde os til. Disse to står i drivhuset, så vi kan nyde dem i øjenhøjde.  Det er frøplanter, og da etiketterne er forsvundet, og jeg hvert år sår forskellige slags, kan jeg ikke vide, hvad de hedder; men nydelige er de under alle omstændigheder. En af dem, jeg flere gange har sået, er den isblå Budapest, og den forreste på det første billede kunne nok godt være en frøplante fra den, for de får sjældent helt den samme, flotte farve som de sjældne forældre, har jeg læst mig til. Nej, nej, nej,det er vist ren ønsketænkning! Budapest_Seedling Pachyphragma macrophylla (uden et dansk navn)står med beskedne knopper og frostsvedne blade, mens den blomstrede i fuldt flor 16. marts sidste år. Søren er i gang med projekt bjælkehyt...

Jooo,  lidt sker der da derude i kulden. Hestehov/ petasites er sprunget mere ud, for de mest udsatte af blomsterne med det resultat, at frosten har farvet dem  brune på issen. En enkelt gruppe krokus er nu tæt på udspring. Den tidlige staudepæon veitchii woodwardii har udviklet flere blade. I fredagens hårde blæst blæste tre ruder ud i drivhuset, så en gammel dør blev fundet som en midlertidig løsning. Inde i drivhuset er der en enkelt blomst i cyclamen persicum, en småblomstrende, ikke hårdfør cyclamen, der er stamfader til de forædlede, storblomstrende stueplanter. Den har selskab af en gudeblomst/ dodecatheon, som åbenbart fremover skal henregnes til primulaslægten.                                     Solen i dag fremhævede det gule skær over fyrren pinus mugo Winter Gold og sørgede for, at man bemærkede de nye skud på rosen Hot Chocolate og træpæonen shi...

- at jamre over vejret, selvom det er fristende. Det er, som det er, og selvom det er koldt, og forårsvejret lader vente på sig, er der en del, der blomstrer. Den hvide peberbusk svigter aldrig, og den lilla er sådan set også sprunget ud, men af en eller anden grund, forsvinder blomsterne ud af billedet, når jeg prøver at fotografere hele busken. For lidt lys i skovhaven gætter jeg på. Vintergækkerne er overalt, og efter at jeg delte vores eneste gruppe af dorothealiljer for nogle år siden, har vi nu også mange af dem. Jeg er vild med den fine, gule kant omkring de grønne aftegninger. Helleborus har vi en guds velsignelse af, men i år er de længe om at springe ud for alvor. Mange af dem, faktisk de fleste, er frøplanter som f.eks. de to herunder. Den til venstre er ved at være afblomstret, mens den til højre følger en anden kalender. De sidste tre planter har jeg vist både i januar og februar, hvilket siger noget om, hvor robuste og udholdende de er. ...

Det kunne godt se sådan ud, for lige siden mit sidste indlæg, hvor jeg glædesstrålende omtalte og viste diverse forårstegn, har vi haft nattefrost og små snebyger nærmest hver eneste dag. Temperaturen ligger omkring frysepunktet, og i dag har der lagt sig en trist, grå dis over landskabet, så da jeg tog billeder ved firetiden, var der hverken meget lys eller farve tilbage. Alligevel oplever jeg, at hortensiaen kommer blikket i møde med sine visne blomsterstande. I skovhaven har vi to vedbendbeklædte træer. Det mest iøjnefaldende er et ahorntræ, som en voksen vedbend/ hedera helix  arborescens totalt har sat sig på og formet helt uden menneskehjælp. Det andet er et udgået elmetræ, som danner stativ både for en vedbend og en klatrehortensia. Vedbenden blev voksen i toppen sidste år, og jeg spekulerer på, om den anderledes form sammenlignet med den foregående mon kan skyldes, at den unge form af vedbend starter livet med at klatre opad og først breder sig ud, når den er b...