hortofilia

September slutter af med manér. Først en forrygende smuk weekend, så en mild og overskyet mandag formiddag, hvor jeg fik rokeret rundt med en del forskellige planter. Og nu er det så begyndt at småregne, hvilket er helt fint for de planter, jeg har haft gravet op. Høsttidløs hører til havebilledet her i slutningen af september. I år er de desværre ikke så fine og frodige, som de plejer at være. Dels er der sneglebid i nogle af dem, især i den fyldte colchicum waterlily, dels er en del stilke slappe og lægger sig hen over jorden, hvilket også skæmmer blomstringen. Colchicum agrippinum Høstanemoner er også en fast ingrediens i septemberhaven. Denne her hedder Pretty Lady Julia og er efter fire år ved at have en vis volumen. Klatrende stormhatte er en plantegruppe, som har haft min bevågenhed i en del år efterhånden.  I år fik vi tørke i en periode, hvor de ellers skulle have rigtig gang i væksten, og det har sat sit præg på dem i form af visne blade og sparsom blomstring. Aconitum he...

I dag fik jeg lyst til at præsentere tre forskellige buske eller småtræer, som hver på sin måde giver eller har givet noget farve til haven.Hjerteglød er det smukke og rammende danske navn for disanthus cercidifolius. Den er ikke vokset ret meget på de fire år, vi har haft den. Ifølge sagkundskaben skal den blive omkring 2,5 meter høj og nogenlunde lige så bred i løbet af 10 - 20 år. I modlys gløder bladene, mens de er noget mere afdæmpede set forfra. I julen 2018 købte jeg som krukkeplante et eksemplar af virginsk vinterbær/ ilex verticillata fyldt med skinnende, røde bær. For at busken fremover skulle blive ved med at producere bær, fik den selskab af en lille, undselig hanplante, da den senere blev plantet ud. I år har hunplanten for første gang  ansat en nydelig mængde bær, som allerede er begyndt at rødme. Fuglene snuppede ret hurtigt bærrene i 2018, så jeg har tænkt mig at dække busken med et net. Buskene er i sig selv ret anonyme; det er bærrene, der gør dem attraktive. Den ...

Til dagens indlæg har jeg været rundt i forskellige afsnit af haven for at finde motiver og startede på gårdspladsen, hvor en tyrkisk hassel har fået blomster i toppen. Det drejer sig om clematis serratifolia, som jeg såede i 2017. Jeg kan ikke se forskel på selve arten og den variant, der sælges som Golden Tiara. Næste etape kommer, når hasseltræet har smidt sine blade og står tilbage med grå krøller i toppen i form af klematisbuskens frøstande. Ved indkørslen er det clematis rehderiana, der blomstrer på livet løs. Det er ikke længe siden, den blev kraftigt beskåret, men den er hurtigt vendt tilbage til fordums styrke. I skovhaven er der også en klematis, der blomstrer, nemlig Mary Rose. Den har ellers set ud, som om den var ved at visne væk i tørken, så blomsterne er lidt af en overraskelse. Den har haft godt af regnvejret og bør nok have en fodpose af kompost, hvis den skal kunne vende tilbage til næste år. Det gamle staudebed, som efterhånden må kaldes et blandet bed, har en rygrad...

Mens jeg har holdt en lille blogpause, er sommervejret fortsat ind i september og haven tilsvarende knastør. I vores sensommerbed, som i starten var domineret af kæmpeærenpris, er det nu forskellige græsser, kvæsurt, pileurt og store stauder, der dominerer. Indianermynte/ agastache sår sig selv, og de fleste steder står de afblomstrede aks nu og danner en lodret effekt sammen med canadisk kvæsurt/ sanguisorba canadensis alba og den mørkerøde kærtepileurt som kontrast til alle de flagrende elementer. Bedet passer rimeligt meget sig selv, bortset fra at det kan være nødvendigt at indskrænke omfanget af nogle af planterne. En enkelt ny plante er kommet til for nyligt i form af denne charmerende brogetbladede indianermynte med tilnavnet Crazy Fortune. På det næste billede vil jeg fremhæve kæmpehavren/ stipa gigantea i forgrunden. Den har stået i flere måneder med sine lette, flagrende aks, som mod sædvane slet ikke har knækket. I år oplever jeg, at vi nærmest har været invaderet af nældens...