Decemberstemning


I nat og i formiddags har vi fået en lille smule sne, og omgående har vi en stemning, som passer perfekt med julemåneden. Sneen knirker,når vi går, så den holder sikkert ikke længe. 
Ambratræet er en af de planter, som fangede sneen. Det samme gjorde en deutzia, som på den måde pludselig er dekorativ og iøjnefaldende i sin krukke. Før sneen faldt, var den nærmest usynlig.


'Du har nok rigtigt været kreativ', sagde Søren med sarkasmen drivende nedad mundvigene,  da han havde set mit forsøg på at arrangere en julekrukke på gårdspladsen. Jeg indrømmer blankt, at der er plads til forbedring, selvom jeg faktisk har prøvet at pynte på resultatet; men omvendt kan jeg rigtig godt lide, at jeg udelukkende har brugt materiale, som jeg har fundet her på matriklen.


Jeg gik simpelthen en rundtur i læbæltet, som beskytter os  mod blæsten fra alle fire verdenshjørner , og vurderede, om der var noget oppe og nede, som  jeg kunne bruge.  Det er ellers normalt rådyrene domæne.



Når solen trænger igennem, bliver der tændt lys i denne berberis 
Berberis admiration

Traditionen tro har jeg købt en helleborus til gårdspladsen til at pynte op til Sørens fødselsdag på torsdag. Det har jeg mere held med end med julestjerner til indendørs pynt.
NB. Bemærk lige min yndlingskrukke.

I formiddag bandt jeg de to hjerter til stuehusets døre og lagde det ene på trappen et øjeblik. Jeg ved ikke, om Stribe troede, der var varmere inde i hjertet, eller om den simpelthen godt kan lide små, afgrænsede rum. Jeg hælder egentlig til det sidste.

Kommentarer

  1. Så vakre bilder du viser, og stemningen i hagen ble jo enda flottere med litt snø. Dere har fått mer snø enn det jeg har fått her, og det skjer jo ikke så ofte.
    Vakker helleborus og krukke! Veldig søt katt du har fått på besøk. Jeg tror kanskje det er en kombinasjon av begge deler. Min ene katt liker å varme seg på alt mulig. Katter er nok ikke glade for å sitte på en kald stein vil jeg tro, så din krans gjør nok nytten 😊

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Marit. Ja, sådan et lag sne giver en helt anden stemning. Du er jo en erfaren kattedame, så jeg tror, du har ret I, at det er en kombination af de to forklaringer, der gør sig gældende.

      Slet
  2. Der er meget mere løv på dit ambratræ, hvor er det fint sammen med sneen. Også din berberis er fin, de stikker for meget for mig, men hvor er de fine i efterårsfarver, jeg ved ikke, om det er alle berberis, men jeg tror det ikke. Tim i Rungsted har også en lille hæk i berberis, den vil han gerne fjerne, det forstår jeg godt, for den har ikke den flotte farve i løvet. Flot med din helleborus, det er meget bedre end julestjerner, de taber bladene, de hvide er nu ret fine, men jeg kan heller ikke have dem. Tillykke til Søren i morgen? eller næste torsdag.

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg har på fornemmelsen, at jeg er den eneste i kongeriget, som er glad for berberis. Jeg ruller mig ikke i dem, men nyder deres kønne løv og ind imellem også bær. Den rosa/hvide julestjerne er virkelig køn, men den smider også bladene hjemme hos od. Tak, Søren har fødselsdag i morgen

      Slet
  3. OH sne,,, I har vist fået mere end os. Her begyndte det først sidst på eftermiddagen.
    Smukke "tur rundt" billeder. Det er lidt sjovere at det er en selv der klipper i haven end rådyret.
    hilsner Gunvor

    SvarSlet
    Svar
    1. Lidt sne skal man ikke kimse af 😁 I år synes jeg ikke, rådyrene har været så grådige, som de sommetider har været, og så er det ganske hyggeligt at se dem daske rundt i læhegnet.

      Slet
  4. Det er meget fine billeder du har taget i din have Marie, og turen langs læbæltet er helt stemningsfuld. Sneen lyser op og dit store græsbed er stadig skønt at skue, men alt i alt giver det hvide en egen renskuret følelse. Nu er det blevet vinter og alligevel har du stadig blade på ambratræet, julerosen er flot, og din dekoration behøver man slet ikke se sarkastisk på. Jeg er også glad for de lokale dekorationsmaterialer, og sådan et par grønkål er jo mindst lige så flotte som ædelgran osv. Hvad med at udfordre ham Søren til en lille konkurrence?
    Katte kan lide at være i centrum på alle mulige måder, når bare de selv får lov at bestemme hvornår og hvor:-) Herligt billede!

    Hilsner fra Ulla

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak for din kommentar, Ulla. Ja, sneen gør virkelig en verden til forskel. Faktisk er Søren ret ferm til at sætte noget sammen og især god til at finde utraditionelle materialer. Det var sjovt at bruge kålplanter til en afveksling, der er jo oven i købet en gammel tradition for at bruge en kålplante som juletræ. Det har vi dog ikke tænkt os at gøre.

      Slet
  5. Hej Marie!
    Visst är det vackert med vit ren snö, här har vi vitt i form av rimfrost på träd och buskar. Riktigt vackert, -12 grader var det tidigare idag, nu har solen värmt upp lite grann, men det är fortsatt kallt. Det var en fin krans och den får tydligen också godkänt av kissen. Jag köpte en krans och gjorde ett försök att göra en hjärtkrans klädd i mossa. Inte blev den fin men den får hänga på altandörren så är det inte många som ser den. Tror fåglarna brukar plocka bort mossan, så då kan jag skylla på dem. Riktigt vacker Helleborus.
    Ha det gott /Hälsningar Marika

    SvarSlet
  6. Uha, - 12 grader oplever vi yderst sjældent i Danmark. Mon ikke moshjertet blev fint. Det tror jeg bestemt. De seneste år har jeg lavet dekorationer med moskugler ombundet med sølvtråde. Det kan desværre godt være svært at finde tilstrækkeligt med mos, synes jeg, når man laver dekorationer.

    SvarSlet
  7. Det er utroligt, som bare et lille drys sne kan forandre omgivelserne. Deutziaen er smuk i krukken, der næsten ser ud, som om den er drysset med flormelis.
    Læbælter kan foruden at være "anvendelige" også være meget smukke, og det ser så hyggeligt ud, hvis man får øje på et par rådyr i sådan et læbælte. Og lige netop i læbælter kan rådyr vel ikke gøre så stor skade.
    Julerosen og krukken klæder hinanden. Det er en smuk (gammel?) krukke. Jeg spekulerer på, hvilket materiale, den er lavet i.

    Hilsen Elna

    SvarSlet
    Svar
    1. Vi er ikke vilde med sne på vejene, men i naturen og haven er den særdeles velkommen, og netop deutziaen har sneen nærmest givet en skønhedskur. Det er rigtigt, at rådyr i læbæltet bare er hyggeligt. Krukken er hugget i sten og tung som et ondt år. Dens alder har jeg desværre ikke styr på.

      Slet

Send en kommentar