Naaaa, det blev nu ikke til meget regn.


 Der blev både varslet om tordenvejr og skybrud; men hvad fik vi? Elendige 4,5mm på flere dage. Et skybrud kan vi sagtens undvære, men 20mm stille, silende regn ville vi tage imod med kyshånd. I morgen meldes der om 14,6mm, men det vil jeg se, før jeg tror på det.

Når man går tæt på blomsterne, forundres man tit over de utroligt mange smukke detaljer, selv ganske små blomster kan opvise, og en af de allersmukkeste er i mine øjne  stjerneskærm/ astrantia. Det glæder mig at se, at den efterhånden bliver brugt som afskårne blomster i blomsterforretninger.


Pæonsæsonen er i grunden lang. Den første knop dukkede op allerede i februar her hos os,  og silkepæonerne er ikke engang begyndt at blomstre endnu. Lige nu kan vi nyde synet af nogle enkle staudepæoner og to-tre itoh hybrider samt en enkelt træpæon.



Valmuen Patty's Plum og soløjetræet cistus kan også være med, når det handler om drama. Soløje/ helianthemum the Bride kan på den anden side ikke prale af drama og finurlige detaljer. Derimod kan jeg godt lide kombinationen af det grå løv og de enkle blomster.

Margueritterne er vel også nogle af de smukkeste sommerblomster. Vores stammer fra en pose blomstereng fra for flere årtier siden. Margueritterne og rødkløver er det eneste, der er tilbage, og margueritterne har efterhånden sået sig selv i et hjørne af køkkenhaven.

To klematis: Omoshiro og Nelly Moser. Den sidste er jeg sikker på, der har sået sig selv, for den er dukket op flere steder rundt omkring.


Nede foran Nelly Moser står en nydelig rosa nøgleklokke/ campanula glomerata Caroline.

Parasolblad er flot nu. Fra nu af går det kun tilbage for den.



Kommentarer

  1. Ja jeg kan ikke klage over mangel på regn for en gang skyld. 21 forleden og 10 mm på en gang i går middags. Her lover de 19 mm i morgen. Sjovt nok har jeg altid haft Astrantia i min have, men her har jeg ingen. Ikke så dårligt med en selvsået clematis.

    SvarSlet
  2. Her til morgen drypper det ganske lidt, så vi krydser fingre for, at det bliver til alvor denne gang. Stjerneskærm er nok ikke lige den første plante, man tænker på at tage med fra haven, når man flytter.

    SvarSlet
  3. Vi fikk et fryktelig tordenvær på søndag, men det ble ikke så mye regn ut av det. Men litt er bedre enn ikke noe. Det er nydelige pioner du har nå. Tenk at Nelly Moser blomstrer hos deg alt nå. Det er en clematis jeg liker veldig godt. Flotte blader på parasollblad.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er ret så uberegneligt, det regnvejr. Det er ærgerligt, at Nelly Moser falmer med alderen, for den er smuk, når den lige er sprunget ud. Det er lidt samme historie med parasolbladet.

      Slet
  4. Det plejer at være Jylland der får regnen, men denne gang var det her hos os, og vi sætter også pris på den. Alligevel er der jo god gang i blomstringen hos dig og det er en fornøjelse at kunne studere de fine detaljer i dine pæoner og stjerneskærm! I dag skulle regnen komme til dig, men vi har da også fået rigeligt nu, så der kan godt blive lidt at dele ud af:-)

    Hilsner fra Ulla

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, forhåbentlig kommer regnen til os allesammen. Lige nu småregner det her. Det lyder rigtig godt, og jorden dufter lifligt.

      Slet
  5. Hej Marie!
    Vi har fått fem droppar regn, kanske lite mera men inte mycket. Astrantian är en favorit, samlar på dem i olika färger, du har också flera. Pattys Plum är vacker, liksom den rosa campanulan och clematisen. Det blommar riktigt fint hos dig.
    Hälsningar Marika

    SvarSlet
    Svar
    1. Forhåbentligt breder regnen sig efterhånden op til dig, Marika. Her er det helt perfekt lige nu, stille og roligt. Det er godt både for blomster og køkkenhaven, og nu kan jeg plante de sidste frøplanter ud. Det glæder jeg mig til.

      Slet
  6. Vi har godt nok fået en del regn i de sidste par dage og det hjælper godt på havens planter ;)

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, så kommer der gang i det hele, ikke mindst køkkenhaven.

      Slet
  7. Vi fik 19mm forleden,6 igår og 1 idag. Skønt. Nu er jeg igang med udplantning af sommerblomster. Det tager noget tid, de små pus skal jo sneglebeskyttes samtidig. Et mix af kaffegrums og grus bliver drysset omkring hver plante. Ikke det er 100 % sikkert, men det hjælper da lidt.
    Pæonerne er så flotte, Især de lidt enkle med deres tegninger. Og nok er den fine hvide blomst, gråt løv ikke prangende, men den er da ualmindelig yndig.
    Pudsigt med marguritter. Vi havde osse mange sidste år, men i år er de lidt pistne. Næste år er de sikkert godt igang igen. Oprindelig havde vi masser af dem i rabatten mellem have og vej, men det var jo i de tider hvor alt skulle slås ned. Så vi lokkede dem ind i haven, hvor de har vandret lidt rundt.
    hilsner Gunvor

    SvarSlet
    Svar
    1. Vi endte på 13mm i dag, og det er vi glade for. Desværre kan det omgående mærkes på antallet af snegle, så jeg har været rundt med sneglegift til dahlier og andre planter, som sneglene gerne æder af. Det er sjovt med margueritterne, at de sådan flytter rundt

      Slet
  8. Hej Marie,
    Først vil jeg lige sige at jeg synes jeg har fundet et godt sted til bregnerne, de står bag bænken nær søen, så jeg kan nyde dem hver dag. Astrantia er en meget køn blomst men jeg har desværre ikke særlig god held med den, og clematis må siges at være en fejltagelse i min skov, den vil bare ikke trives der, og det forstår jeg så ikke, men jeg er dum nok til at prøve igen. Her er der ikke kommet ret meget vand, så jeg har måttet flytte vand i skoven og det er hårdt og tidskrævende, og som du siger, så snart der er fugt så er sneglene fremme og laver store skader, sommetider frygter jeg at der blot står skiltene tilbage. Men jeg kan nu begynde at nyde roserne som blomstrer godt.
    Er rigtig glad for jeg er kommet med i en havegruppe med jævnaldrende kvinder, vi er 10 som besøger hinandes haver hen over sommeren, det tror jeg nok jeg skal få glæde af, jeg har savnet nogen at dele min interesse med.
    Ha en god dag.
    Kh
    Dorte

    SvarSlet
    Svar
    1. Så håber jeg bare, at bregnerne overlever opgravningen. I går ryddede jeg op I skovhaven, og der stødte jeg desværre på en del småsnegle. De elsker jo blade, som har mistet noget af deres friskhed. Vi har også overvejet at komme med i sådan en havegruppe, men opgav det, fordi det så ud til, at de kommunikerer på Facebook, som jeg ikke er på og ikke har lyst til at komme på. Det har jeg senere fundet ud af, at det ikke er alle grupper, der gør. Men nu har vi ligesom opgivet det.

      Slet
  9. Altid en fornøjelse at se alle de smukke vækster i din have. Du har ret: det er værd at kravle rundt og komme tæt på blomsterne for at se de fine detaljer. Ganske almindelige margueritter er bare så dejlige! :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak for det, Sydney. Ja, margueritter er der ikke mange blomster, der slår.

      Slet

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

blomsteramok

Hvor stammer ens haveglæde fra?

"Julepynt"

Decembers udfordringer