hortofilia

  Det er min plan at blive mere aktiv som blogger, men årstiden i kombination med en nyanlagt have er ikke ligefrem de bedste forudsætninger for øget aktivitet. Selvom der er masser af stier her i området, henlagde jeg i dag min gåtur til byens stibro for cyklister og gående. Den ligger henover deltaet, hvor Karup Å munder ud i Limfjorden, og turistbrochurerne hævder, at den med sine 300 meter er landets længste.  Det er et hyggeligt sted at gå ture, og som billederne viser, klarede vejret mere og mere op, mens jeg gik, og til sidst var der både solskin og blå himmel.  På sådan en gåtur kommer man forbi et område med små fiskerhuse fordelt på 8 stræder med navne som Rejestræde og Flynderstræde. Der er ikke meget liv i husene på denne tid af året, men det kommer der. Tættere på vandet ligger Jollehavnen. Der var også temmelig stille og fredeligt. Der sad dog fire mænd i en døråbning og hyggesnakkede over en øl. De længtes garanteret som alle os andre efter,  at vejret...

D. 7. november sov Søren stille ind. Et kort, men intenst sygdomsforløb tappede ham ubønhørligt for alle kræfter. 24. juli fik han sin diagnose uhelbredelig lungekræft, og mindre end fire måneder senere måtte han kaste håndklædet i ringen. Vi var begge to lykkelige for, at vi nåede at sælge gården og flytte i vores lille hus, inden sygdommen for alvor slog til. Vi nåede også at sparre grundigt og hyggeligt med hinanden om, hvordan haven kunne indrettes.  Hvordan min egen haveinteresse kommer til at udvikle sig, nu hvor jeg har mistet min havemakker gennem 48 år, er det umuligt at spå om. Men et er sikkert, nu er det uigenkaldeligt slut med Sørens finurlige og håndsnilde projekter i sten og træ og jern. Selvom jeg måske ikke er her til jul, sagde Søren en dag, så har jeg alligevel et julegaveønske, nemlig 2-3  fuglehuse, et med et lille indflyvningshul til blåmejser, og et eller to, der passer til de forskellige andre småfugle. Det ønske får han helt sikkert opfyldt.

  I mange år har det været en af efterårets mange opgaver at flytte vores krukker med kamelier i sikkerhed i drivhuset. Fordi det kniber både med pladsen og kræfterne, har vi plantet dem ud i surbundsbedet med en enkelt undtagelse, nemlig den småblomstrende camellia rosthorniana Beauty Blush.  Den nyder vi synet af, hver gang vi går ud og ind af døren. Vi er super godt tilfredse med vores nye naboer. Når man kommer fra en gård med en fri  udsigt ud over marker og bakker, skal man lige vænne sig til at have andre mennesker så tæt på, men det er gået forbløffende godt. Det eneste fjendtlige element i paradiset er en solsort, som sætter en ære i at rasere vores stensandwich fem minutter efter at jeg har plantet den til. Søren  ønskede sig et flerstammet hjertetræ ligesom i den gamle have, og jeg fandt et fint eksemplar, synes jeg, i sidste uge. Det glæder vi os til at følge udviklingen af. Klitfyrretræet pinus contorta Chief Joseph er begyndt på sit årlige farveskifte f...

Rom blev som bekendt ikke bygget på en dag, ej heller en have, men små ændringer har også ret.Haven rummer således ikke et træ, der er egnet til at hænge den foderautomat i, som jeg fik i julegave for to år siden, men på nettet faldt jeg over en såkaldt hyrdestav, og den har gjort det muligt at få automaten placeret ret tæt på huset og Sørens fuglebad.NB Det nye græs kan ikke bestemme sig til, om det skal være grønt eller gult. pinus parviflora tamina no yuki  Denne lave penselfyr er en af de planter, der fulgte med, da vi flyttede. Nu står den i det nye surbundsbed, mens den oprundeligt stod i almindelig havejord. Nej, en have bliver bestemt ikke bygget i en ruf. Planen er, at de store bede skal afgrænses af en jernkant op mod græsplænen; men det kræver to personer, og Sørens kræfter skal doseres med omtanke, så der er ikke sket meget på den front. Derimod, og det kan man selvfølgelig ikke se, så ligger der nu  masser af medbragte løg forrest i surbundsbedet. Det bliver spænd...

I lørdags kom der en specialist i græssåning og såede en, synes vi, kæmpestor græsplæne. Det var den sidste håndværker i denne omgang, og det er en stor fornøjelse at slippe for deres larm og støv. Omvendt er vi selvfølgelig lykkelige for alt det, de har fået fra hånden, og venlige og betænksomme har de allesammmen været. Plænen får nok ikke lov til at ligge uberørt hen på sigt men det er områderne i yderkanten af matriklen med de gamle træer, der først skal beplantes. Hjultræet/trochodendron aralioides gravede vi op tidligt forår, og siden har det stået i et gammelt kar, indtil det nu er plantet ud i græsplænen et sted, hvor det er nemt at få øje på. Koreagranen ser så nydelig ud set forfra, men det var totalt filtret ind i andre buske og træer, så bagsiden er stort set ikkeeksisterende. Blomster var der ingen af, da vi flyttede ind.  Godt at vi tog lidt forskelligt med. To nye, små træer er kommet til.: Selvom vi havde flere forskellige magnolier på Lynghøjgård, fik vi aldrig ans...

Da vi valgte vores nye hus, var beliggenheden meget afgørende. Det ligger ned til et engområde med et stort stisystem, som går lige forbi huset, og når jeg går en tur, slipper jeg helt for at skulle ud på trafikerede veje.  Haven var indkapslet i et sammenfiltret buskads, som vi har fjernet det meste af. Derfor er hækken et miserabelt syn, og især på et punkt er der er stort indkig i haven, og det er selvfølgelig noget af det, vi vil have ændret på. Herunder ses sådan et buskads, som nu helt er fjernet, og her er ligger der nu et stort, frit og skrånende område, som jeg bryder min hjerne med at lave en tilplantningsplan for.  Foreløbig er det optaget af diverse krukkeplanter, som venter på, at de kan placeres det rigtige sted.  Camellierne skal plantes ud i et surbundsbed, som skal anlægges rundt om huset. Der er gjort klar til det, som det kan ses på næste billede; men vejret driller. En stor forandring i forhold til Lynghøjgård bliver køkkenhaven. Den kommer nemlig til ...