hortofilia

I weekenden læste jeg et indlæg på en engelsk haveblog, hvor emnet var påskeliljer,/narcisser og hvorvidt man kunne lide dem eller ej. Til min forundring kunne jeg læse, at der i England findes en gruppe mennesker, der kalder sig  I Hate Daffodils.  Hvorfor mon denne heftige modvilje mod en uskyldig plante, som de fleste mennesker vel tværtimod holder af og ser som symbolet på en ny start? Nymodens begrundelser, som at den er importeret og ingen pollen producerer og derfor ikke gavner biodiversiteten, giver jeg ikke noget for. Derimod har jeg en stærk formodning om,  at vi igen igen har at gøre med den forbløffende vidt udbredte modvilje mod farven gul. Sådan en idiosynkrasi er bare aldeles irrationel og skal derfor pakkes ind i rationelle begrundelser. Når det er sagt, vil jeg skynde mig at tilføje, at vi uden tvivl allesammen har den slags idiosynkrasier i en eller anden form, og jeg må tilstå, at jeg har det lidt stramt med den lille tete a tete narcis, som vælter frem...

  De seneste dage, ja faktisk siden starten af april, har det ikke kun mindet om forår derude. Det har simpelthen været forår og oven i købet et helt forrygende forår med strålende sol og vindstille.  Jeg tror, der bliver lagt flere år til mit liv, når jeg går en rundtur i sådan et vejr og nyder gensynet med de gode, gamle venner, der myldrer frem og præsenterer blomster og blade på flotteste vis. Jo, paeonia weitchii woodwardii blomstrer ganske rigtigt utroligt tidligt, længe før alle andre pæoner. Den plejer at springe ud i april, men er måske nogle få dage tidligere på færde i år. Pseudotrillium rivale i spaltebedet delte jeg sidste år med en vis bæven. Heldigvis har det bekommet den vel. Trillium kurabayashi er en helt anderledes form for trillium, mere grov og med en ret speciel farveholdning. Den fyldte blodurt er en anden af de gamle venner, som er sprunget ud i det flotte solskinsvejr. Der er flere, der skriver, at bladene kommer efter blomsterne; men jeg oplever nu, a...