hortofilia

I dag har jeg valgt at vise en række billeder, som jeg synes viser, hvor frodigt julihaven står i år. Måske virker frodigheden ekstra overvældende oven på og sammenlignet med den sommer, vi oplevede sidste år, og som bestemt også havde sine store fordele, selvom frodighed absolut ikke var en af dem. Magnolia grandiflora Goliath har leveret sin første blomst og har yderligere tre knopper, som sikkert også når at springe ud. Dens nærmeste nabo er en mørkeblå ridderspore, som blomstrer flot. Den er vi virkelig stolte af, da vi ellers ikke har haft succes med riddersporer - mærkeligt nok, for vores lermuld burde passe godt til dem.              Her ses de to planter sammen i deres fælles miljø. Acanthus Hollard's Gold har en enkelt blomsteraks og har fået besøg af clematis durandii. Begge planter er kraftige og frodige. Allium globemaster blomstrer senere end de fleste andre prydløg og er markant højere og større. Selvom der kun er ...

Ingen indledende manøvrer i dag - jeg kaster mig lige ud i de udvalgte planter. Lilium formosanum pricei er en finurlig lilje - på samme tid stor og lille. Den længste stængel er kun 26 cm lang, mens blomsten måler omkring 14 cm. Det allersjoveste er, at der i år er dukket en håndfuld små, græslignende frøplanter op rundt omkring planterne. Dem tror jeg, at jeg vil lade stå og passe sig selv. Det ser ud, som om vi har haft held til at skabe et miljø, den trives i, en lun og veldrænet plet foran stenene, der danner sydkanten i spaltebedet. På et tidspunkt i udviklingen ligner knoppen nærmest næbbet på en pelikan. Jeg har et par gange set løg eller småplanter af den til salg på plantemarkeder i sensommeren og kan absolut anbefale, at man forsøger sig med den. For to indlæg siden viste jeg kæmpelilje/ cardiocrinum giganteum. Der er en enkelt blomst tilbage, men heldigvis udvikler den iøjnefaldende frøstande henover sensommeren, og begyndelsen til  dem kan allerede a...

For en gangs skyld er jeg helt uenig  med Monty Don, som på Gardeners World beskriver deadheading af roser som "a gentle and meditative job", som tilmed stimulerer  dannelsen af endnu flere blomster. For det første er rosernes torne utroligt generende og alt andet end "gentle". Hver eneste gang, jeg har deadheadet roser, ender jeg uvægerligt med forrevne underarme og hænderne fyldt af irriterende, bittesmå stikker, som er noget så besværlige at fjerne. Hvorfor bruger du ikke nogle beskyttende handsker, spørger du sikkert, og Søren har faktisk et nydeligt par liggende; men de gør det umuligt at arbejde præcist nok, og resultatet ville sikkert ende med at blive massser af knopper på jorden i stedet for på busken. For det andet har vi en del buskroser, og de remonterer jo næsten ikke; men alligevel pynter det på dem at få fjernet de visne blomster og de grimmeste kviste. Desuden kan jeg sagtens finde på at beskære dem, så de har en kønnere facon resten af sæso...

Tilbage i firserne, da jeg havde travlt på gymnasiet, og børnene var små, blev der alligevel lidt tid til overs til at dyrke haven og min planteinteresse. Det havde min svigerinde spottet, så hun sørgede for, at jeg kom med i en gruppe af haveglade/gale kvinder, som på skift  besøgte hinandens haver og arrangerede ture til planteskoler  - dem var der mange flere af dengang. I Margrethes have stødte jeg for første gang på sommerfugleblomst/ gillenia trifoliata/porteranthus trifoliatus og forelskede mig på stedet. Desværre var Margrethe ikke den type, der gavmildt delte ud af sine skatte, så i en del år var den fast inventar på min must-have liste. Nu har den været en skattet del af staudebedet i årtier. Hvis man inddeler stauderne i divaer, som trives bedst i rampelyset, og selskabsplanter, som er tilfredse med at komme i anden række og har som  opgave at fremhæve naboplanterne, må jeg nok nødtvungent placere sommerfugleblomst i den sidste kategori. ...

Vi er vist allesammen enige om, at planterne stortrives denne sommer, og at mange stauder og buske  har vokset sig store og mægtige. Samtidig hygger vi os her i haven med små miniatureblomster rundt omkring, som man skal have øjnene med sig for ikke at overse midt i al frodigheden. De er skyld i, at den daglige rundtur kan tage virkelig lang tid 😊 Clematis fusca dwarf ser normalt koksgrå ud, men i modlys viser den sig at være lilla med en fin, hvid rand. Den første kæmpe er Lykkefund i æbletræet.  Lykkefund vokser også i en portal, som man skal gå under, hvis man går en omvej om til stubbedet. Portalen er kreeret af stængerne til en gammel hestejumpe, som er fastgjort til to træstammer.  Med tiden skulle  stammen til højre gerne dækkes af en gul klematis; men portalen er kun fra sidste efterår, så vi må have lidt tålmodighed. Clematis viorna svigter aldrig, vender troligt tilbage år efter år. Constance Spry er jo ikke remonterende...