september

Der sker noget med min indstilling til haven og havearbejdet, når vi når til september. Jeg føler ikke længere et behov for at rumstere rundt og fjerne ukrudt og visne grene og nedfaldsæbler og i det hele taget shine haven op. Nu må den godt drosle ned stille og roligt, og når jeg kigger på bedene, får det mig først og fremmest til at reflektere over alt det, jeg synes, der skal ændres på med henblik på næste år. Nydningen, for nu at citere Bamses Billedbog, er med andre ord mere eller mindre forduftet, eller også dufter den bare  anderledes om efteråret.

Det betyder selvfølgelig ikke, at jeg ikke kan glæde mig over at gense clematis rehderiana oppe i en bærmispel og opdage, at clematis Mary Rose lever i bedste velgående.

Eller over at se, at et impulskøb i form af en farverig star trives godt, at en hjemmesået rudbeckia er begyndt at springe ud med fløjlsbløde blomster, og at aconitum Red Wine, har været fyldt af blomster i år.

Et mindre projekt er allerede ved at blive gennemført: Jeg foreslog Søren, at vi skulle udvide et lille rundt bed, som kamouflerer eller bløder op på det spidse hjørne af terrassen. Der gik ikke mange dage, så var græstørvene fjernet og den dobbelte stenkant flyttet længere ud i græsplænen. 

Vi nåede også at få taget hul på beplantningen bl.a. med flytningen af Pinky Winky, men nu har øsende regnvejr sat en effektiv stopper for at komme videre.

Jeg slutter på gårdspladsen, som i sommersæsonen er hjemsted for vores krukker med forskellige agapanthus. De blomstrer desværre slet  ikke lige så vildt som sidste år. F.eks. er der kun en enkelt blomst mod tre sidste år i Midnight Cascade.

I den halve vintønde er der kun grågrønne og hvide farver med et gammelt oliventræ som den dominerende figur. Jeg har prøvet at efterleve et princip for beplantning af krukker, der siger, man skal have en thriller (oliventræ) fillers (euphorbia Diamond Frost) og spillers (sølvnyresnerle). Den beplantning går tiden næsten helt sporløst henover.