småblomster, kæmpeblade og køkkenhave

 Erigeron karvinskianus kunne godt tænke sig at have mere plads at brede sig på, men får det ikke.

Acis autumnalis har blomstret hele august måned og lader ikke til at skulle stoppe foreløbigt. Den sår sig selv, og formerer flittigt de små løg.

Codonopsis lanceolata har som noget nyt produceret en hel klase af sine små klokkeblomster.

Storbladede planter som olieplanten har jeg det med at falde for, selvom mange af dem ikke er vinterhårdføre. I år var olieplanten så langsom til at komme i gang, at den nu har en behagelig højde på kun en meter, hvor den sidste år blev dobbelt så høj og var voldsomt udsat i blæsevejr.

Så er der mere skub i trædahliaen dahlia imperialis. Den blev plantet ud i år efter to år som krukkeplante, og det har den kvitteret for ved allerede nu at være over to meter høj. Hvis den blomstrer, og det skal man ikke forvente på vores breddegrader, sker det ikke før i november. Hvis vi havde et orangeri, skulle den have en fast plads derinde, og så ville den uden tvivl blomstre. Alligevel holder jeg et vågent øje med, om der dog ikke imod alle odds dukker knopper op i topskuddene.

At den også bliver kaldt bambusdahlia kan ikke undre, når man zoomer ind på en stilk.

Trædahliaen skal blive i jorden henover vinteren som et eksperiment - selvfølgelig behørigt dækket med grene o.l., og det samme har jeg valgt at gøre med rispapirsplanten/ tetrapanax papyrifer rex. Til vinter skal drivhuset nemlig ikke proppes sådan med planter og krukker, som vi ellers har haft for vane. Det er i hvert fald planen lige nu; så får vi se, hvordan det ender.

Glaucidium er en af mine favoritter blandt forårsstauderne, og den er desuden en nydelig bladplante resten af sæsonen. Den behøver vi heldigvis ikke at vinterdække.

 Sølvaks/ stipa calamagrostis er nærmest den diametrale modsætning til de storbladede planter.

I juli blomstrede det mægtige prydløg allium globemaster, og da det var afblomstret, blev det gravet op og opbevaret tørt, indtil det nu skal i jorden igen i det renoverede bed, jeg viste i det forrige indlæg. Jeg plejer normalt ikke at grave prydløg op; men der var et par andre planter, som der skulle gøres plads til, og min spade har den uvane at ville ødelægge de løg, der bliver liggende i jorden.

 allium globemaster 12. juli 2019

Da jeg fjernede de visne stilke fra løgene, fik jeg den behagelige overraskelse, at alle fire løg delte sig i to, så nu gætter jeg på, at vi får det dobbelte antal globemaster til næste år.

Der er en egen stemning i vores gammeldags køkkenhave (uden højbede og andre moderne tiltag :-)), når vi kommer ind i september, især på sådan en stille formiddag, som vi havde i dag. Porrerne fylder altid meget, og i billedet herunder er det fennikel, som ligner dild i forgrunden. Der er ingen duft ved fenniklen; men når man nulrer de gule frø, kommer den karakteristiske lakridsduft tydeligt frem.

Ambrahækken/ artemisia abronatum dufter derimod helt tydeligt af cola, når man trækker hånden igennem den.

 Græskarret herunder er jo dekorativt; men Søren mener ikke, det er anvendeligt til Halloween.

Den gule cosmos er langt om længe begyndt at blomstre godt. Jeg spekulerer på, om dens frø er farveægte.

Det blev til temmelig mange billeder i dag, og alligevel vil jeg tilføje et mere. Clematis Roguchi har nu blomstret hele sommeren og fylder stadigvæk godt i landskabet. Dens stativ er det eneste trekantede stativ, vi har, og er lavet af noget rionet, som Søren har bøjet, malet sort og pyntet med tre små kugler på toppen. Ret enkelt, men alligevel elegant, synes jeg.