en tåget novembersøndag


Tågen har ligget som en dyne henover os det meste af dagen; måske skinnede solen et par timer midt på eftermiddagen - det var alt. Det stille vejr har bevirket, at nogle træer har kunnet holde fast i deres blade, og det ser ikke ud til, at græsplænen bliver dynget til med visne blade, som vi ellers ofte ser. 
Fligetbladet tørstetræ / Rhamnus frangula 'Asplenifolia' er et af de træer, der stadigvæk lyser op.

Stjernemagnoliaens tætte krone er så småt begyndt at lukke op til de dunede blomsterknopper. Det er en af de planter, der har noget at byde på hele året rundt.



Glasbærbusken har jeg vist et par gange allerede; men den får alligevel genvalg, nu hvor de visne blade er faldet af.

Denne gruekedel med hul i bunden fik jeg anbragt for skyggefuldt, men heldigvis fik jeg Søren overtalt til at hjælpe mig med at manøvrere den ud i lyset, så vi får mere glæde af planterne i den. Der ligger nogle løg af en martagonlilje sammen med en lille bispehue og en speciel dværgtaks, som hedder taxus bacc. Rushmore. 


Drivhuset er blevet tømt for tomater og gjort rent, og de overvintrende planter er så småt ved at gøre deres indtog. Cistus/ soløje er ikke vinterhårdfør, så den skulle egentlig graves op; men efterhånden er vores vintre blevet så milde, at det er fristende at lade den stå i jorden med nogle grangrene som beskyttelse. Den har stadigvæk en del knopper.

Sølvbusk/ convolvulus cneorum kommer helt sikkert i drivhuset, lige så snart der meldes om nattefrost.

Drivhusets faste beboer clematis Freckles blomstrer allerede flittigt og sender blomstrende lianer udenfor gennem sprækker i drivhuset. Det kreperer mig, at jeg ikke har held med at lave stiklinger af den; for så ville jeg prøve at plante den ude i haven på en lun plet.

Kommentarer

  1. Callicarpan är helt magnifik! Och just den Rhamnus har jag tittat på flera gånger men hittat något annat istället när vi besökt grossistplantskolan. Men den är ju så snygg och ser ut att få riktigt fina färger.

    Ha det gott! Carina

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Carina. Begge planter er fine i deres efterårsantræk på hver deres måde.

      Slet
  2. Ja det er da ærgerligt, at du ikke kan lave stiklinger af Freckles, den er så flot. For en gang skyld har vi været mere heldige med vejret, solen har skinnet stort set hele dagen. Her falder bladene ned, tulipantræets blade har dækket begge rosenbede, dem der ikke falder derned af sig selv, river jeg ind i bedene, der er mange. Den fligetbladede tørst har ikke så mange blade tilbage, men de shiner rigtigt på denne årstid.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er bestemt ikke, fordi jeg ikke har prøvet at lave stiklinger. Tulipantræets blade er længe om at blive nedbrudt, synes jeg.

      Slet
  3. Både tørstetræet og Hortensia ser stadig fine ud, og stjernemagnolien er helt dejlig med de nye sølvhårede knopper. - Ligner nærmest gæslinger.
    Grukedlen er jo bare flot i sig selv, og den kunne stå hvor som helst og pynte, men den er fin med den lille taks. Tænk at sådan en lille størrelse skal have navn efter et bjerg! Det er vist skæbnens ironi.

    Hilsner fra Ulla

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, haven har ikke lukket helt ned endnu. Det undrer også mig, at den lille taks har fået
      sådan et pompøst navn.

      Slet
  4. Dine glassbær er helt fantastiske i fargen! Den må lyse opp på lang avstand 😊

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, det gør de også. De virker anderledes nu, hvor hækken bagved er blevet gylden, og busken selv har smidt bladene.

      Slet
  5. Hej Marie

    Ja, Rushmore har fået lagt navn til en hel del, det var han vist ret begejstret for:)
    Stille diset vejr giver et helt specielt lys - det ser godt ud!
    Har du prøvet med hormon pulver eller gel til den fine Clematis?

    Ha en dejlig ny uge

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, jeg har flittigt brugt hormonpulver, når jeg har taget stiklinger af klematissen. Det eneste, jeg ikke har prøvet, er træagtige stiklinger, så det overvejer jeg også at prøve, og det er vist her om efteråret, man tager dem.

      Slet
  6. Hej Marie!
    Fastnade för dina fina blå/lila hortensior, att de blommar fortfarande. Glasbärsbusken är som tagen från ett sagoland, och Freckles är så fin, blommar den året om?
    Ha det fint /Marika

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Marika. Ja, klematissen har en ganske kort pause maj-juni. Så begynder knopperne at vise sig, og allerede i august begynder den så småt at blomstre.

      Slet
  7. Smuk elegant det tørstetræ, og glasbær, wow. De er fantastiske.
    Den er godtnok nuttet den lille taks. jeg samler små frøplanter taks og bruger dem i vinterkrukkerne til de bliver for store. derefter bliver de planter ud i hegnet.
    Men den mini er da en rigtig krukkeplante.
    hilsner Gunvor

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, taksen er en nydelig lille plante omend ikke så iøjnefaldende som de to andre planter, du nævner. Jeg har ikke set den blomstre eller sætte bær, så jeg skal nok ikke sætte næsen op efter frøplanter.

      Slet
  8. Er der ikke sjælden mange glasbær på i år? Forrygende farve :-)
    Hvor er den sød og spændende, din lille taks.
    Og held og lykke med clematisformeringen. Jeg håber, din flid belønnes.
    Mange hilsner Lisbeth

    SvarSlet
    Svar
    1. Søren synes som dig, at glasbærbusken er usædvanligt rigtbærende i år. Desværre er jeg slet ikke optimist, hvad klematisformering angår. Efterhånden har det kikset for mig en del gange.

      Slet
  9. Jeg falder for den lille taks. Den er smuk med de små korte nåle.

    Hilsen Elna

    SvarSlet
  10. Sjovt som vejret er forskelligt i vort lille land. Søndag havde vi det flotteste solskin hele dagen, men mandag var godt nok grå og det ser ud til at det fortsætter. Heldigvis ser det ikke ud til at der skal regne så meget, her hos os har vi fået rigeligt.
    Stjernemagnolien er så fin når den har mistet sine blade og står med knopper.
    Jeg har aldrig prøvet at lave stiklinge af Clematis, jeg har hørt, at det skulle være rimeligt let, så mærkeligt, at det ikke er lykkedes for dig, men måske er det med Clematis som med Roser, at det ikke er alle det kan laves stiklinge af.
    Med venlig hilsen
    Lene Bedstemorshave

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, selv inden for vores halvdel af Jylland kan der være store forskelle på vejret. Vi har ikke set solen i lang tid. Denne her klematis blomstrer jo i vinterhalvåret, og jeg spekulerer på, om det gør den anderledes at formere, men tror jeg nu alligevel ikke.

      Slet
  11. Hvilken sød lille taks, det er godt at I bærede grukedlen ud i mere lys, så dine spændende planter kan nyde lyset :-)
    Jeg ventede længe på at det fligetbladede tørstetræ skulle få efterårsfarve, men det kommer nu lige som dit. Glasbær er også virkelig smukt nu, så heldigvis er der glæder i det tågede og våde vejr. Vi fik opklaring denne eftermiddag og det blev nydt i stor grad :-)

    SvarSlet
  12. at I bar.... bærede - hvad tænkte jeg dog på!

    SvarSlet
    Svar
    1. Mon ikke det var tabletten, der syntes, der skulle stå bærede😊 De farverige indslag i haven får noget ekstra dybde i det gråvejr, der dominerer for tiden - lige bortset fra et par timers sol i dag.

      Slet

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

blomsteramok

En nødtvungen pause

Hvad er du for en fætter?

gårdspladsen og blomster hist og pist

Med en uge til sommertid