stubbed-stumpery


Når jeg ser på vores egne haveaktiviteter og andre bloggeres ditto, kommer jeg til den konklusion, at en have i dag på mange måder er en legeplads, hvor man kan få afløb for for sin skabertrang og kreativitet, og hvad vores egen have angår, vil jeg sige, at det legende kommer allermest tydeligt til udtryk i vores stubbed/ stumpery, som vi startede på i 2016. 

Bedet lever i bedste velgående, hvis man da kan bruge det udtryk om en bunke døde stubbe og stammer. På de snart fem år, der er gået, er der faktisk ingen af dem, som for alvor er begyndt at gå i opløsning. En del af dem er måske blevet imprægneret af  deres ophold ude i fjorden, hvor de lå, indtil vi fik øje på dem og slæbte dem med hjem.


Der, hvor forfaldet i stubbedet mærkes mest, er på de liankugler, jeg har lavet i forskellige størrelser. Nogle af dem går næsten i opløsning, når jeg tager dem op for at undersøge, hvordan de har det, og se, om jeg kan og overhovedet bør reparere dem. Bedet handler jo om forfald, så måske burde jeg lade kuglerne gå i opløsning stille og roligt, selvom jeg har mere lyst til at forny dem. Ideen med dem var dog, at deres runde form skulle danne en kontrast til stammer og stubbe, og den idé går så at sige fløjten, hvis deres form bliver opløst. 

Nå, her i januar lavede jeg i hvert fald en ny kugle af de klematislianer, som jeg klippede af clematis  rehderiana. Det var lidt besværligt; for jeg var nødt til at samle de forholdsvis tynde lianer til tykkere fletninger, inden jeg kunne samle selve kuglen.

Et stumpery er jo en engelsk opfindelse fra Viktoriatiden, og dengang var det meget brugt at plante bregner blandt trærødderne, så det har vi også gjort. To af dem er stedsegrønne. Den ene er en kvast- eller børstebregne/ polysticum polyblepharum - et umuligt navn at huske, så jeg har omhyggeligt gemt navneskiltet:-)
Den anden er en kambregne/ blechnum spicant, som vokser vildt ved fjorden der, hvor vi har hentet en del af stubbene.

Når der kommer blade på træerne, bliver stubbedet meget skyggefuldt, så det kan ikke lade sig gøre at skabe et farverigt blomsterflor deromme; men det er overhovedet heller ikke meningen. Bedet er netop placeret et sted, hvor det er vanskeligt at få planter til at trives. En enkelt kaprifolie er dog begyndt at skyde, og senere dukker der storkonvaller og anemoner op. Et par påskeklokker er der også lige blevet plads til.

For to år siden såede jeg narcistobak/ nicotiana sylvestris , eller rettere sagt så prøvede jeg at så dem, for det endte i en regulær fiasko. Jeg forestillede mig ellers, at det kunne være så hyggeligt i tusmørket på  en sen og lun sommeraften at gå ned til stubbedet og nyde duften og synet af de svævende, hvide blomster. Det forestiller jeg mig stadigvæk, så nu ligger der et nyt hold frø klar til et nyt forsøg, når vi kommer lidt længere hen på året.

Kommentarer

  1. Jeg visste ikke at stumpery ble oppfunnet i victoriatiden. Da er det en gammel oppfinnelse du har i hagen din 😊
    Kulen av clematisgrener ble veldig fin.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, det er faktisk en gammel opfindelse. Tak, kuglen blev dobbelt så stor, som jeg havde regnet med.

      Slet
  2. Er det allerede 5 år siden, I lavede stumpery´et som tiden går. Jeg ville også foreslå, at du lavede nye kugler og lod de gamle forfalde. Den nye er blevet fin. Held og lykke med Narcistobakken, mon ikke den lykkes i år, du plejer at have held med såning.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, tiden drøner afsted. Hvis jeg kan finde lianer nok, tror jeg også, at jeg laver nogle nye. Narcistobak skulle ikke være så besværlig at så, men alligevel havde jeg ikke heldet med mig sidste gang.

      Slet
  3. Hej Marie!
    Stubbarna har hållit sig fint. Tänker också att det skulle vara fint med en väldoftande Narcisstobak i stubben. Hoppas det lyckas denna gång, med sådden. Gröna fina bräken och kaprifolen gör att det inte ser ut som vinter.
    Ha en fin söndag /Marika

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg tænker men også, at sådan nogle diskrete hvide blomster vil passe godt sammen med stubbene og bregnerne.

      Slet
  4. Sjovt med et stubberi. jeg vidste ikke det var så gammel en "opfindelse".
    Hvis I har fundet stubbene i fjorden, mon så ikke de er blevet noget impræneret af saltvand??
    Jeg lader stubbene stå, når jeg fælder. Har ikke lige muligheder for at få dem op. men diverse småkravl flytter ind i dem alligevel. men der er et par skyggebede der har nogle stammer liggende. dekorativt, og de er faktisk osse smarte lige at støtte sig til når man liige skal nå noget inde i midten.
    De kugler er da smarte. De kan da bruge til mange ting??
    hilsner Gunvor

    SvarSlet
    Svar
    1. Jo, jeg gætter også på, at de stubbe, vi har fisket op af fjorden, er blevet imprægneret, men de andre er det i hvert fald ikke. Jeg kan også godt lide at have stubbe og stammer liggende rundt i beden, og det kunne man jo sagtens også gøre med kuglerne.

      Slet
  5. Vore have er en dejlig legeplads, hvor vi næsten kan gøre som vi vil :-) Jeres stubbed er rigtig fin og må være et godt sted til en masse småkryb. En rigtig god ide, med de runde kugler som kontrast til stubbe og grene. I Statsskoven, hvor min mand arbejder, bliver der efterhånden en del uberørt skov, så der kommer der også stubbede med tiden.
    Med venlig hilsen
    Lene Bedstemorshave

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, haven er en herlig legeplads, og jo mere man lærer om planterne, jo sjovere bliver det. Efterhånden har vi også fået en del uberørt skov her i nabolaget, og det er et specielt og malerisk miljø at færdes i.

      Slet
  6. Stubberiet er måske nok en gammel opfindelse, men det lever i høj grad op til nutidens trend med insekthoteller.
    Den friske liankugle er flot og klæder de uregelmæssige stubbe smukt. Jeg vil prøve om jeg kan få nok clematisrester til at lave en også. Selv om jeg ikke har stubberi.
    Mange hilsener Lisbeth

    SvarSlet
    Svar
    1. På en måde er stubbedet jo et kæmpestort insekthotel:-) Jeg har med tiden udviklet en forkærlighed for den runde form, så jeg synes jo, liankuglerne kan passe ind næsten overalt.

      Slet
  7. Hej Marie

    Det var da jeg stødte på stubbedet hos dig og siden hos Gunilla at jeg lavede mit eget lille stubberi ved huset i Sverige.
    Det er en supergod idé for alle der ikke kun vil den velfriserede have. Det planerede forfald spiller bedre sammen med den omgivende natur.
    Ja, stubbe der har stået i vand er jo delvis nedbrudt, det der er tilbage forgår kun langsomt.

    Ha en dejlig ny uge

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er alletiders, at vi kan inspirere hinanden. Du har helt ret, når du skriver ikke velfriseret, men med de eroderende kugler er stubbedet ved at kunne betegnes som totalt ufriseret, og det har jeg besluttet, der skal gøres noget ved og er allerede så småt begyndt.

      Slet
  8. Der er noget fascinerende ved drivtømmer, som næsten får et knoglelignende udtryk. - Som om man var faldet over en elefantkirkegård. Kan godt forstå I har slæbt de stubbe hjem.
    Ja, haven er vores legeplads og alt kan bruges hvis man har en idé til en "installation". Et stubbed er vel ret og slet en slags kompostplads hvor forfaldet går uhyre langsomt og man nemt kan følge med i processerne, både helt urtidsagtigt og nu også moderne. Forstår godt din trang til at tilføje dine egne kreationer, og når det kommer til kugler af enhver slags er jeg helt med på tanken.
    Tænker der er et idyllisk sted med grønt der titter frem mellem de sjove former, og i takt med at komposteringen skrider frem kan man vel tilføje flere elementer fra oven. Som alt andet i haven er det et "billede" i udvikling/afvikling.

    Hilsner fra Ulla

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak for kommentaren, Ulla. Det er lige præcis sådan, som du beskriver det, at vi oplever stubbedet. Det er, som om de stubbe, vi har hentet ved fjorden, holder sammen på det hele, mens de andre elementer forfalder i et hurtigere tempo.

      Slet
  9. Jag var inspirerad av stumpery och det faktum att stubbar och grenar blir jord igen. Och jag började 'plantera' stubbarna och grenar som jag tog ner på tomten. Men... så en dag hittade jag en massa honungsskivlingar och nu är jag i bryderi. De kan ju ta död på träd och buskar. Jag gick därifrån istället så får jag tänka på hur jag ska göra.

    Ha det gott! Carina

    SvarSlet
    Svar
    1. Honningsvampen skal man bestemt have respekt for; men jeg har indtryk af, at risikoen for, at den udvikler sig, er størst på levende, men svækkede træer og på stubbe, som bliver siddende i jorden, men ikke fritliggende stubbe.

      Slet

Tilføj en kommentar