Vinterkulde

Vinterkulden har nu for alvor bidt sig fast; jeg har set en beskrivelse, der går på, at vi bevæger os rundt i en kummefryser, og det  er ikke spor overdrevet i mine øjne.  Vi var tæt på ikke at rejse bobleplastdrivhuset til frostsarte planter inden i det regulære drivhus - sidste vinter bød jo næsten ikke på frostvejr, og den generelle klimaopvarmning er vel efterhånden en accepteret kendsgerning. Heldigvis tog vi os sammen en kold decembereftermiddag, og det har vi naturligvis ikke fortrudt.


Når jeg dagligt ruller bobleplastdøren op for at lufte ud, er det disse blomstrende løgplanter, der står forrest. Krinolinenarcisserne har jeg allerede skrevet om, så i dag er det den blomstrende alpeviol, jeg vil fokusere på.

Den blomstrende cyclamen hedder alpinum og skulle sådan set kunne klare ret ekstreme frostgrader. Alligevel har den en tendens til hurtigt at forsvinde, hvis den bliver plantet ud i haven i Nordvesteuropa, hvilket måske ikke er så mærkeligt i betragtning af, at den stammer fra det sydvestlige Tyrkiet. Derfor  står potten i sandbedet i den frostfri periode og bliver taget ind i drivhuset, når knopperne er dannet, og det begynder at true med frost.
Bortset fra, at alpinum er vinterblomstrende, skiller den sig også ud på grund af blomsterformen. Blomsten ligner nærmest en skibspropel og får ikke tilbagestrøgne kronblade som andre arter.

Ude i haven er alting gået totalt i stå, og de blomster, der allerede er sprunget ud, krymper sammen i frostvejret. Sarcococca/ kødbær er nok den plante, der leverer varen bedst med de flotte skinnende blade, som næsten ikke reagerer på frosten, og de bittesmå cremefarvede blomster.

Sandsynligvis er der også en del planter, der vil vise sig at have taget skade, men sådan må det nu være i år. Hvis vi til gengæld slipper for den sene nattefrost, skal jeg ikke klage; men ligefrem forhandle med vejrguderne kan vi nok næppe.

Rhododendron insigne har i modsætning til de fleste rhododendrons brunlige indument en metallisk, skinnende bagside på de friske, mørkegrønne blade, og især i blæsevejr kommer det rigtig til sin ret. Blomsterne er smukke; men planten står temmelig skyggefuldt, så blomstringen er aldrig overdådig.


Forleden dag, da jeg spadserede forbi avnbøghækken på vestsiden af skovhaven, lagde jeg mærke til, hvor stor forskel der er på hækplanternes stammer og stammerne på de tre træer, vi har ladet vokse frit som overstandere. 

Det samme fænomen kommer til udtryk i det næste billede, som viser et bøgetræ med en bøgehæk i baggrunden. Træet var en plante, som blev til overs, da hækken blev plantet i 1992, og det plantede vi i skovhaven, hvor det har fået lov til at udfolde sig uden ret meget indblanding fra vores side. I grunden vidste jeg det selvfølgelig godt, men de to eksempler slår tydeligt fast, hvor kraftigt et indgreb hækklipning i virkeligheden er.

Kommentarer

  1. Yndig cyklamen. Den ser så sart ud...
    Sej kødbær,, jeg vidste ikke den blomstrede allerede nu? Jeg har har haft luret på den, men det rigtige sted skal jo osse findes.
    hilsner Gunvor

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, men alligevel er den ikke voldsomt sart, udover at for meget fugt i jorden nok er det, den ikke kan lide på vores breddegrader. Kødbærbusken bliver nok ikke meget større, og så er den ok med almindelig havejord, så den er ikke vanskelig at placere.

      Slet
  2. Det var sørme godt at I fik bobleplasten på plads - og sikke nogle fine blomster du har derinde.
    Har I slet ikke fået sne?
    Næh, vejrguderne forhandler nok ikke :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, det var godt, vi tog os sammen, kan vi se i dag. Det er desværre helt minimalt, hvad vi har fået af sne.

      Slet
  3. Ja vi er vist mange, der er blevet overraskede af kulden. Vi var sikre på, at denne vinter blev som de forrige, men det blev de ikke. Vi dækkede gunneraen i sidste øjeblik, det var godt, ellers havde den været død nu. Spændende hvor meget der dør eller tager skade her i vinter.

    SvarSlet
    Svar
    1. Hvis der var fulgt et pænt lag sne med kulden, havde det været perfekt vintervejr for mig, men barfrosten er en barsk omgang for planterne. Det var godt, I nåede at dække gunneraen. Sidste år havde vi en aflægger, der overlevede fint uden beskyttelse; men den går ikke denne vinter.



      Slet
  4. Så fine dine små narcisser og cyclamen er! De har så søte blomster begge to. Ja, det var bra dere foret drivhuset med bobleplast. Det hjelper jo mye det. Her er det iskaldt med en fryktelig vind og -16, og det skal føles som -22. Jeg må virkelig stålsette meg for å gå ut i dag 😖

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er nogle forfærdelige kuldegrader, du har. Jeg plejer at gå en lang tur hver dag, men det har været for koldt og blæsende nogle dage. Hvordan det ville være oppe hos dig, kan jeg slet ikke forestille mig.

      Slet
  5. Kummefryser er et godt billede. Coronafryser, måske ligefrem.
    Billedet med den utæmmede og tæmmede bøg er super illustrativt. Tænk, hvad man kan gøre med planter, og de finder sig i det.
    Mange hilsener Lisbeth

    SvarSlet
    Svar
    1. Altså en coronafryser lyder ulækker, så kan jeg bedre klare kummefryser, tror jeg😏
      Hækkene og de fritvoksende træer gav mig faktisk associationer til de kinesiske kvinders forkrøblede, indesnørede fødder før i tiden.

      Slet
    2. Uf ja. Forhåbentlig oplever bøgehækken det ikke sådan.

      Slet
    3. Nej vel, men forkrøblet er den jo.

      Slet
  6. Der kan man bare se hvad en tiloversbleven hækplante kan blive til, hvis den får lov. Flot træ! Det er nu meget godt hækken ikke bliver lige så kraftig, for så ville det ende med et pallisadehegn.
    Fine farver på dine forårsblomster, og godt I fik boblehuset op inden det gik løs med vinteren. Global opvarmning behøver jo ikke betyde lune vintre hvert år, og da man aldrig rigtig ved hvornår kulden kommer såå... Det er et gamble.

    Hilsner fra Ulla

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, det er nemlig et gamble, det vintervejr. Og du har helt ret i, at den generelle opvarmning ikke nødvendigvis er en garanti for en lun vinter.

      Slet
  7. Hej Marie

    Ja, der er forskel på klima og vejr, det er da egentlig meget godt vi bliver mindet om det - som nu...
    Meget apropos: Dine Cyclamen alpinum er netop udsat for klimaændringerne, der hvor de vokser naturligt i Tyrkiet, man anslår de vil være væk derfra om en 50 år.
    Godt de bliver bevaret hos havefolket!

    Ha en dejlig weekend

    SvarSlet
    Svar
    1. Vejret er jo ligesom det, vi lever i og med, mens klimaet er en mere abstrakt størrelse for de fleste mennesker. Det er en positiv side ved at gå ind for diversitet frem for at holde sig til lokale planter, hvilket ellers lader til at være trenden lige nu, at man derved kan bidrage til at bevare truede arter.

      Slet
  8. Så vacker cyclamen var! Och vilken vacker häck - där syns tydligt skillnaden mellan bok och avenbok. Min avenbokshäck var alltid mera naken och inte så vackert brun som er är.

    Ha det gott! Carina

    SvarSlet
    Svar
    1. Måske har jeg ikke udtrykt mig tydeligt nok, men i hvert fald er den brune hæk på det sidste billede en bøgehæk, mens den på det næstsidste billede er en avnbøghæk, og den er der ikke mange blade tilbage på længere.

      Slet
  9. Hvor koldt mon der er inde bag bobleplasten? I vores garage fryser det 2 grader, og det er en hel del år siden, vi sidst har oplevet frostgrader i garagen. Så nu er dahliaknoldene kommet ind i varmen, men det bryder de sig nok ikke om.
    Det er en fin bue, der er på jeres bøgehæk.

    Hilsen Elna

    SvarSlet
    Svar
    1. Vi har en lille elvarmer i drivhuset, som går i gang, hvis temperaturen kommer under nul. Ellers ville vi ikke kunne holde temperaturen over nul denne vinter. I stalden, hvor vi opbevarer vores knolde, er temperaturen lige akkurat på plus.

      Slet
  10. Hej Marie!
    Så vacker cyklamen och din fina krinolinnarciss blir man bara glad av. Trodde nog inte att det skulle bli en så kall vinter här heller, då de senaste åren har varit varma och snöfattiga. En och annan planta har nog förfrusit i plastväxthuset inne i det stora, tror det blev för kallt. Får se på våren om det är något liv i dem. Idag är det -9 och sol.
    Ha en trevlig helg /Marika

    SvarSlet
    Svar
    1. I nat havde vi -11 grader, og nu er vi oppe på-4 med det flotteste solskinsvejr og blå himmel. Det er smukt vejr, men når vi ingen beskyttende sne har, er det hårdt for planterne. Det er spændende, hvordan det hele ser ud til foråret.

      Slet
  11. Jeg kan se, at jeres bobledrivhus vist er magen til det vi har, godt at I fik sat det op. I år er der da brug for det. Vi har nu "kun" haft ned til 5 graders frost i drivhuset, men i bobledrivhuset har der været ca 7 grader hele tiden. Jeg undrede mig over, at dine Krinoliener allerede var i blomst, nu forstår jeg det bedre, mine står bare i det almindelige drivhus.
    Sjovt, at se hvad hækklipperen kan gøre, det må være lidt det samme, når man laver Bonsai.
    Yndig Cyklamen :-)
    Med venlig hilsen
    Lene Bedstemorshave

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er smart, synes jeg, med bobledrivhuset inden i det andet, og det er hyggeligt på den måde at have noget, der blomstrer om vinteren. Ja, bonsai er på en måde plantetortur.

      Slet

Tilføj en kommentar