Ventet med længsel

Vi har sikkert allesammen prøvet at købe et lille eksemplar af et træ eller en busk og samtidig fået at vide, at der kan gå mange år, før planten blomstrer. Så går man år efter år og studerer de nye skud - og piller måske lidt i dækbladene - i forventning om, at der kunne være blomster på vej.

Sådan har vi - det er dog kun mig, der piller -  haft det med vores lille hjultræ/ trochodendron aralioides, og i år blev nysgerrigheden belønnet, idet der er blomster i de fleste nye skud. Samtidig er de nye blade så fine og iøjnefaldende, at de egentlig godt kan illudere blomster.

Den samme oplevelse har vi haft med duetræet/ davidia involucrata, som for 6-7 år siden havde de første få  blomster, hvorefter den er begyndt at blomstrere mere og mere for hvert år, der er gået. Træet er fyldt med blomster i år, og de ses allerbedst, når man står inde under træet og kigger op i kronen.

I torsdags ville jeg have lavet et indlæg; men Blogger nægtede at uploade billeder, og uden billeder intet indlæg. Jeg ville ellers have vist dette billede af de 3 blomster i en sartgul staudepæon.

I går var jeg væk hjemmefra hele dagen, og i dag er der kun en enkelt blomst tilbage. Den havde til gengæld besøg af en ivrigt summende bi.

paeonia daurica ssp macrophylla, tidligere steveniana

Vi har talt om at flytte pæonen til et sted, hvor den fik mere plads og måske ville producere flere blomster; men det har vist sig, at dens rødder har bredt sig ind under nogle kæmperødder fra det tibetanske kirsebærtræ, så vi ville sikkert bare slå pæonen ihjel, hvis vi gik i gang med spaden. Det er efterhånden blevet kirsebærtræet, der enevældigt hersker over det bed.

Vel over hele den del af haven.

Meconopsis/ valmuesøster nyder jeg at følge igen, efter at de har været forsvundet i 3 år. Farvespillet mellem blomster i knop og blomster, der er sprunget ud, er så fint. Samtidig er det spændende at se, hvordan den enkelte blomst jonglerer med det lilla farveislæt, som altid kan anes i selv de mest mørkeblå blomster.

I flere år har jeg sået frø af forskellige slags forårsanemoner, ikke de dem  fra løg, men stauderne. I år er der blomster i den cremefarvede anemone rupicola og den grønligtgule anemone palmata. I collagen har jeg sat dem sammen med blomster fra trullifolia og  obtusiloba Pradesh.

Pradesh og trullifolia har en vækstform, hvor blomsterstilkene går skråt ud fra centrum af planten, hvilket betyder, at de optager uforholdsmæssigt meget plads og kan være ret irriterende, når man vil tage billeder af dem. Jeg har faktisk set billeder af planter, hvor stilkene står opret, men sådan opfører vores sig altså ikke.