En fremragende påskedag

Selvom vi går meget op i vejret, må jeg tilstå, at jeg har mere end svært ved at huske fra det ene år til det andet, hvornår f.eks. nattefrosten forsvandt. Søren mener, den bliver hængende ualmindeligt længe i år, og måske er der noget om snakken. Alligevel har vi haft en forrygende påskedag med sol fra en skyfri, blå himmel, og jeg kommer til at tænke tilbage til påskedag for to år siden, hvor vi drak eftermiddagskaffe på gårdspladsen sammen med datteren og hendes familie ved hvert vores bord. Det var, dengang coronaforskrækkelsen virkelig havde fået tag i os.

Trillium og blodurt er uundværlige ingredienser i vores aprilhave, og i dag viser jeg to trillium i miniformat. Den største er rivale ( nu kaldt pseudotrillium), som jeg omplantede for to år siden, samtidig med at jeg flyttede den diminutive hibbersonii fra en krukke ud i spaltebedet.

Den fyldte blodurt startede oprindeligt som en enkelt plante og bevæger sig nogle centimeter mod øst hvert eneste år. Nu måler den omkring halvanden meter. Star danner derimod en rund klump.

I samme område blomstrer en fyldt primula,som har boet i haven i mere end ti år, mens trådpæon/ paeonia tenuifolia kun står med knopper. Den er næsten kønnest på dette stadie, for efterhånden som den nærmer sig blomstringen, bliver den mere og mere ranglet, og den er håbløs at binde op.

For sidste gang har paeonia veitchii woodwardii fået genvalg på bloggen. I blomst bliver planten lidt for broget for min smag, men den enkelte enkle pæonblomst er nu rigtig køn.

Af andre småstauder har jeg valgt at vise en lav pileurt persicaria tenuifolia, vårskærm/ hacquetia epicactis og en hvid kobjælde/ pulsatilla, som nu er sprunget ud.

Vores ældste camellia står øverst i skovhaven og er sprunget ud, selvom den jævnligt er udsat for en kold vestenvind. Den smider hele blomster, når de er visnet, så vi slipper for at skulle soignere busken. Den måde at håndtere blomstringen på er efter sigende typisk for en hybridgruppe med tilnavnet williamsii. Vores eksemplar tror jeg hedder Les Jury.

Også omme i skovhaven er denne eksotiske lærkespore dukket op. Den har sået sig selv og er umanerlig flot, synes jeg. Den oprindelige mørke lærkespore er meget spinklere, men står også næsten i fuld skygge 

Her er det smalbladet lungeurt/ pulmonaria longifolia, der har sået sig selv. Blå stauder er blandt mine favoritter.

Iberis/ snepude eller sløjfeblomst har vi efterhånden haft i en hel del år, men det er først i de seneste par år, at den er begyndt at blomstre for alvor. Når man får fat i stilken, kan man godt mærke, at det er en halvbusk.

Det er et umiskendeligt tegn på forår, når motiverne til bloggen ikke længere er noget, man skal lede efter, men nærmest står i kø. Alligevel er forventningens glæde også stor, så jeg vil slutte med et billede af vores største træpæon.