Valdemarsdag



På valdemarsdag har jeg fødselsdag, og det samme havde min tidligere kollega Tanja. Da hun var barn bildte hendes far hende ind, at hele landet flagede for hende, og det troede hun på i mange år 🙂  Det har jeg nu aldrig forestillet mig; men jeg nyder alligevel dagen i fulde drag, især fordi haven på denne årstid er så frisk og frodig og blomsterrig.
Søren havde plukket en romantisk buket af Constance Spry til morgenbordet uden, at det overhovedet kan ses på busken. Alissar Princess of Phoenicia kunne netop mønstre en enkelt af sine specielle blomster på dagen.


Ellers har jeg valgt at fokusere på en håndfuld store stauder, som står i fuldt flor, og starter med to forskellige farvebælg/ baptisia. Farvebælg kaldes også falsk lupin, hvilket jeg synes er misvisende. I modsætning til lupin har man glæde af farvebælg hele sæsonen, og om efteråret står den med nogle dramatiske, sorte frøstande, mens lupinen for længst er visnet ned. 



Pileurten persicaria polymorpha undrede Kjeld Slot sig på et tidspunkt over, at han ikke så ret tit; men jeg forstår det i grunden udmærket,  for hvis den får lov,  bliver  den megastor, og ikke alle har jo plads til sådan en kæmpe.

Det samme gør sig gældende for forskelligbladet tidsel / cirsium heterophyllum. Den er nok nærmest invasiv, vil jeg mene, idet den flittigt danner udløbere, hvor pileurten er klumpdannende. I forgrunden blomstrer strandkål/ crambe maritima, som vi efter mange forsøg omsider har fået til at trives. Løsningen var at plante den på havens mest elendige plads, hvad jorden angår


Det er på en måde den samme historie for denne salvie. Staudesalvie trives ikke rigtigt i vores lerjord, og denne store gruppe er opstået ved, at en salvie i en krukke smed frø omkring sig i gruset og stenpikningen.

Den gule aconitum anthora er i grunden en køn staude, som dog frøsår sig selv alt for villigt. 

Paraplyblad/ diphylleia cymosa har blomstret for længst og  har allerede udviklet sine karakteristiske blå bær. De forsvinder lynhurtigt, når fuglene opdager dem.

Valmuesøster/ meconopsis blomstrer kortvarigt ligesom de rigtige valmuer. Alle vores er frøplanter, så navne kan der ikke blive tale om, selvom vi på et tidspunkt havde en hvid, der hed Marit:-) Det er kortlivede stauder, så jeg sørger hele tiden for, at der er frøplanter på vej.

Kommentarer

  1. God morgen og tillykke med fødselsdagen i går, jeg havde tænkt på dig, men kunne ikke huske datoen, det kan jeg nu, når du skriver, det er Valdemarsdag, det er nemt at huske. Flot buket Søren har plukket til dig. Flotte meconopsis, det var vist nu, man skulle besøge jer ;) der er lidt langt imellem os. I er stadig velkomne, hvis I har tid og lyst til en tur herover. Jeg kom til at tænke på, om du har en trælupin? Den er jo også fin hele året.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak for det, Lisbeth. Ja, både afstanden og færgen gør det ret besværligt for os at besøge hinandens haver. Trælupin har jeg sået med held flere gange. Men hver gang er den gået ud efter det andet år, og jeg ved ikke, hvorfor den gør det. Hos dig trives den jo i hvert fald fint.

      Slet
  2. Tillykke med dagen! Ja, det er en en skøn tid at fejre fødselsdag med friske roser på morgenbordet og en have der bugner af store trivelige stauder. Dejligt at du har plads til alle disse kæmper som vi andre med små haver nok ville blive kvalt i. Det er vel netop det der kendetegner den store have på landet, og dem er der vist ikke så mange af mere.
    Jeg købte frø af strandkål på Samsø sidste år, men der er da ikke nemme at få til at spire. Foreløbig har jeg ikke set en smule, og jeg har ellers hentet en spand sand og tang på stranden til at så dem i... Håber engang at få en flot plante som din!
    Dejlige valmuesøster i forskellige kulører!
    Hav en dejlig dag!

    Hilsner fra Ulla

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak for det, Ulla. Farvebælg er en del år om at blive stor, men ellers vil jeg give dig fuldstændig ret i, at de her store stauder ikke går i en lille have . Det undrer mig i grunden, at det er så besværligt at få gang i strandkålen, for ved nogle strande trives den jo fortrinligt, og du har jo simuleret dens vækstforhold, kan jeg forstå.

      Slet
  3. Hej Marie!
    Gratulerar i efterskott! Vilken fin bukett det blev, och det märks inte på rosenbusken att den fått bli av med några grenar. Vilket vackert collage med de blå Meconopsis. Den gula stormhatten är vacker. Du har plats för växterna att bre ut sig, stora fina exemplar.
    Ha det gott /Hälsningar Marika

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, Marika. Ja, vi er heldige, at vi har plads til planter af den størrelse. Så har ukrudtet også svært ved at finde plads🙂

      Slet
  4. Tillykke med dagen - det er vel nok en festlig flagdag at have fødselsdag på.
    Hvor er det smukke stauder - store og frodige og seværdige. Farvebælgen(e) er virkelig flotte, synes jeg. Og så er det da en imponerende samling valmuesøstre, du har, med så mange variationer. Det må være spændende hvert år, hvad der nu dukker op.
    Mange hilsener Lisbeth

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, ja, det er en fin dag at have fødselsdag på. Netop fordi de er frøplanter, er der stor variation blandt meconopsisblomsterne. Hvis der er nogle, jeg er mere glad for end andre, binder jeg en sløjfe på stilken, så jeg kan se, hvor jeg skal hente frø. Det er måske i virkeligheden noget pjat, for man kan ikke regne med, at de er frøægte.

      Slet
    2. - men det ser sikkert fint ud med sløjfer i bedet ;-)

      Slet
    3. Det kan du have ret i😊

      Slet
  5. Til lykke med din fødselsdag, Marie! Så mye fint du viser fra hagen din, og jeg er så imponert over alle dine meconopsis 😊
    Det er så mange vakre fargenyanser av de.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak skal du have, Marit. Det er rigtigt, at der er mange farvenuancer blandt menonopsis, ligesom der er forskellige antal kronblad. Ja, nogle af blomsterne er vel faktisk dobbelte eller i hvert fald halvdobbelte.

      Slet
  6. Dejlig morgenbuket, tillykke med fødlsdagen igår. Valdemarsdag er en god dag til fejringer. Datteren og svigersønnen giftede sig den dag for et par år siden, da det var en lørdag, "så ville Alle flage for dem" hihi.
    Den er flot den farvebælg. Jeg er først for nylig blevet opmærksom på den. En skøn blå farve, og du skriver den får flotte frø om efteråret er da en ekstra fordel.
    Jeg havde tidselen engang , men den forsvandt efter et par år. Det samme med salvien, vores jord er nok for lerert, trods mange års kompost.
    Sjovt med alle de forskellige valmuesøstre. det er jo ellers den blå man tænker på, til den.
    hilsner Gunvor

    SvarSlet
    Svar
    1. Smart tænkt af din datter og svigersøn :-) Nej, farvebælg er vist ikke særlig udbredt, selvom den har det fint under danske forhold. Der var dog et portræt af den i Haven her I foråret, hvilket sikkert godt kan skærpe folks interesse for den. Vi havde en overgang en helt lilla meconopsis, og jeg gætter på, at det er den, der har sat sit præg på frøafkommet.

      Slet
  7. Tillykke med fødselsdagen forleden. Der findes næsten ikke en smukkere buket end en buket friskplukkede roser fra haven. Supermarkedernes bundter med roser, kan man da blive gruelig træt af. De sælges året rundt, og alle roserne i et bundt er nøjagtig ens. Når man tilmed ved, at de en stor del af året bliver fløjet hertil fra Afrika, får man tilmed dårlig samvittighed, hvis man køber dem.
    De er flotte de store stauder, og de giver variation til et staudebed. Navnet pileurt kan give mig kuldegysninger, men der findes vel også pileurt, som ikke er invasive?

    Hilsen Elna

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg er enig. Årstidernes skiftende synes jeg, man bør kunne se afspejlet i butikkernes udbud. F.eks. bryder jeg mig ikke om at se blomstrende hortensier allerede om foråret. Denne store pileurt er ikke invasiv, men vokser ca. til det dobbelte på et år, så den kræver virkelig en omhyggelig placering.

      Slet
  8. Grattis i efterskott! Det blommar så vackert hos er nu. Pilörten var ny för mig men läcker i sin frodighet. Tisteln liknar en bäcktistel jag odlar men den verkar inte sprida sig så farligt men tiden kommer väl visa... Det är fascinerande hur olika aconitum breder ut sig med frön. I år ska jag försöka klippa ner alla fröställningar för det blir ett otroligt ogräs annars.

    Ha det gott! Carina

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak for kommentaren, Carina. Hvis man har plads, er det skønt med store, frodige planter som f.eks. pileurten. Det kan bestemt blive nødvendigt at fjerne frøstandene på nogle aconitum, hvis de ikke skal overtage store dele af haven. Især denne gule art er slem, synes jeg.

      Slet
  9. Håber du havde en rigtig god fødselsdag. Jeg skal love for, at I har mærket i egen have det med "rette plante til rette sted". Planterne bliver flotte på de rigtige steder - også når de selv skal finde stedet! Jeg nyder min blå farvebælg og glæder mig til den bliver lidt større. Den gule er også smuk.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det havde jeg, tak. Det er bestemt en fornøjelse, når planterne trives på deres placering. Farvebælg er da en skøn plante. Jeg tog en buket ind til fødselsdagen. Den var simpelthen så raffineret i al sin enkelhed.

      Slet

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

blomsteramok

Maj måneds kulde, gør laderne fulde

Påskeblomster til påske

Forventning og utålmodighed

Aprilblomstring