Så blev det september

- og det er ensbetydende med, at min lyst til havearbejde tager et ordentligt dyk. Det vil dog sige,  jeg har mange små projekter på beddingen i form af omplantninger og den slags, som jeg gerne ville i gang med; men det tillader tørken jo ikke. I stedet for kan man gå rundt og deadheade roser og fjerne vissent løv og vande krukker igen igen; men det er altsammen langt fra noget, der får mit hjerte til at banke.

Jeg starter dagens indlæg med det bed, vi kalder halvmånebedet pga formen. Den er nemlig bl.a. beplantet med nogle hortensier, som blomstrer lige nu. En af dem er den egebladede hortensia med fyldte blomster (hydrangea quercifolia Snow Flake). Blomsterstandene er smukke og imponerende, men også så tunge, at busken skal have hjælp til at holde dem oppe.

Vi, der har roser i haven, kan nyde deres genblomstring her i september. Hot Chocolate var en af de første, der sprang ud, og er en af dem med den mest blomsterrige remontering. At den er temmelig barbenet, er en anden sag.

Nyheden om at Austin Roses er begyndt at udfase nogle af deres  meget velkendte roser, har fået mig til at kigge på vores roser med et kritisk blik. F.eks. er Heidi Klum, som ses herunder, ikke nogen særlig sund rose, men blomsten er utrolig smuk, synes jeg, og den er sådan set også rimeligt blomsterrig. Så hvad gør man? Jeg kan ikke nænne at smide den på lossepladsen. 

Det er ikke alle blomstrende planter, der ældes med ynde, men de fleste klematis gør, og det gælder også for Arabella, som har blomster i forskellige nuancer, alt efter hvor nyudsprungne eller halvvisne de er, sammen med små dekorative frøstande. Det er rart med planter, hvor man ikke absolut skal have gang i saksen.

Aster Marina Wolkonsky er lige begyndt at blomstre. Noget vand ville sikkert få den til at åbne blomsterne mere op.

Djævelsbid / succisa pratensis anbefales til den vilde og bivenlige have, og jeg vil gerne tilføje, at de små lyseblå kugleblomster er fine i buketter sammen med blomster med noget mere volumen. Det gælder faktisk også de grønne frøhoveder.

Et sted så jeg den følgende forklaring på det specielle navn: Planten har fået det danske navn, Djævelsbid, fordi jordstængelen i spidsen ser afbidt ud. Gamle sagn fortæller, at djævelen bed spidsen af, fordi han misundte menneskene dens helbredende egenskaber. I middelalderen blev planten benyttet imod forskellige sygdomme, bl. a. skab.

 Et andet sted læste jeg, at man skal være ganske heldig for at opleve planten formere sig i haven, hvilket jeg er aldeles uenig i, idet jeg tværtimod har erfaring for, at den fordobler sin størrelse på en enkelt sæson.

Beesia calthifolia med de skinnende hjerteformede blade og de små, hvide og stjerneformede blomster er en klasseplante, og hvis vejret var til det, ville jeg frygtelig gerne lirke den op af jorden for at se, om det er muligt at dele den.

Jeg vil slutte med en stedsegrøn plante, nemlig en penselfyr/ pinus parviflora med det japanske tilnavn  tanima no yuki, som betyder sne-i-dalen. Det er en dværg, som kun vokser nogle få centimeter om året. Heldigvis, tænker jeg, for den er lettere at passe ind som busk end som træ, vil jeg mene . I mine øjne er den lige så smuk som de blomstrende planter, vi bloggere er tilbøjelige til at fokusere mest på.