Det første sommerindlæg handler om sensommerbedet.

Sensommerbedet/ seniorbedet/ gyllebedet startede vi på i 2014, da vi fik fjernet to store gylletanke, som ikke længere havde nogen funktion. På grund af beliggenheden mellem selve haven og erhvervsafdelingen skulle beplantningen være robust og ikke alt for forædlet, og vi landede på planter som græsser, kæmpeærenpris, asters og kvæsurt med flere.

På vej om til bedet kommer man forbi nogle store stauder.Den hvide pæon emodi ses ikke tit i planteskolerne og er dyr, når man tjekker i netbutikkerne. Det kan godt undre mig lidt, for den trives utroligt godt i vores lerjord.  Måske er den enkle, hvide blomst mindre populær hos haveejere end de store lyserøde pæonblomster, der springer ud i juni, og derfor er den måske ikke smart for havecentrene at have i deres sortiment.


Bag ved emodi står parasolblad /  astilboides tabularis, hvis glansperiode er maj-juni, hvor den har friske, grønne blade. Dens blomstring består af en latterlig lille hvid dusk, som i mine øjne overhovedet ikke matcher de flotte blade. Sidste år var planten naturligt  nok en  skygge af sig selv.

Bedet herunder har forandret sig meget, siden der blev sået en blomstereng i 2013, altså året før vi anlagde sensommerbedet. De sidste to år har der ikke været meget tilbage af engen; men i år er der dukket nogle flotte grupper af margueritter op, og de lyser op blandt græsser og kæmpeærenpris og hvad der ellers blomstrer ud på sommeren. I forgrunden af billedet rager Kleopatras nål/ eremurus robustus op. Bag ved den står et nydeligt lille træ, en fliget- eller bregnebladet elm/ ulmus glabra crispa. Et nærbillede af bladene kommer lidt længere nede.


I baggrunden foran raftehegnet ses den grønne seniorbænk, som er bedets centrum , og som bliver flittigt brugt. Der deler vi af og til en kold øl efter endt havearbejde.

Er den ikke flot? Det virker måske umiddelbart overraskende, at stauden herunder er en hvid kæmpeærenpris/ veronicastrum virginicum album. Blomstringen, jeg viser, er fra  ottende august.


Amsonia Blue Ice har jeg helt bevidst plantet for at have noget, der blomstrer først på sæsonen. Den er en langsom starter, men en fantastisk staude, når den først har etableret sig.  Blomsternes blå nuancer er så fascinerende, og om efteråret gulnes løvet på smukkeste vis.


Et andet blåt indslag er grupper af camassia/ prærieliljer. Jeg regnede med, at de skulle blomstre i første halvdel af juni, men flere af dem er allerede tæt på at være afblomstret.

En enkelt rose er der også i bedet, nemlig den meget enkle vildrose  rosa pendulina var. pyrenaicum.

Kæmpehavre/ stipa gigantea er det første store græs der er sprunget ud. Det bliver bare smukkere og smukkere de næste måneder.

Den lyserøde busk tamarisk/ tamarix dominerer bedet lige nu; men set fra en anden vinkel er der konkurrence fra en mørk hyld/ sambucus, som jeg har haft held med at lave fra en træagtig stikling. Jeg har det bedst med noget højdevariation i bedene og kan derfor ikke lade med at plante træer eller buske på strategiske steder rundt omkring.

Kommentarer

  1. Flotte bede. Et godt sted at sidde og liige en kop etellerandet.
    Mine prærieliljer er da afblomstret for længe siden. Er din nogle sene typer? Eller har mine være ekstra tidlig på den. Det er en super plante, og den smider sig ikke ned når den er afblomstret, et stort plus.
    hilsner Gunvor

    SvarSlet
    Svar
    1. ja, man sidder godt der idt i det hele. Nogle af mine camassia er afblomstret, men den, jeg viser i dag, er stadigvæk i blomst.

      Slet
  2. Det ser ud til at være en god idé at plante træer og buske imellem stauderne, det har jeg i øvrigt også. P. emodi er en fantastisk villig busk, den blomstrer også fint hos mig, og jeg er selvsagt glad for, at du har givet mig den. Inden længe kan min også deles, jeg har den allerede to steder i bedet. En virkelig grovillig plante.
    Jeg siger som Gunvor, min camassia er afblomstret nu, din ser mindre ud, mon det er en anden slags?

    SvarSlet
    Svar
    1. vi har altså de samme erfaringer med emodi, kan jeg forstå. Camassiaen er ca 40 cm høj og hedder quamash. den er vist den laveste form, der fås.

      Slet
  3. Sikke et dejligt bed med mange skønne planter. Pæonen er så fin, men du har nok ret i at de fleste foretrækker de mere prangende, det er vist det samme med roser.
    Amsonia er så fin,en af mine er også i blomst, men jeg har to andre, der lader vente på sig. Prærieliljerne er også næsten færdige her, men så kommer de hvide.
    Med venlig hilsen
    Lene Bedstemorshave

    SvarSlet
    Svar
    1. vi er selv virkelig glade forbedet. Om kort tid er jorden helt dækket, og så er der næsten ingen pasning. Jeg har også et par andre amsonia, som overhovedet ikke er tæt på at springe ud.

      Slet
  4. Sikke et dejligt bed, og det var en interessant gennemgang af planterne. Jeg foretrækker også, at der er buske og træer i staudebedene, da det som du siger´, giver højdeforskelle, men også en variation. Sikke nogle flotte blade på elmen. Hilsen Susanne

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak for kommentaren, Susanne. De såkaldte præriebede er jo også flotte, eller kan være det; men for mig er det svært for ikke at sige umuligt at indpasse sådan en flad mark i resten af haven.

      Slet
  5. Hei Marie.
    Trær og busker gir variasjon i et bed.
    Er imponert at du holder orden på navn på planter og trær du har i hagen. Det er ikke få.
    God uke.
    Hanne-Lise.

    SvarSlet
    Svar
    1. Nemlig, og den variation kan jeg slet ikke undvære. Navnet på elmen måtte jeg lede efter; men så er det smart, at bloggen har etiketterne, så navnet kan gemmes der som i en opslagsbog.

      Slet
  6. Flotte busker og trær hos deg. Ditt første bilde er så vakkert og stemningsfylt. Kunne godt ha sittet på din krakk og drømt meg bort :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, Marit. Ja, der sidder man også rigtig godt.

      Slet
  7. Godmorgen Marie

    Amsonia var en ny slægt for mig - den vil jeg lige kigge på under togrejsen.
    Flot roligt bed med plads til det hele:)

    Ha en dejlig dag

    SvarSlet
    Svar
    1. God fornøjelse med amsonia. Ja, der er godt plads, hvor de store planter kan konkurrere om pladsen.

      Slet
  8. Hej Marie!
    Det känns som att bakom varje hörn kommer det något nytt fantastiskt i din trädgård. Så väl planerat och vackra växter. Ja, den är flott, din kämpeärenpris, och amsonian, och camassia.
    Ha det fint /Marika

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak for kommentaren, Marika. Vi er selv virkelig glade for bedet og hele området. Der er sådan en rolig og afslappet atmosfære.

      Slet
  9. Det är så vackert! :) Att ha träd och buskar som ger höjd är oumbärligt tänker jag det blir bättre harmoni så. Men bänken där man kan njuta en öl är kanske ändå det allra viktigaste - en plats att njuta härligheten också.

    Ha det gott! Carina

    SvarSlet
    Svar
    1. En bænk, der bliver brugt, giver sikkert en anden stemning end en bænk, som kun er der som dekoration, og når de store græsser bevæger sig i vinden i sensommeren, er det allerbedst at sidde på bænken.

      Slet
  10. Jeg kan godt lide beslutningen om at prioritere robuste og 'naturlige' planter sammen, og det ser ud til at være lykkedes vældig godt inkl bænken til en deleøl.
    Jeg kunne slet ikke forestille mig at have et rent staudebed, så jeg forstår din beslutning om træer og buske, der giver højde og drøjde. Tænk, jeg kender en, der ikke vil have træer i sin have...!!!
    Det lyder sært, at emodi er så svær at få fat på med alle de gode egenskaber. Nå, men pludselig bliver de enkle blomster nok moderne igen.
    /Lisbeth

    SvarSlet
    Svar
    1. For to år siden trivedes de store græsser nærmest lidt for godt, mens væksten var noget mere håndterlig sidste år. Ja, moden udvikler sig jo hele tiden, så det kan sagtens tænkes, at enkle blomster bliver den nye dille. De passer da i hvert fald betydeligt bedre ind i den naturprægede have end store, fyldte blomster.

      Slet
  11. Den lille Emodi er bare så fin - ja, bedet virker i det hele taget meget velkomponeret - kan også godt lide den lyserøde busk og at der er træer og buske imellem stauderne.
    Hyggeligt med sådan en seniorbænk :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak for kommentaren, Ulla. Tamarisken bliver jo ikke ved med at være lyserød. Når blomsterne visner, kommer den til at minde mere om lyng, synes jeg, og virker mere anonym, end mens den blomstrer.

      Slet
  12. Hei Marie.
    Et utrolig flott hageområde, eller stort bed. Flott med store bed hvor det også er plass til busker og trær. Og,..dere har utrolig mange fine planter, får lyst på så mye:-)
    Skulle veldig gjerne sett hagen deres!
    Ha en fin kveld/Eirin

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak. Ja, bedet er stort - næsten som en lille parcelhushave. Heldigvis kræver det ikke specielt meget pasning. Det største problem er nok, at ukrudtet og nogle af stauderne ikke kan lade være med at så sig selv i stenmelsgangene.

      Slet
  13. Hvor ser det smukt og frodigt ud, og hvor er bedene fint komponerede. Store bede med både stauder, buske og træer er smukke - ikke mindst i vinterhalvåret, hvor stauderne ikke syner af så meget. Rosa pendulina ser så enkel og fin ud, og jeg forestiller mig, at den har en dejlig duft.

    Hilsen Elna

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak for de pæne ord, Elna. Vi er ikke bange for at ty til havekonsulenter for at få hjælp til at indrette haven, hvis vi ikke kan få hul på bylden; men det her bed har vi selv designet og lavet. Med rimfrost ser bedet fantastisk ud om vinteren; men bagefter, når græsserne vælter, er godt at have noget, der bryder helheden og giver noget højde.

      Slet
  14. Så många vackra blommor. Har njutit en stund hos dig. Ha en fin dag kram Nina

    SvarSlet
    Svar
    1. Hvor hyggeligt at du kiggede indenfor og tog dig tid til at lægge en kommentar.

      Slet

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

blomsteramok

Mest krukker

Så blev det november

Slut på indian summer

Er det mon blevet rigtig vinter?