en søndagsrunde

          

Her på matriklen er vi enige om, at der er en ganske særlig afslappet og hyggelig stemning i disse dage, når vi går vores runde i haven. De sidste blade er ikke faldet af træer og buske endnu, de stedsegrønne træder mere og mere frem, og det er lidt af en sport at finde frem til planter, som blomstrer.

Fasanbusken/ leycesteria har stadigvæk alle sine blade, og de mørkerøde dækblade giver en illusion om, at den stadigvæk blomstrer.

Det næste billede viser kombinationen af hortensiaens blå blomster og voksplantens (sinocalycanthus) gule blade. Voksplantens blade hører til den stive type, som er længe om at formulde, så med mindre jeg er usædvanligt doven, plejer jeg at rive dem væk.

Ambratræet/ liquidambar med en baggrund af elefantgræsser i høstfarver.

Miscanthus adagio er derimod stadigvæk grøn og frisk at se på.

Et (dum)dristigt eksperiment: Rhododendron sinogrande  regnes ikke for hårdfør her i landet, så indtil nu har den overvintret i drivhuset som krukkeplante. Imidlertid fylder den utroligt meget med de enorme blade, og nogle af dem ser desværre ikke alt for sunde ud. Derfor har vi plantet den ud i skovhaven på en plet, hvor der både er læ og skygge for sommersolen. Når nattefrosten bliver en realitet, er vi klar til at dække den med nogle grangrene og noget fleece eller lignende.

Drivhuset er ellers gjort klar til vinterbeboerne, og clematis Freckles er begyndt på sin blomstring.

Tigerliljen stod og så så trist og forkommen ud i regnvejret, så den fik lov til at komme i ly i drivhuset.

Ude i haven er det ampelpileurten/ polygonum capitatum, der er den mest blomsterrige plante. Den sår sig selv flittigt i et bestemt område af haven.

Hvis man er interesseret i cyclamen, har man at gøre med en planteslægt, der kan levere blomster stort set året rundt. Den efterårsblomstrende hederifolium er afblomstret, og den forårsblomstrende coum må vi vente på nogle måneder endnu; men så er der cilicium, som også blomstrer om efteråret i oktober/ november. På vores breddegrader overlever den længst som krukkepplante, selvom den udmærket tåler frost. Det, den ikke tåler, er vores våde vintre.

Cilicium har nogle karakteristiske blade, og på det næste billede, som viser en gruppe  frøplanter, er det sjovt at se, at cilicium, hvis navn stod på frøposen, kun fylder ganske lidt i samlingen. De andre blade ligner mere hederifolium.

Alpinum/ trochopteranthum hører til de vinterblomstrende, men er startet tidligt i sit beskyttede krukkemiljø.

Ude i haven blomstrer purpurascens. For mange cyclamensamlere markerer det starten på cyclamenåret, når den begynder at blomstre i juli. Dens blomstring er undertiden langstrakt, og er man heldig, kan ens purpurascens småblomstre det meste af året. Det gør vores nu ikke, og i år er dens blomstring startet usædvanligt sent på året. Den beskrives desuden som den eneste stedsegrønne cyclamen, og på billedet kan man godt se forskel på plantens nye og gamle blade.

Cyclamen kan ikke forveksles med andre små bunddækkeplanter, og for en overfladisk betragtning ligner blomsterne allesammen hinanden. Alligevel er der tydelige forskelle. Alpinums blomster ligner nærmest en lille propel, mens purpurascensblomsterne har et vindblæst og tilbagestrøget præg.