glasbær - et portræt

Lisbeths overvejelser om eventuel beskæring af glasbær har fået mig til at lave et indlæg om busken.

De glasbær, der overvejende står i danske haver, er en selvbestøvende form af callicarpa bodinieri. Det er en forholdsvis langsomtvoksende og hårdfør busk med en ret åben og ranglet vækst, som det fremgår af billederne.Den kan blive et par meter høj og næsten lige så bred, hvis man ikke beskærer den. 

Det gør jeg, men med måde. Formålet er først og fremmest at holde den som en mellemstor busk  - det vil ødelægge helheden i den del af haven, hvis den bliver så høj, at den kommer i konkurrence med de små træer, vi har plantet strategiske steder i det gamle staudebed. Dernæst fjerner jeg grene, som vokser skævt eller ind i busken - ligesom man beskærer roser. Desuden fjerner jeg grene, som rager ud over pikstensstien, som tager en runding rundt om busken. Heldigvis blomstrer den på årsskuddene.

Hvis man fjerner et topskud, f.eks.fordi det rager ud over stien, får man det uskønne resultat, jeg har zoomet ind på herover. Sådan mener jeg, at mange buske opfører sig, f.eks. mange roser. Det er en bedre idé at fjerne grenen ved roden; men det nænner man jo ikke altid, fordi man tænker på alle de smukke bær, man så går glip af. En anden konsekvens af at fjerne grene ved roden er desuden, at busken sætter nogle lange javerter i vejret, som først med tiden udvikler sideskud. Det kræver en vis portion tålmodighed ikke at fjerne sådan en gren, for pynte gør den ikke.

I køkkenhaven har vi dette lille busket af glasbær, som jeg har sået for mange år siden, og de får lov til at udvikle sig uden, at jeg generer dem (ret meget) med beskæring. De viser også buskens smukke høstfarver.

Ganske kønne, små blomster får busken også. Det sker bare på et tidspunkt, hvor der generelt er så meget knald på blomsterfarverne, at de er lette at overse.

For at give noget liv til busken i dens mere anonyme periode har jeg plantet clematis durandii som selskabsplante.

 

Der findes andre glasbær end bodinieri; f.eks. har vi en 4-5 år gammel dichotoma issai, som er en lavere og mere afrundet busk. Den har blomstret hvert år, men endnu ikke sat bær. For 2 år siden flyttede vi den, og da glasbærs rødder går ret dybt, har det uden tvivl sat den noget tilbage. Den kan vist skæres helt tilbage til jorden om foråret, hvilket jeg dog ikke har prøvet endnu.

Jeg købte "issai" i Lønbæk Planteskole, og det ser ud, som om Anne Marie lige nu fører en variant, der får hvide bær. Den har jeg uden held forsøgt at så flere gange.

Lidt derudefra. Tøvejret pynter ikke på haven, men påskeklokkerne takker ja til at blive befriet for den tunge sne.

I drivhuset begynder Winter Beauty at åbne de første klokker.