Februar 2023

 

Ja, hvordan mon den bliver? Nogle år starter foråret tidligt, og andre år er februar hvinende kold. Umiddelbart foretrækker de fleste haveejere et tidligt forår; men får vi så nattefrost i april- maj, er der ikke meget ved det.

Haven begynder efterhånden at bede så mindeligt om at få fjernet visne blade og staudetoppe; men vejret lægger slet ikke op til den slags aktiviteter for tiden, og jorden er så våd, at man nok bør undgå at trampe rundt i bedene. Så er det hyggeligt i stedet for at gå en tur i drivhuset, hvor de små krinolinenarcisser blomstrer.  De sender knopper op forskudt henover vinteren,  så der stort set hele tiden er nogle af dem, der blomstrer.


Også cyclamen alpinum er begyndt at blomstre efter at have stået klar med knopper i flere måneder.

Sensommerbedet er et af de bede, der virkelig trænger til at blive gjort forårsklar. Det kan ligne en uoverskuelig opgave, men når Søren går i gang med hækklipperen, og jeg bærer toppene nogle få meter om på møddingspladsen, hvor de bliver brændt af, så tager det kun et par timer.  Bagefter venter dog også eventuel jordopfyldning og deling af de største græsser. Den sidste opgave er noget af en udfordring, skulle jeg hilse og sige.

Efter sådan en omgang halm er det forfriskende at betragte nogle vintergrønne bregner. 

Endnu en frøplante af påskeklokke er sprunget ud.

Jeg er sikker på, at jeg kan se små gule kugler, når jeg kigger op i kronen på cornus mas/  kirsebærkornel. Jeg kunne i grunden godt tænke mig at få træet beskåret, sådan at blomsterne kommer mere i øjenhøjde.

Kommentarer

  1. Ja, dere har vel også fått mye nedbør i fjor høst og nå i vinter. Det er nok best å unngå å tråkke for mye i bedene til det får tørket opp, ja. Dine blomster i drivhuset ser så friske og fine ut. Lekker farge på din frøplante. Det er spennende å følge med på alt som dukker opp hos deg nå 😊

    SvarSlet
  2. Meget nedbør i form af regn har vi bestemt fået. Det er hyggeligt med vinterblomstrende planter synes jeg, også dem som er nødt til at overvintre i drivhuset. De bidrager desuden til kontinuitet i haveåret.

    SvarSlet
  3. De er søde de små narcisser, Balletdansere.... Og cyklamen osse. Jeg havde håbet at kunne komme til gartneriet Spiren og finde dem. MEN det er jo lukket. Sidste år var det sidste, snøøft.
    Ja drivhuset er super i denne tid. Bare den mindste sol, så er det forår derinde. Nogle af mine kuldekimere er begyndt at røre på sig. Lidt vel tidligt syntes jeg. Vi kan stadig risikere nattefrost i et par måneder endnu. Derfor er jeg osse tilbageholdende med at rydde for voldsomt op i bedene endnu.
    Oh kirsebærkornel. Vores er et helt træ nu. Og det betyder vi kan se det inde fra. Det er så flot om føje tid.
    Denne weekend har dog været flot i vejret.
    hilsner Gunvor

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er også lige gået op for mig, at Spiren er lukket. Jeg troede ellers, at hun havde fundet en rigtig god niche. Det med at rydde op i bedene er lidt af en balancegang, især hvis man har lagt løg blandt planterne. Hvis man venter for længe, kommer der for lidt lys til spirerne og er man for tidligt ude, får man smæk af nattefrosten. I må have plantet jeres kirsebærkornel det helt rigtige sted.

      Slet
  4. Jeg har ikke haft held med de små krinoliner. nu ser jeg dem ikke mere, de er bare forsvundet. Det er et kæmpe arbejde at dele græsserne, jeg har forsøgt at tage lidt med mig, vi får se, om det er lykkedes.
    Jeg har beskåret min cornus mas, men jeg synes ærlig talt ikke den er blevet pænere af det.

    SvarSlet
    Svar
    1. Krinolinernerne forsvinder for mig, hvis jeg planter dem ud i haven, men i potter formerer de sig voldsomt. Ja, man får sved på panden af at dele græsser. Vi er lige blevet enige om at skære vores kirsebærkornel kraftigt ned i morgen, og måske kommer den til at få en rundere krone af det. Lige nu er den meget slank og opret.

      Slet
  5. Hej Marie!
    En tidig vår är inte att föredra om det blir nattfrost längre fram som förstör och skadar växterna. Här har vi varannan dags väder, snö och kallt i några dagar och sedan blir det varmt. Just idag är det -10 och lite vitt på marken. Ute i trädgården är marken frusen och t.o.m. men jordsäck i växthuset har frusit. Hade tänkt så lite paprika, men det får vänta.
    En härlig färg på Julrosen.
    Hälsningar Marika

    SvarSlet
    Svar
    1. Hver anden dags vejr er næsten det allerværste vejr, for det slider hårdt på de tidlige planter. I år giver jeg mig også god tid med frøsåningen.

      Slet
  6. Det er da nogle vældig fine narcisser du har der, og som Gunvor siger, minder de om små balletdanserinder. Så elegante og lette! Her er der stadig bare knopper i påskeklokkerne, men jorden er sikkert for kold (vi har lidt nattefrost for tiden) og våd endnu. Jeg kan godt se det er et stort arbejde med alle græsserne, og navnlig hvis de skal deles, men det lønner sig og giver det flotteste resultat. Foreløbig aner vi jo ikke hvor lang vinteren bliver, så der er sikkert masser af tid endnu, men det kribler jo i fingrene allerede:-)
    Jeg tænker på at stamme min kirsebærkornel op, men nu vil jeg lige lade den blomstre først. Den er jo en af forårsbebuderne, men kan sikkert godt klare noget beskæring.
    Dejlige solskinsbilleder!

    Hilsner fra Ulla

    SvarSlet
  7. Vores kirsebærkornel skar vi ned til der, hvor det forgrener sig, her i formiddag. Det er spændende, hvordan det kommer til at reagere på den behandling. Her sidst på vinteren kan man godt få kuller af at gå og vente på at kunne komme rigtigt i gang i haven.

    SvarSlet
  8. Jeg vil nok helst have vinter mens det er vinter og derefter forår. Tidlig forår om dagen med streng nattefrost er ikke lige sagen. Det må være skønt at nyde fine blomster i drivhuset her i februar. Lidt solskin må give forårsfornemmelser. Ud i haven føles det koldt trods efter årstiden lunt vejr. Men fingrene er stivfrosne efter 20 min. Påskeklokken i min have er kun lige begyndt med nye skud - der går lang tid før jeg kan nyde blomster. Mit Cornus mas er stadig så lav at jeg kan nyde knopperne i øjenhøjde!

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er godt at læse, at du nu har det sådan, at du kan arbejde i haven og få kolde hænder🙂 Det er præcis sådan en højde på vores kirsebærkornel, vi kunne tænke os.

      Slet
  9. Man hører ofte, at græsser er noget af det nemmeste, man kan have i haven. Men når man står med diverse haveredskaber og skal have græsserne delt, kan man godt få sved på panden. Her i haven er det mandearbejde. Og nogle græsser, som fx elefantgræsserne, vokser hurtigt og skal deles ofte.
    Jeg elsker dine små krinoliner. Har du prøvet at dyrke dem i haven? Jeg har desværre ikke drivhus, men jeg tænker på at sætte nogle løg et lunt sted i haven.

    Hilsen Elna

    SvarSlet
    Svar
    1. Nemlig, og når man går i gang med spaden, er det klogt at gå radikalt til værks og dele græsset i mindre dele, så der går et stykke tid, før man skal i gang igen. Krinolinerne trives ikke i vores lerjord, det har jeg prøvet, men som jeg husker det, er din jord sandet og har sikkert et bedre dræn. Jeg er dog temmelig skeptisk, for jeg har læst om flere, som heller ikke har haft held med at plante dem ud.

      Slet

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

blomsteramok

En nødtvungen pause

Hvad er du for en fætter?

gårdspladsen og blomster hist og pist

Med en uge til sommertid