Fra en vindblæst have

Heldigvis har vi læ fra alle fire verdenshjørner, så blæsten opleves for det meste som en susen uden for haven. Alligevel har den lynhurtigt fået et forblæst udseende med blade og frugt i græsset, og en halvstor gren fra hjertetræet er faldet ned og har væltet den hvide violfrøstjerne, hvis flotte statur jeg ellers var så stolt af. De højeste dahliaer har også fået blæsten at føle; men det er jo småting. 

Blommerne sad øverst oppe i træerne og udbyttet i år er ikke stort, så nu slipper Søren sikkert for at skulle op på stigen for at plukke dem ned. For mig er det "grøn" slik, der ligger i skålen.

Ellers lægger jeg ud med rhododendron auriculatum og dens smukke og velduftende blomster. Den bringer mig en tur ned ad memory lane. Jeg købte den i tidernes morgen hos en spændende planteskole i Tånum i nærheden af Randers, som for længst er lukket. Den lå smukt på en skråning ned til en ådal, og en af dens specialiteter var træer med spændende bark og efterårsløv. Ejeren var fuldt forståeligt frustreret over, at hendes kunder altid kom og efterlyste birketræer med hvide stammer, og hun gjorde, hvad hun kunne for at åbne deres øjne for de mange spændende alternativer, hun kunne byde på.

Auriculatum stod i et hjørne og så halvdød ud, men kom alligevel med hjem og ser stadigvæk i perioder vissen og halvdød ud; men det skal man ikke lade sig narre af. For i august, samtidig med at de nye blade er begyndt at springe ud, kan den pludselig eksplodere i en hvid blomstring garneret af de mørkerøde dækblade og gøre opmærksom på sig selv med den sødeste, krydrede duft.

Summer Song er afløser for Pat Austin i det varme bed. Austin beskriver dens farve som brændt orange; men farven kan variere med vækstforholdene og få elementer af pink. Det synes jeg gælder for den første blomst i vores plante .

To krukker med guldbåndsliljer, som oven i købet blomstrer forskudt, må siges at være luksus. 

Phylliopsis Mermaid og naboen rhododendron prostratum blomstrer både i foråret og i sensommeren. Det er da også luksus.

Denne foldblad vil jeg beskrive som majestætisk, og det er så heldigt, at sneglene ikke kan lide dens plisserede blade. Derimod tiltrækker blomsterspirene masser af småfluer.

Black Beauty ligger ud over sine naboer, og normalt binder jeg den op til nogle solide jernstænger. I år er jeg bare ikke lige i stødet til at få det gjort. Vi får se.

Staudelobeliaer holder efter min erfaring ikke særligt længe i haven, så når Compton Pink blomstrer på fjerde år bliver jeg ligefrem taknemlig.