Nogle, der slynger sig, og nogle,der overrasker

Selvom september er startet med det flotteste sommerlige vejr, er der samtidig umiskendelige tegn på, at efteråret begynder at liste sig ind på os. For det første ligger duggen tungt i græsset morgen og aften, ja nogle steder bliver den vel liggende dagen lang. For det andet bliver man indviklet i spindelvæv nærmest uanset, hvor man færdes. For det tredje er mit aktivitetsniveau, hvad havesysler angår, begyndt at dykke betragteligt, hvilket for det fjerde har bevirket, at jeg går flere ture rundt på gange og stier uden at lave en pind ud over at nyde septembersceneriet. For det femte er sneglene dukket op igen, ikke i voldsomme mængder, men alligevel i et omfang, så jævnlige tjek er en god ide.For det sjette og sidste er der en helt speciel og udefinerbar stemning over de travle lyde fra markerne omkring os. Det kunne godt være den søndagsstille ro, som Alex Garff skriver om så smukt i sin septembersang.

I dagens indlæg har jeg haft fokus på nogle spinkle, klatreplanter rundt omkring i haven. Klatrende stormhatte i forskellige varianter og forskellige voksesteder er næsten lige så spinkle som spindelvæv. Den første bor i  magnolia grandiflora og har brug for lidt hjælp for at arbejde sig til vejrs.

Aconitum vilmorinianum

Den næste har fået en jernlænke at klatre.

Aconitum sungpanense White Wine

Aconitum hemsleyanum deler stativ med clematis Aljonushka og forvilder sig også over i Munstead Wood.  Noget af en rodebutik faktisk, men også ret hyggeligt.

Den sidste er en frøvariant af hemsleyanum og næsten afblomstret. 

Aconitum hemsleyanum Red Wine

Codonopsis/ snerleklokke såede jeg før Brexit i mange forskellige varianter. I dag har jeg tre forskellige tilbage, og de to af dem vokser i haven og lader til at trives godt. Den ene slynger sig op i et træ, mens den anden har et stativ at boltre sig i. I modsætning til de klatrende stormhatte, hvis stængler er temmelig stive, er disse codonopsis vaskeægte slyngplanter, som bare lige skal hjælpes væk fra jorden for at få gang i klatringen. Sammenlignet med storblomstrende klematis er deres små klokker mere end diskrete.

Codonopsis lanceolata og rotundifolia var. angustifolia

Clematis viorna kan også være med, når det handler om små klokker.

Nu til overraskelserne: pileurten Painter's Palette bærer absolut ingen spor af tørke; men overraskelsen var en lille frøplante, der er dukket op i skyggen under planten. Jeg havde ikke forventet, at stauden kunne frøså sig selv, hvorfor ved jeg egentlig ikke, for den blomstrer flittigt hvert år.

Beesia calthifolia er ligesom snerleklokkerne en diskret plante. De skinnende hjerteformede blade og de bittesmå stjerneformede blomster omgivet af frøbælge skal man tæt på for virkelig at nyde synet af.

Dens nabo er en fodblad / podophyllum aurantiocaule, og det er der, den næste overraskelse kommer. For se bare de mange frugter, der gemmer sig under de flotte blade.  Det er første år, den har produceret frugter i så store mængder.

Den sidste overraskelse fik jeg i skovhaven. En kærmindesøster syntes, dens voksested var for solrigt, og blev derfor flyttet om i skovhaven, hvor en kædebregne desværre ikke dukkede op sidste år. Måske har spaden vækket den af sin dvale, for faktum er, at den nu har sendt to af sine flotte blade op og sikkert gerne vil have pladsen tilbage.

Kædebregne/ Woodwardia unigemmata og brunnera Sea Heart