Lidt derudefra

Vortemælk/ euphorbia er en artsrig og særdeles forskelligartet planteslægt. Julestjernen, som har pyntet i mange hjem i de seneste uger, er en vortemælk, og i  vores have lige nu er der tre stauder, som tager sig rigtig godt ud.
Den første er lundvortemælk/ eup. amygdaloides va. robbiae, som jeg anskaffede, fordi den trives selv på tørre steder f.eks. under træer, så den er velegnet i skovhaven. På billeder ser man den mest med den karakteristiske gule blomstring; men i virkeligheden er det som bladplante, at jeg foretrækker den.

Umiddelbart kunne det ligne et billede mere af den samme plante. Det er det nu ikke; men daphne laureola var. philippii ligner lundvortemælken rigtig meget. Det er en stedsegrøn og lavtvoksende daphne, som får gule blomster i februar.

Den næste vortemælk er hybriden martinii Ascot Rainbow/ broget vorterod, som jeg allerede har savlet over på bloggen op til flere gange. Som mange andre planter har den ligget henad jorden i frostvejr og rettet sig op igen, når det blev tø.

Den sidste er eup. characias ssp. wulfenii/ middelhavsvortemælk, som nærmest er en fast bestanddel i engelske haver, men langt mere sjælden i danske haver. De gange, jeg har sået den, har den ikke overlevet så længe, at jeg har nået at se den i blomst, og den er nok på grænsen af sin hårdførhed.

Hvad stiller jeg op med acanthus hollard´s gold?  Det er fristende at lægge et par beskyttende grangrene henover de nye skud. På den anden side virker det mere naturligt, at en staude har en vinterpause.

Årets første indkøb til haven blev en løvrive, ikke fordi den gamle var slidt op; men Søren brugte den som våben mod naboens slemme hankat, som æder af vores kattemad og fordrejer hovedet på vores hunkatte, og det kunne riven ikke holde til. Hankatten lusker såmænd stadigvæk rundt.
Den nye er en ergonomisk model fra Fiskars, og jeg håber, den kan minimere det vrid i lænden, som den gamle ofte var skyld i.

De farvede spidser på de små, grønne skud afslører, at det her er prydløg, der er på vej op.

De tidligere år har jeg generelt ikke vist rettidig omhu over for de helleborus, jeg har brugt som krukkeplanter, så de bundfrøs tit og ofte. I år har jeg plantet Winter Bells ud i et bed, og det ser den ud til at have det godt med, faktisk ser den bedre ud nu end som krukkeplante, og jeg er dejligt fri for at spekulere på, hvor meget den skal vandes.