hortofilia

Kun alt for tit ser man planteskoler blive lukket ned, og yderst sjældent sker det, at der  dukker nye op i stedet for. Så meget desto mere glædeligt er det, at  plantehandlen  Porshauge  så dagens lys for små to måneder siden her i området. Der tog vi ud i formiddags. I tilknytning til planteskolen ligger en stor park (se billedet ovenfor) med hovedvægten på rhododendron, både løvfældende og stedsegrønne. På stedets hjemmeside anslås de største af disse planter til at være 100 år gamle, og det tror jeg bestemt ikke er spor overdrevet. Her følger flere billeder fra parken. Buen herunder er beplantet med aristolochia/ tobakspibeplante og konstrueret i kraftigt rionet med to stolper for neden i hver side - nem at gøre efter. Såmænd om ikke der også var en sydbøg, hvis vækst var præcis den samme, som vores har. Også i planteskolen kan man erhverve store, velvoksne planter, hviket ellers er et sjældent syn. De næste to billeder viser planteskolen fra to modsatte end...

Ikke et godt år for pæoner, skriver hun og viser straks en håndfuld, som ser ud til at trives udmærket. Maj-juni er træpæonernes højsæson, så dem starter jeg med. Den mørkerøde delavayi og den gule ludlowii har det faktisk fint, mens den hvide  rockii har færre blomster end sidste år og en del visne blade og kviste. Blandt suffruticosa (de mere forædlede hybrider), som vi har tre af, er der kun en en enkelt  blomst og det i en deform busk med kun en enkelt gren, som ligger langs med jorden. Årsagen til de manglende blomster er utvivlsomt manglen på sol sidste år, og de visne blade og kviste hænger sammen med, at jorden i lange perioder har været mættet med vand, samtidig med at det har blæst voldsomt - altsammen det stik modsatte af, hvad træpæonerne foretrækker. For de fleste haveejere er pæonernes højdepunkt silkepæonernes blomstring i juni, mens jeg har mere fokus på de tidlige staudepæoner, og for deres vedkommende er billedet nogenlunde lige så broget som for træpæonerne....

Papaver orientale Princess Victoria Louise Da jeg stod og hældte morgenkaffen op forleden morgen, følte jeg mig iagttaget, og det viste sig at være denne nyudsprungne staudevalmue, der holdt øje med mig. på vejen op for at tage et billede af den, kom jeg forbi nellikeroden, som har nogenlunde samme farve. Ferskenfarvet er ellers ikke en fave man ser specielt tit - måske bortset fra roserne. Nellikerod/ geum Mai tai For afvekslingens skyld har jeg plantet clematis Madame le Coultre i surbundsbedet , og den kvitterer hvert år med en voldsom blomstring. Flot og iøjnefaldende er den, men den spinkle sølvknap/ ranunculus aconitifolius pleniflorus er mindst lige så charmerende.    Nogle hostaer gennemgår en farvemæssig udvikling fra brogetbladet til rent grøn, og en af dem er yellow polka dot bikini. Clematis Montana døde en vinter for mange år siden, troede jeg, så jeg plantede en afløser. Det er den der kan ses nederst til venstre i buen. Så vendte den gamle frygteligt tilbage og ...

Pulsatilla albana lutea Hvis man er coronaisoleret i en lejlighed, er vejret i disse dage uden tvivl møgfrustrerende. Kulden og blæsten kunne jeg bestemt også godt være foruden. Derimod glædes jeg over de 12 mm regn, som vi er oppe på at have fået i den forgangne uge. Dagens indlæg starter, hvor jeg sluttede sidste gang, nemlig med kobjælderne. Herhjemme i haven er den mørke version for længst afblomstret, og tilbage står disse to.  Albana er min favorit med de sarte farver og det persillelignende løv, og så har jeg selv sået den - det giver altid planten et ekstra plus i min karakterbog. Pulsatilla Rote Glocke Ellers har jeg været rundt forskellige steder på matriklen og startede på gårdspladsen med en blomstrende blomsterkornel. Cornus kousa Eddie's Whi te Wonder  Japanske ahorn trives generelt ikke godt her i haven, så det smukke løv må jeg kigge langt efter i andres haver. Dog er der en enkelt  lav ahorn ved indkørslen, som står rigtig fint i år, selvom der jævnligt s...